ARTIKLER


24 danskere udleveret siden 2006 Siden 2006 er ikke færre end 163 personer – heraf 24 danske statsborgere – blevet udleveret til andre EU-lande som følge af den europæiske arrestordre, der blev vedtaget i 2001 på baggrund af terrorangrebet på World

Den europæiske arrestordre har ført til, at 24 danske statsborgere er udleveret til andre EU-lande – i ingen af tilfælde på grund af terrorisme
Af Sven Skovmand
3. oktober 2012

Siden 2006 er ikke færre end 163 personer – heraf 24 danske statsborgere – blevet udleveret til andre EU-lande som følge af den europæiske arrestordre, der blev vedtaget i 2001 på baggrund af terrorangrebet på World Trade Center i New York. Men ikke i et eneste tilfælde er udleveringen sket på baggrund af anklager for terrorisme, skriver Information 14.-15. juli 2012 i artiklen »Terrorlov bliver brugt, men ikke til terrorudleveringer«.

Det kritiseres stærkt af Enhedslistens retspolitiske ordfører Pernille Skipper, der især er utilfreds med, at man ikke ved, om nogen af de 24 er blevet udleveret for handlinger, som ikke er strafbare i Danmark. Hun har nu bedt justitsminister Morten Bødskov gennemgå sagerne og finde ud af, hvorvidt det har været tilfældet.

»Når Danmark ikke én eneste gang har udleveret personer for terrorhandlinger, så sætter det undskyldningen om at bryde princippet om dårligt strafbarhed i et dårligt lys. I princippet kan disse 24 være blevet udleveret på grund af handlinger, som slet ikke er ulovlige i Danmark,« siger hun til bladet.

Chefjurist i den liberale tænketank Cepos, Jacob Mchangama, mener, at arrestordren er blevet brugt til at udvide EU's strafferetslige samarbejde og altså til alt andet end terrorbekæmpelse. Jacob Mchangama opfordrer derfor regeringen til at arbejde for en revidering af arrestordren.

»Læren er at politikerne skal holde hovedet koldt i kølvandet på terrorangreb. Bagefter sidder vi jo i saksen,« siger han.