NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
EU er på jagt efter råvarer til industrien, især uden for EU's grænser.
Jagten på olie, træ, mineraler og metaller er ved at blive sat i system for ikke at løbe tør en skønne dag. En vifte af redskaber er pudset af og gjort klar til brug i en global kappestrid, der foregår på hele kloden med de fleste industrilande som kombattanter.
I dette nummer af NOTAT sætter vi lys på kampen om mineraler og metaller. De er i centrum for »Råvareinitiativet«, der blev vedtaget af EU i 2008. Et udredningsarbejde har bl.a. ført til identifikationen af 14 mineraler og metaller, som er afgørende for dele af produktionen, og som kan være særligt svære at få fat i.
Råvareinitiativet er en strategi for at sikre EU den nødvendige mængde, og den er mest af alt en udenrigspolitisk strategi. Problemet er nemlig ikke så meget svindende ressourcer og global knaphed, men at mineralerne og metallerne tit ikke er i »trygge hænder«. Det skal forstås som lande, der ikke nødvendigvis sælger råvarerne til udlandet betingelsesløst og til markedspris. Lande på listen er f.eks. Sydafrika, Zimbabwe, Rwanda, DR Congo, Bolivia, Indien og Mexico.
Og der gås allerede til makronerne. EU satser hårdt på handelsaftaler, der sikrer uhindret adgang til råvarer, diplomatiet sættes i sving både i det direkte forhold til andre lande og i internationale forhandlinger, og udviklingsbistand til især Afrika målrettes i højere grad projekter, der kan føre til øget adgang til reserverne.
Der er tit tabere, når giganterne slås. Gennem historien har det endda tit været de lande, der har ressourcerne. Også nutidens ressourcekamp giver politiske dilemmaer og problemer. Derfor er der grund til at holde et vågent øje med jagten på råvarer.