Politik til salg – ikke til diskussion

Sigge Winther Nielsen er noget nær en akademisk Lucky Luke; hurtigere end sin egen skygge. For knap to år siden afleverede han sit speciale, og siden da har han udgivet to bøger, arbejdet som embedsmand i Finansministeriet, fungeret som ekstern lektor ved Københavns Universitet, jævnligt ageret kommentator i bl.a. Deadline, påbegyndt en ph.d. og lige nu bokser han med manuskriptet til en tredje bog i rækken.

NOTAT mødte ham på hans hjemmebane på Københavns Universitet, til en samtale om demokratiets tilstand i en markedspræget virkelighed.

Politisk marketing

Sigge Winther Nielsens forskning tager afsæt i det faktum, at politik i dag ligner marketing mere og mere. Det er ikke noget tilfælde, at Barack Obama i 2009 blev kåret til årets marketingsmand af en række amerikanske firmaer. ”Politisk marketing” har fået en central rolle. Politiske organisationer kortlægger et marked, og designer et produkt, der efterspørges, hvorefter det markedsføres. I markedsføringen bruges redskaber, vi normalt ville forbinde med den private sektor.

»Vi lever i en markedsgjort virkelighed. Vi mødes af reklamer og marketing overalt i samfundet. Alt fra velfærdsydelser til forbrugsgoder er blevet sovset ind i marketingssprog. Det former den måde vi tænker på i en sådan grad, at både professionelle politikere, NGO’er der kæmper mod kapitalismen og private firmaer må betjene sig af en marketingslogik for at komme til orde. Om det er godt eller skidt kan man ikke give ét enkelt svar på. Men efter min mening er det et vilkår for politik, vi er nødt til at forholde os til.«

Der er både gode og dårlige sider ved politisk marketing. En af de fordele Sigge Winther Nielsen peger på, er at vi bevæger os væk fra en politikforståelse, hvor spin og kontrollerede budskaber skulle påvirke vælgere og i retning af en forståelse af, at det også skal engagere mennesker.

»Alle mennesker har en demokratisk energi i sig. Der skal bare prikkes lidt til den. Der skal tales til den. Man har i mange år i den politiske praksis og i valgforskningen opgivet en masse mennesker og sagt, at politik det gider de ikke, det er de for dumme til og så videre. Obama’s kampagne viste, at man kunne mobilisere den demokratiske energi. Demokraterne var rundt og banke på døre og inspirerede folk til at deltage i en større sag.«

Medierne taber terræn

»Traditionelt har politikere prøvet at påvirke folk. En ny kræftplan blev skåret til, så den kunne blive en forsidehistorie i avisen, men det fik ikke folk til at forholde sig til indholdet. Hvis du i stedet går direkte ud til vælgerne og taler med dem og beder dem om at engagere sig og bidrage – før medierne bliver inddraget og før de politiske beslutninger er truffet – så oplever folk, at du tager dem mere seriøst.«

Hvis politisk marketing på den måde kan komme til at betyde, at den politiske dialog kan foregå mellem politikere og borgere – i stedet for via pressen, så ser han det som en positiv udvikling. På den anden side er Sigge Winther Nielsen heller ikke i tvivl om, at meget af den politiske marketing kan undergrave offentligheden og den brydning af politiske standpunkter, der er helt afgørende for at vedligeholde demokratiet.

»Partierne kan købe sig til oplysninger om vælgerne og mikromålrette deres budskaber til dem. Op til det britiske valg købte Labour sig til oplysninger om, hvem der havde oplevelser med kræft tæt inde på livet og sendte de vælgere et personligt brev med reklame for deres sundhedspolitik.«

Det er samme teknik, som da Venstre sendte et brev til boligejerne forud for valget i 2007 og advarede om, at socialdemokraterne ville indføre brandbeskatning af boliger. Den form for politisk marketing er Sigge Winther Nielsen kritisk over for.

»Du kan angribe din politiske modpart uden de får nogen chance for at forsvare sig. Hvis politikken ikke diskuteres i en politisk offentlighed – så bliver de beskidte tricks mere effektive – og det er ikke godt for demokratiet.«

EU, TINA og det demokratiske hængeparti

EU er efterhånden blevet vores vigtigste lovgiver, men den demokratiske debat lader stadig meget tilbage at ønske. Hvad mener du er forklaringen på det?

»Det afgørende er, at vi mangler en offentlighed i Europa. For hvis der ikke er en offentlighed, så er der ikke noget demokrati. Det er grundlaget for et demokrati, at vi kan tale om og diskutere de samme emner og nå frem til fælles løsninger.«

Hvad kan man gøre for at skabe en sådan offentlighed?

»Man kunne sørge for at medierne dækkede EU-stoffet bedre. Vi ved fra forskningen at det i høj grad er dem, der sætter dagsordenen for vores politiske debat. Fra EU’s side kunne man gøre meget mere for at engagere borgeren. For eksempel via generelle kampvalg. Hvorfor var der ingen afstemning om, hvem der skulle være præsident i EU? Det ville være en oplagt kappestrid at engagere vælgerne i – og vi kunne for første gang have fået en fælles politisk debat i Europa. Det er at undervurdere vælgerne ikke at give dem den mulighed.«

Sigge Winther Nielsen peger også på, at måden magten er blevet flyttet til EU på kan give en del af forklaringen. ”Man kunne jo spørge, hvorfor man har flyttet beslutninger til Bruxelles? Det er ikke sket ud fra demokratiske hensyn, eller med reelle politiske begrundelser. Vi ser det med euroen i dag, hvor krisen i valutaen har ført til, at EU har brug for mere indflydelse på medlemslandenes finanspolitik. Det er et TINA-kompleks – There Is No Alternative – og derfor skal beslutningen til Bruxelles. Det er den logik man har kørt med i EU i så mange år.” Der mener Sigge Winther Nielsen, at man må blive bedre til politisk at begrunde EU’s opgaver. På den anden side efterlyser han også, at vi som befolkning og borgere i EU tager stilling til, hvad vi vil bruge EU til.

»EU fungerer jo hamrende godt på mange områder – det skal man ikke undervurdere. EU er en velsmurt bureaukratmaskine, som man ikke skal være ked af fungerer. Det er på mange måder smukt. Så vi må diskutere, om vi overhovedet vil have et europæisk fællesskab og demokrati? Vil vi hellere have en national politisk offentlighed og så en bureaukratmaskine, der lever sit eget liv i Bruxelles. Hvis vi accepterer det som borgere, så må vi også acceptere, at vi ikke kan have et demokrati i EU. Vi kan ikke kræve et demokrati – hvis vi i virkeligheden ikke har lyst til at deltage i en europæisk offentlighed.«