NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Opskriften på, hvad EU-landene skal sætte i stedet for nedskæringer, er ligetil: De skal øge efterspørgslen og investere sig ud af krisen.
Men selv med et massivt politisk flertal bag, ville det være meget vanskeligt at gennemføre. Det seneste års kriselovgivning, og de grundlæggende spilleregler, lægger sten i vejen.
1. Lande som deltager i ØMU’en må ikke have et budgetunderskud større end 3 procent og en gæld større end 60 procent af BNP. De to grundkrav er det seneste år blevet skærpet med i alt otte lovændringer, plus præciseringerne i Finanspagten.
2. Tilmed skal statsbudgetterne nu – med Finanspagten – være i balance inden for et ”strukturelt underskud” på maksimalt 0,5 procent. Statsgæld skal høvles ned i faste portioner.
Formålet er at forhindre nye gældskriser i fremtiden. For den nuværende, reelt eksisterende krise indsnævrer man blot de politiske handlemuligheder.
3. Endvidere må det samlede EU ikke hæfte for enkelte medlemslandes gæld. Det er kun tilladt at komme andre lande til undsætning, hvis der er tale om problemer opstået som følge af naturkatastrofer eller usædvanlige begivenheder (artikel 122).
4. Den permanente redningsfond ESM (European Stability Mechanism) er tænkt som en løsning på det dilemma, idet det er de enkelte eurolande, men ikke hele EU, der putter penge i redningsfonden.
Men nu vil også den udvej blive udfordret. I Tyskland vil den tidligere justitsminister Herta Däubler-Gmelin rejse en sag ved forfatningsdomstolen for at standse landets tilslutning til ESM og Finanspagten.
Hun mener, at man er ved på ulovlig vis at tage beføjelser fra det folkevalgte, tyske parlament – uden at kompensere for tabet ved at styrke Europa-Parlamentets beføjelser. »Jeg er helt for Europa, men ikke et Europa, som kun styres af regeringseliter«, argumenterer hun.
På et tilsvarende grundlag vil beslutninger om euroobligationer hurtigt kunne ende i den tyske forfatningsdomstol, hvis der ikke først er gjort noget ved traktatens gældsforbud.
5. Men hvad så med at udvide den fælles EU-kasse? I princippet jo. I praktikken nej. Det ville kræve tilslutning fra alle 27 medlemslande.
Selv Kommissionens forslag om at forhøje årets budget med 6,8 procent til næste år er blevet mødt med kraftige protester. Men her taler vi om en forøgelse af et budget, der kun er på omkring 1 procent af vores allesammens indtjening i EU. Skulle EU’s budget op på bare 5 procent af bruttonationalproduktet, ville det indebære en forhøjelse med 400 procent.
Når medlemslandene ikke må ekspandere, og den samlede Union ikke kan, er der ikke så mange andre tangenter at spille på.
Den ansete nyhedsportal Eurointelligence kommenterer bistert:
»Bemærk venligst, at denne politik ikke ændrer på spareprogrammerne, eller udgør en finanspolitisk stimulans af nogen art. Det er et typisk eksempel på et mikroøkonomisk svar på et makroøkonomisk problem. Det fortæller os, at EU først og fremmest behandler den aktuelle økonomiske krise som en PR-udfordring«.