ARTIKLER


Vestager: Vi har ikke dannet "Klub 10"

Økonomi- og finansministrene fra EU-lande uden for euroen mødtes uventet til en middag i Bruxelles aftenen før onsdagens officielle ministermøde.
Af Andreas Bay-Larsen
10. november 2011

"Jeg ved godt, der bliver spekuleret helt vildt."

Økonomiminister Margrethe Vestager (R) har noteret sig, at en ikke-annonceret sammenkomst mellem de eurofri landes økonomi- og finansministre har sat gang i rygtebørsen.

Mens de 17 eurolandes ministre vanen tro holdt møde aftenen før onsdagens økonomi- og finansmøde i ministerrådet, stak Margrethe Vestager og de andre eurofri landes ministre hovederne sammen til en uformel middag på et hotel i Bruxelles.

Det skete efter invitation fra den tjekkiske finansminister Miroslav Kalousek, og det har affødt spekulationer om, hvorvidt de 10 lande er ved at danne deres egen mere eller mindre formelle gruppe af EU-lande uden for eurozonen.

Vil ikke være en biflod
En unavngiven diplomat fortæller til EU-mediet Euractiv, at nye planer fra sidste EU-topmøde om traktatændringer og en ny euro-kommissær var på dagsordenen.

"Vi har ikke råd til at blive efterladt i en lavere rangerende biflod," siger han.

Trods tunge emner på dagsordenen afviser Margrethe Vestager over for Notat, at der er tale om egentligt møde.

"Det er en uformel snak, og  man kan sige, at dér, hvor vi har noget tilfælles, er, at vi alle sammen - og nogle selvvalgt - står uden for euroen, men er påvirket af de beslutninger, som tages i eurolandene.  Ligesom vi er påvirket af, at der selvfølgelig et eller andet sted også er en gråzone mellem det, der er interesser for de 27 i fællesskab, og det, som er interesser for eurolandene," siger Vestager, der ikke ser nogen ide i at markere sig som en gruppe af lande uden euro.

"Det er svært at lave en virkelig stærk sag for, at vi skulle have en interesse i at dele Europa op i 10 og 17.  Det, der er dansk interesse, er, at så meget som muligt bliver varetaget i kredsen af 27, "siger Margrethe Vestager.

Flere middage på vej
Det er dog sandsynligt, at de mødes igen til flere af den slags sammenkomster, som konsekvent bliver rettet til "middag" af ministeren, når denne journalist kommer for vare at kalde det et møde.

"Jeg kan sådan set sagtens forestille mig, at vi spiser sammen igen, men det vil i givet fald være i samme uformelle gren. Vi har ikke nogen interesse fra dansk side i at lave en 10'er-klub, " siger Margrethe Vestager.

Mad på bordet eller ej. En anden diplomat vil over for Euractiv ikke afvise, at de 10 lande kunne finde på at mødes efter behov og altså ikke nødvendigvis kun i forbindelsen med ECOFIN-møder.

Og det kan måske være en god ide at få talt mere sammen. Under en debat på Strasbourg Universitet den 8. november har Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, uden omsvøb talt om et Europa i to gear.

"I sidste ende er det klart, at der vil være to europæiske gear: Et gear, der trækker mod mere integration i eurozonen og et gear, der trækker mere mod en sammenslutning af uafhængige stater," siger Sarkozy.