Kend din lobbyist

Inden man siger ja til et møde med en lobbyist ved man sjældent hvilken type der er tale om. Dermed kan det gå hen og blive farligt. For tænk nu hvis det viser sig at man ikke er endt med en af de sjove lobbyister med repræsentationskonto og kække bemærkninger? Det kan endda være at man er endt med en af de irriterende typer der insisterer på at tale længe og detaljeret om kommende direktiver. Ikke alene går man glip af muligheden for en gratis frokost, man tvinges også til at tænke over hvad der bliver sagt.

Som god eurokrat må man derfor, hvis man er en af dem der risikerer at skulle have med lobbyister at gøre, spørge sig selv hvordan man bedst overlever alle disse møder?

I nogle tilfælde giver det sig selv – man tager et ekstra glas champagne, jager diskret tjeneren med de bedste kanapéer, eller studerer intenst eurokraterne af det modsatte køn (eller det samme køn hvis man er til det). Vigtigt er også at man ikke møder alene frem. Det er her i Bruxelles som på Savannen – der kan være tryghed i at være i flok. Nogle lobbyister ynder at spotte dem der kun står sammen et par stykker – lidt som løverne der udser sig svage og isolerede dyr – og så slå til, brutalt og uden nåde. Pludselig kan man befinde sig midt i et længere foredrag om plastiks lyksaligheder – eller noget andet som man ikke interesserer sig det mindste for; og når lobbyisterne først er gået i gang kan de være ganske svære at slippe af med igen. Ikke mindst, fordi det jo rent faktisk er dem der betaler gildet. I andre tilfælde er det dog noget mere kompliceret – bl.a. fordi flere og flere møder synes at finde sted på kontorerne eller over en kop kaffe, og hvad gør man så?

Her er der tale om tre mulige udveje, 1) dårlige undskyldninger, 2) argumenttræning, 3) forvir fjenden.

Den første udvej er at få en af kollegerne til at ringe med ’noget meget vigtigt’, således at man kan afkorte mødet, undskylde pænt, og derefter skynde sig at makulere de modtagne visitkort. Det kræver selvfølgelig at man kan få kommunikeret til en kollega at man skal undsættes.

Den anden løsning er at man bruger lobbyisten til argumenttræning. I stedet for at høre hvad de har at sige, angriber man dem ganske aggressivt for at se hvordan de vil forsvare sig. F.eks. lykkedes det engang undertegnede at hyle en kemikalie-lobbyist helt ud af den ved at stille kontante spørgsmål om hans firmas skattepolitik. Jeg blev ikke det mindste klogere på kemikalier, men underholdt – det blev jeg!

Tredje mulighed handler om at afspore samtalen mest muligt, ved at misforstå alt, eller med personlige og helt ligegyldige oplevelser. Gøres det korrekt, kan man være sikker på aldrig at høre fra de pågældende igen, og man er således fri til at finde sig en ny reception og sikre at ugens champagne-kvote bliver overholdt. Eller sagt på en anden måde: Det er vigtigt at kende sine lobbyister.