Sådan vedtages lovene i EU
På dette opslag kan du se, hvordan de fleste love vedtages i EU.
Af Kenneth Haar
29. august 2010
De fleste love i EU vedtages gennem den såkaldte »fælles beslutningsprocedure«, som betyder at Parlamentet og Rådet skal være enige, før en lov er vedtaget. Den mest enkle beskrivelse af beslutningsproceduren lyder derfor: Kommissionen fremsætter et forslag, forslaget diskuteres både i Rådet og i Parlamentet, og til sidst forhandler Rådet og Parlamentet om, hvordan den endelige lov skal se ud.
Den næstmest anvendte er »høringsproceduren«, hvor Parlamentet ikke har direkte indflydelse, men kun ret til at give sin mening til kende.
Derudover er der over 20 andre beslutningsprocedurer, som vi for en nemheds skyld ser bort fra hér.
Kommissionen: Kommer med alle forslag
Kommissionen har eneret til at fremsætte forslag til nye EU-love. Rådet og Parlamentet kan komme med idéer og opfordringer, men i sidste ende er det kun Kommissionen, der afgør om et forslag skal fremsættes. Det gør Kommissionen til en meget magtfuld størrelse i EU.
COREPER: Ekspeditionssager sies fra
COREPER – eller »De faste repræsentanters komité« – består af medlemslandenes EU-ambassadører. COREPER forbereder rådsmøderne på ministrenes vegne. De forsøger også at blive enige om forslagene på dagsorden, og sker dét, kan forslagene sættes på som punkter, der kan vedtages uden diskussion.
MInisterrådet: Vedtager forslag eller bliver enige med Parlamentet
I Ministerrådet (eller bare »Rådet«) behandles Kommissionens forslag i de enkelte rådsforsamlinger.
Når et forslag ikke handler om udenrigs- eller sikkerhedspolitik, skal det typisk vedtages ved kvalificeret flertal. Men det gælder i dag for de fleste forslags vedkommende, at de vedtages med kvalificeret flertal. Dette flertal regnes ud efter »stemmevægte« – 345 stemmer er fordelt på de 27 medlemslande, hvoraf Danmark har 7?. Derudover skal mindst to tredjedele af landene være for, og det skal være lande, som repræsenterer 62 procent af befolkningen i EU.
I november 2014 bliver disse regler ændret. Derefter skal 55 procent af landene være for (mindst 15), og de skal repræsentere mindst 65 procent af befolkningen.
Parlamentet: Bliver enig med Rådet eller fremsender kommentarer
Parlamentet kan – som Rådet – ikke selv stille forslag, men behandler forslag fra Kommissionen parallelt med og sammen med Rådet. De to parter skal være enige, når det er »den fælles beslutningsprocedure«, der skal bruges. Denne bruges i dag på ca. 90 områder. En fordobling i forhold til tiden før Lissabon-traktaten trådte i kraft.
Domstolen: Har det sidste ord
Domstolen »svæver« på en måde over de andre institutioner. Den er et kapitel for sig.
Hvis to parter er uenige om, hvad en EU-lov betyder, og hvad den skal have af konsekvenser, så er det i sidste ende EU-domstolen, der afgør, hvordan loven skal forstås.
Ekspertgrupper: Rådgivning før et forslag fremsættes
Før et forslag fremsættes, rådspørger Kommissionen sig ofte med en ekspertgruppe. Ekspertgrupper er en forsamling af rådgivere. Dem har Kommissionen i dag omkring 1.000 af. Tidligere var det hemmeligt, hvem der sad i disse grupper, men Kommissionen har nu lagt et register på internettet, for de flestes vedkommende viser gruppernes sammensætning. I mange tilfælde, f.eks. på finansområdet og energiområdet, er erhvervslivet stærkt repræsenteret i de ekspertgrupper, som rådgiver Kommissionen på det område, de har interesser i.
Lobbyister
Mange beslutninger påvirkes på forskellige måder af en stor erhvervsgren i Bruxelles; lobbyister. Ved en tælling fra 2003 blev antallet af lobbyister ved EU's institutioner opgjort til 15.000. Tallet er givetvis større i dag. Flertallet af de 15.000 lobbyister arbejder for at fremme erhvervslivsinteresser. Der er i dag rejst en stor debat om lobbyisters arbejde i Bruxelles. Mange organisationer kræver f.eks. at det gøres obligatorisk for lobbyister at lade sig registrere, og at de oplyser hvem de arbejder for.
Komitéerne: Gennemførelse af lovgivning
Når en lov er vedtaget, skal den gennemføres i praksis. For at sikre en ensartet gennemførelse, og for at undgå detaljelovgivning og langsommelighed, har EU indført en såkaldt »komitéprocedure«, hvor de nærmere retningslinjer for gennemførelsen af en lov fastlægges. Beslutningerne tages i et embedsmandsudvalg under Kommissionens ledelse. Embedsmændene er udpeget af medlemslandene. Beslutningerne kan tages efter forskellige procedurer. En af dem gør det muligt for Kommissionen at få vedtaget sine forslag, selvom der er et almindeligt flertal imod forslaget. På denne måde blev det f.eks. vedtaget i 2005 at tillade en gensplejset majstype, selvom et flertal af lande i Rådet var imod.
Trilog: Genvej gennem beslutningsprocessen
De såkaldte trilogmøder er blevet en meget vigtig del af beslutningsprocessen. På trilogmøderne mødes repræsentanter for Rådet, Parlamentet og Kommissionen. Det er i princippet uformelle møder, men med en meget stor betydning. Tit indledes trilogmøderne ved beslutningsprocessens begyndelse, endnu inden et forslag kommer ud til offentlig politisk debat. Repræsentanter for de tre institutioner kan ved disse møder blive enige på et tidligt tidspunkt, og hvis det lykkes repræsentanterne for f.eks. Parlamentet at få medlemmerne af deres partigrupper til at tilslutte sig en aftale, er resten af behandlingen en formsag. I perioden 2004-2007 blev 64 procent af sagerne i parlamentet afgjort på trilogmøder, ifølge en opgørelse fra Folketingets EU-konsulent.
De nationale parlamenter
De nationale parlamenter har kun indflydelse gennem landets regering, der er repræsenteret i Ministerrådet. I Danmark tages de fleste beslutninger om den danske holdning i et særligt udvalg i Folketinget, hvor alle partier har plads; Europaudvalget.