Rådgivere havde medansvar for finanskrise
Kommissionens rådgivere fra banker og investeringsfonde brugte deres position til at fremme de svage regler for det finansielle system, der viste sig ubrugelige, da finanskrisen brød ud. Alligevel fortsætter Kommissionen med at bruge dem som eksperter.
Af Kenneth Haar
7. oktober 2010
»Når du vil have råd om finansspørgsmål, spørger du ikke en bager!«
Ordene kom fra en embedsmand ved Kommissionen i anledning af udgivelsen af en rapport i november 2009 fra det lobbyismekritiske netværk ALTER-EU, et samarbejde mellem 160 organisationer, herunder miljøorganisationer som Greenpeace, Det Europæiske Journalistforbund, og fagforbundet for offentligt ansatte i hele Europa. I forfatternes øjne var Kommissionens svar uhyggeligt arrogant i lyset af rapportens konklusioner. De var bl.a., at det var bankfolk, som havde siddet som rådgivere på de regler for banker, som var en del af forklaringen på finanskrisen i 2008. På samme måde var det folk fra investeringsfonde, der havde rådgivet på fejlslagne regler for fonde. Finanssektoren havde også presset på for regler for regnskabslægning så fulde af huller, at det måtte gå galt før eller siden – og det gjorde det så. Finanskrisen, mente forfatterne, måtte få Kommissionen til at genoverveje sit valg af rådgivere.
Medvirkende til krise
Det var nu ikke så meget bagere, ALTER-EU ville ha' flere af blandt Kommissionens rådgivere. Snarere uafhængige eksperter og repræsentanter for andre samfundsinteresser end banker og investeringsfonde. Eksperter eller bare kyndige personer, som kunne give modvægt til finansverdenens forslag. Forfatterne mente nemlig at kunne dokumentere en sammenhæng mellem Kommissionens flittige brug af rådgivere fra finansverdenen og den dybe finanskrise i 2008, som den europæiske økonomi ikke er kommet sig over endnu. I årene op til krisen, hvor EU-reglerne på finansområdet blev lagt fast, sad folk fra finanssektoren hårdt på de ekspertgrupper, som rådede Kommissionen om ny lovgivning i EU. Og rådet fra bankmænd og fondsbestyrere lød igen og igen, at regler så vidt muligt måtte være fleksible, eller at der slet ikke skulle være regler. Det var medvirkende til at lægge EU åbent for krisen i 2008. En krise, som har kostet millioner af mennesker deres arbejde eller bolig.
Elendige regler
At EU's regler var utilstrækkelige var nærmest en tilståelsessag. I oktober 2008 satte Kommissionen et stort arbejde i gang for at revidere de EU-regler, som efter Kommissionens mening havde vist sig for ringe til at forhindre eller bare lindre krisen. Reglerne for »alle finansinstitutioner« bl.a. banker, investeringsfonde, analyseinstitutter, og for beskatning skulle under lup og forbedres, sagde Kommissionen da en ekspertgruppe blev sat til at foreslå de nødvendige ændringer.
I ALTER-EU blev nysgerrigheden pirret: For hvem havde egentlig anbefalet Kommissionen at foreslå de love og regler, som nu skulle gennem et større check?
Finansområdet er nemlig et af de områder, hvor Kommissionens eksperter næsten udelukkende kommer fra store private finansvirksomheders rækker. Kunne det hænde, at en årsag til de svage regler var, at finansvirksomhederne selv havde fået lov til at rådgive om de regler, der skulle sætte rammer for deres aktiviteter? Det mener ALTER-EU var tilfældet.
Når banker bestemmer selv
En af årsagerne til krisen var populært sagt bankernes muligheder for selv at vurdere, hvor mange penge, de skal bevare på kistebunden som sikkerhed, når de foretager investeringer. Denne »selv-regulering«, som stammer fra internationale retningslinjer for bankvirksomhed, blev fremlagt i et forslag fra Kommissionen efter at have hørt en ekspertgruppe – Banking Expert Group – i 2004. Denne ekspertgruppe bestod af 23 personer – alle fra store banker som Deutsche Bank, BNP Paribas, Banco Bilbao, bortset fra en enkelt akademiker og en repræsentant for en forbrugerorganisation. De vedtagne regler skulle være medvirkende til flere store bankers kollaps i 2008, og til ydelse af statsstøtte til bankerne af historiske dimensioner.
