ARTIKLER


Polen forbyder kommunistiske symboler

I Polen er det forbudt at fremstille, distribuere, sælge og besidde symboler på fascisme, kommunisme eller andre 'totalitære' ideologier.
Af Åge Skovrind
11. marts 2010

Siden december 2009 kan symboler på 'totalitære' ideologier straffes med op til 2 års fængsel i Polen. Det er resultatet af en lovændring i Polen, foreslået af det katolsk-konservative oppositionsparti Lov og Retfærdighed (PiS) med støtte fra det store regeringsparti, det liberal-konservative Borgerplatformen (PO). Eneste undtagelse er hvis symbolerne optræder i forbindelse med kunst, uddannelse, forskning eller hos samlere.

»Intet kommunistisk symbol har ret til at eksistere i Polen, for disse er symboler på et folkemorderisk system som bør sammenlignes med den tyske nazisme,« udtalte lederen af PiS, tidligere premierminister Jaroslaw Kaczynski, i forbindelse med fremsættelsen af forslaget. Loven blev ratificeret af hans tvillingebror og partikammerat, Polens præsident Lech Kaczynski, der også var Jaroslaws faste støtte dengang han var premierminister og stod i spidsen for et giftigt opgør med polske ekskommunister. Men i denne sag er det dog værd at bemærke at lovændringen var aldeles afhængig af støtten fra Borgerplatformen som har haft et moderne, pro-vestligt og liberalt image – ikke mindst i Vesten, siden partiets leder Donald Tusk blev premierminister i 2007.

Flere forskere hævder ligesom oppositionspolitikere fra bl.a. det socialistiske Venstre at loven strider mod ytringsfriheden, og at begrebet 'kommunistisk symbol' indeholder så uendeligt mange fortolkningsmuligheder at loven vil kunne strækkes til at ramme alt fra Che Guevara T-shirts til turistfigurer af Kulturpaladset. Både Litauen og Ungarn har allerede lignende forbud, og en sag fra Ungarn kan nok give et fingerpeg om fremtiden. Her blev en politiker arresteret i 2003 for at bære en rød stjerne på jakken under en demonstration. Manden blev dømt i Ungarn, men fik efterfølgende dommen annulleret ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.