Føderalistisk revanchisme

Der er stærke kræfter inden for EU, specielt i Tyskland, der ikke ønsker at respektere ånden i Lissabon-traktaten. De ser den model, den bygger på - "nationalstaternes EU" - som blot et midlertidigt tilbageskridt. Og de bruger den nuværende krise i eurozonen som et argument for at genoplive føderalismen.

De suspekte kritikere
Det seneste retoriske kneb i denne argumentation er at betegne alle forsøg på at hævde et nationalt råderum inden for fælles aftaler og institutioner som udtryk for "nationalisme". Da den betydning, der knyttes til begrebet er stærkt negativ, bliver konklusionen, at det både er uhensigtsmæssigt og moralsk suspekt at være anti-føderalist.

Dem, der forsvarer "nationalstaternes EU" er ikke alene ude af trit med historiens gang, men ønsker tilmed at skrue tiden tilbage til Europas ulykkelige fortid under en aggressiv, autoritær og ekspansiv nationalismes svøbe. Det seneste eksempel på den argumentation og retorik så vi i debatten om den danske regerings ønske om at indføre skærpet toldkontrol ved grænserne.

Formet af nationalstaten
Herved lægges enhver seriøs EU-kritik død. Hvad enten man er EU-modstander, EU-kritisk eller moderat EU-tilhænger, tilhører man i virkeligheden samme suspekte kategori. Så er man "højre-national" - og det gælder åbenbart også for dem, der politisk set befinder sig på venstrefløjen. Men hvis føderalisterne fortsætter med denne strategi, risikerer de at styrke modstanden mod EU i de europæiske befolkninger.

Ikke fordi europæerne er rykket mod højre, men fordi de generelt altid har været nationalister i liberal forstand. EU's såkaldte Eurobarometer-undersøgelser viser utvetydigt, at europæerne har et pragmatisk positivt forhold til EU, men fortsætter med at tænke i nationale baner og ønsker at beholde deres nationalstater. At de føler sig primært tilknyttet deres stater, skyldes, at de oplever deres stat som et værn for deres liv, rettigheder og demokratiske medindflydelse.

Desuden kan man ikke se bort fra den værdi, det enkelte menneske tillægger oplevelsen af at være forankret i en bestemt historisk, social og lokal sammenhæng.

Euro-krisen
Nationalstatens rolle er heller ikke udspillet på det økonomiske område. Vores erfaringer med finanskrisen og den økonomiske globalisering viser nemlig, at nationalstaten er en nødvendig brik i en global verdensorden, hvor regulering og sikkerhed er blevet lige så vigtige opgaver for staten som dens borgeres velfærd og velstand.

Selv blandt globaliseringsvenlige nyliberalister møder man i dag forståelse for, at nationalstaten er selve forudsætningen for, at der kan skabes rigdom på det globale marked. Ganske enkelt, fordi et velfungerende marked kræver en høj grad af social orden, økonomisk forudsigelighed og international stabilitet. Krisen i euro-zonen gennem de sidste tre år viser desuden, at heller ikke EU kan fungere, uden at hvert medlemsland sørger for at holde orden i eget hus og sætte tæring efter næring. Økonomisk føderalisme er derfor ikke det, der er brug for nu.

Eksistenskrise
EU er et til dels vellykket eksperiment med tvær- og overnational politisk styring. Men at styre er ikke det samme som at regere i demokratisk forstand, og det europæiske samarbejde har aldrig været et demokratisk projekt i lighed med de moderne, liberale nationalstater.

Det ved europæerne af egen erfaring. Og den erfaring bør respekteres. Ellers risikerer EU at blive kastet ud i en eksistens-krise, som er værre end den nuværende gældskrise.


Blå bog:
Michael Böss er lektor i historie og samfundsforhold.

Han har været ansat ved Aarhus Universitet siden 1998 og er leder af Center for Irske Studier.
Han har tidligere arbejdet på Handelshøjskolen i Aarhus, som freelancejournalist ved P1 og undervist på Lemvig Gymnasium.
Han har udgivet talrige publikationer og artikler i tidsskrifter og aviser om demokrati, nation, stat, identitet og nationalisme.
I 2011 udgav han bogen "Republikken Danmark - oplæg til en ny værdipolitisk debat".

Indlægget er trykt i NOTATs sommernummer: 14 bud på EU's fremtid