Samme mønster gjorde sig gældende omkring investeringsfonde, herunder de berygtede hedgefonde. Denne type fonde har mulighed for at flytte store milliardbeløb uden offentlig bevågenhed, fordi reglerne for deres virksomhed alle dage har været meget svage. Det gælder også i EU, hvor Kommissionen i 2006 besluttede at holde sig fra at indføre særlige regler for hedgefonde. Det skete efter indstilling fra en ekspertgruppe, som udelukkende bestod af repræsentanter for hedgefonde og andre finansvirksomheder.
Falske varedeklarationer
En tredje slags finansinstitutioner, som fik meget opmærksomhed ved krisens udbrud i 2008 er de såkaldte »kreditvurderingsinstitutter«. Det er firmaer, som har specialiseret sig i at vurdere, hvor sikre forskellige værdipapirer er at investere i. Trods alverdens ekspertise formåede kreditvurderingsinstitutterne at anbefale investeringer i det amerikanske ejendomsmarked på det varmeste – helt til det sidste, hvor netop ejendomsmarkedet kollapsede og satte den lavine i gang, der blev til en global finanskrise. Også på dette område er EU-reglerne svage, og ALTER-EU's analyse viser, at Kommissionens rådgivere fra finanssektoren havde gjort sit til at undgå regler. Så sent som i juni 2008 afleverede en ekspertgruppe med forkortelsen ESME en rapport til Kommissionen, hvor det blev anbefalet at overlade reglerne for kredit-vurdering til kreditvurderingsfirmaerne selv. ESME bestod udelukkende af repræsentanter for store finansvirksomheder, især banker.
Kommissær erkender
Det samme mønster gør sig gældende for regler om regnskaber, og på skatteområdet. På beskatningsområdet, hvor rådgiverne stort set kun kommer fra finansvirksomheder. Bl.a. er det faldet ALTER-EU for brystet, at foreningen STEP, der er en af de fremmeste og aggressive forsvarere for de britiske skatteparadiser, herunder øen Jersey, havde en berygtet repræsentant i Kommissionens ekspertgruppe, Keith Johnston. Kort sagt: Finansverdenen sidder på rådgiverrollen på alle væsentlige områder, de har interesser i.
Siden udgivelsen af rapporten i november 2009 har ALTER-EU netværket henvendt sig adskillige gange til Kommissionen med dokumentation for den skæve sammensætning af ekspertgrupperne. Og selvom Kommissæren for det indre marked hævder over for ALTER-EU, at han tager sagen »meget alvorligt«, lider også nyoprettede ekspertgrupper under samme skævhed. Derfor vil kriser i fremtiden måske også kunne spores tilbage til Kommissionens rådgivere.
De rådgiver Kommissionen om finansmarkedet
Finansområdet er kendt som det område, hvor erhvervslivet sidder tungt på rådgiverposterne. Her er de ti ekspertgrupper på området med eksperter, der ikke er embedsmænd (august 2010).
1. Finansiel uddannelse 14 rådgivere fra erhvervslivet, 5 private eksperter.
2. Derivater 34 rådgivere fra finanssektoren, 10 embedsmænd fra medlemslandene.
3. Betalingssystemer (I) 35 fra finanssektoren, 2 embedsmænd, 3 fra NGO'er.
4. Betalingssystemer (II) 43 fra finanssektoren, 2 embedsmænd, 1 akademiker,
1 fagforeningsrepræsentant.
5. Securities (ESME) 21 fra finanssektoren.
6. Clearing og afregning (4 forskellige ekspertgrupper) 124 fra finanssektoren, 13 embedsmænd, 8 akademikere, 1 privat ekspert.
7. Bankvæsen 37 fra finanssektoren, 1 advokat, 1 akademiker, 1 NGO, 1 fagforeningsrepræsentant.
(Rapporten »A Captive Commission« kan findes på www.alter-eu.org under menuen »Documents«).