Hvor bestemmer EU - i grove træk?

Af Staffan Dahllöf
29. august 2010

Nogle områder er EU's enekompetence, f.eks. reglerne for den indbyrdes handel på »det indre marked«, såsom produktstandarder, og reglerne for handel med lande udenfor EU. Her er EU-reglerne enerådende.

På elleve områder er der såkaldt delt kompetence. EU bestemmer, men medlemslandene har en vis frihed til selv at bestemme, hvis der ikke findes EU-regler i forvejen, for eksempel grænseværdier for et miljøfarligt stof, som der endnu ikke er lavet EU-regler for. Sådanne nationale love må dog ikke være i konflikt med andre EU-beslutninger.

Fordelingen af indflydelse mellem medlemslandene og EU kan der skrives tykke bøger om. Som så ofte må skrives om igen. Derfor er det nok bedre med et konkret indtryk af, hvor EU bestemmer meget, og hvor EU ikke bestemmer så meget:

Områder hvor EU bestemmer mest:

Det indre marked, regionalpolitik, fiskeripolitik, miljø og klima, forbrugerbeskyttelse, transport, trafikanlæg, energi, politisamarbejde, grænsekontrol, flygtningepolitik, handelspolitik.

Her har EU også indflydelse:

Arbejdsmarkedspolitik, socialpolitik, forebyggende sundhedsinitiativer, industripolitik, kultur, uddannelse, ungdom, sport.

Her bestemmer EU endnu ikke så meget:

Skattepolitik, finanslov.

Udenrigs- og sikkerhedspolitik bygger kun i meget lille omfang på love. Her kan landene i forskellig grad nemlig til en vis grad vælge at stå udenfor det, de øvrige er blevet enige om.