NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Hvis det står til regeringen, skal danske apoteker senest fra 1. april 2011 udlevere medicin, som er udskrevet på recept af læger i andre EU-lande.
Beslutningen er truffet som følge af et krav fra EU-Kommissionen, som hævder, at det er et brud på EU's traktater, at danske apoteker kun godkender recepter fra læger i andre nordiske lande.
Åbningen for recepter fra andre EU-lande har mødt stærk kritik fra både læger og apoteker. De frygter, at der vil opstå et sort marked for falske recpter, fordi de ikke i praksis vil kunne se, om for eksempel en recept fra Malta er ægte.
»Vi risikerer, at det bliver nemt for borgerne – mod betaling – at få tilsendt en recept fra f.eks. en græsk læge, som så kan indløses på et dansk apotek. Det vil give folk adgang til lægemidler, f.eks. potensmidler eller antibiotika, som deres praktiserende læge har vurderet, at de ikke bør have,« siger formanden for Apotekerforeningen, Niels Kristensen, til Jyllands-Posten den 5. 9.2010.
Han mener, at regeringen skal afvente et EU-direktiv, der vil indeholde foranstaltninger til at sikre mod medicinsvindel, og sundhedsminister Bertel Haarder siger, at han forstår bekymringen.
Bertel Haarder har meddelt, at han vil undersøge, om Danmark kan udskyde ændringen af reglerne, til der er givet mulighed for den nødvendige kontrol.