Frem med konflikterne

Pressen som kritisk vagthund, som folkeoplyser, eller som redskab til at »kommunikere« EU til befolkningen.
Af Staffan Dahllöf
30. november 2010

Ét kan EU-journalister og politikere af forskellig observans hurtigt blive enige om: Læserne, lytterne og seerne får for lidt at vide om EU. Den opfattelse lå som en summende grundtone på en konference den 2. oktober om »fremtidens EU-journa-listik«, arrangeret i et samarbejde mellem Oplysningsforbundet DEO, der også udgiver NOTAT, og landets journalistuddannelser. Jakob Nielsen, Politikens indlandsredaktør gav et billede fra sin tid som Bruxelles-korrespondent for Information og Politiken i slutningen af 90íerne:

»På topmøderne i Bruxelles var der tre grupper; lavtlønnede aktivistjournalister, højtlønnede korrespondenter, og meget højtlønnede propagandister. Alle sammen var vi enige om, at oplysningstiden var holdt op, og at der var for lidt dækning. Den klagesang er, har jeg senere forstået, også kendt i universitetsverden.«

Pressekorps og public service

Morten Løkkegaard, tidligere journalist og nyhedsvært i DR, nu EU-parlamentariker for Venstre, har gjort den manglende EU-dækning til en af sine politiske mærkesager.

Løkkegaard stillede i foråret et forslag om et EU-finansieret pressekorps med forpligtelser til at rapportere EU-stof ud til medlemslandene.

Det forslag overlevede ikke sommeren. Den store konservative partigruppe EPP sprang fra, ifølge Løkkegaard efter lobbyisme fra store fjernsynsstationer og presseorganisationer.

Men mindre kan måske også gøre det.

Morten Løkkegaard vil have indført en forpligtelse for Danmarks Radio og TV2 til at dække EU-stoffet. En forpligtelse for de to danske medier, der har public serviceaftaler med staten, men ikke noget tilsvarende fra de øvrige medier:

»En fuldstændig absurd tanke, at jeg som liberal skulle ville styre medierne,« sagde han.

Angsten for de blå jakkesæt

Anne Haubek, redaktør for radiomagasinet Europa lige nu på P1 er en af dem, som laver den efterspurgte dækning. Hun skitserede tre journalistiske opgaver.

»Vi skal blive bedre til at arbejde tværeuropæisk ved at dele research over grænserne. Netværket Farmsubsidy.org, som har afdækket landbrugsstøtten, er et udmærket eksempel. For det andet er det håbløst med sondringen mellem udenrigs- og indenrigsstof. EU går på tværs af det skel, og må dækkes på den måde.« Endelig slog Anne Haubek et slag for pressens rolle som vagthund.

»Journalistikken skal af med angsten for de blå jakkesæt. Vi svigter vores rolle, hvis vi ikke behandler EUís institutioner som magtfaktorer,« sagde hun.

Det byggede Ole Aabenhus, tidligere Bruxelles-korrespondent for DR, i dag redaktør for netportalen Zealand/Denmark, videre på. Han mente, at den store udfordring ligger i EUís opbygning.

»Der er hele tiden kommet mere union, men parlamentarismen er ikke slået igennem i EU.«

Som eksempel nævnte han, at Poul Nyrups forsøg på at blive en reel modkandidat til Barroso som formand for Kommissionen aldrig blev til noget, fordi han ikke kunne få opbakning fra sin egen partigruppe, der ikke ville politisere valget.

»Journalister skal jo fortælle om politiske kampe, men så skal der også være kampe at fortælle om!« sagde han og fortsatte:

»Vi har ikke et europæisk demokrati, og derfor bliver det en hovedopgave at se kritisk på EUís grundlæggende form.«

PR, politik og kommunikation

Betoningen af kritisk journalistik var vand på NOTAT-redaktør Kenneth Haars mølle. Han mente, at lakmustesten er om journalister vil give en kritisk behandling af den grundlæggende konsensus mellem næsten alle partier på Christiansborg om EU-politikken. Og så lagde han en anden opgave oveni.

»Et flertal forstår ikke de helt grundlæggende kendetegn ved beslutningsprocesserne i EU. Derfor må pressen også arbejde med folkeoplysning,« sagde han.

Men oplysning om EU er ikke i sig selv folkeoplysning. Kommissær Viviane Redings opskrift på forstærket spin, blandt andet med konstant fotodækning af kommissionsformand Barroso (omtalt i NOTAT nr. 1228) fik en noget ublid medfart på konferencen.

»Vi mangler ikke ansigter på kommissærer. Det vi mangler er konflikter og forståelse,« sagde Ole Aabenhus.

»Nu vil man igen løse problemerne med kommunikation. Når alt andet svigter, skulle man måske prøve med demokrati i stedet for,« sagde Søren Søndergaard, medlem af Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.

Venstres Morten Løkkegaard havde derimod ingen problemer med fotofokus og de andre forslag i Viviane Redings plan:

»Det skulle man have gjort for længst. Men Reding får ikke en klink i budgettet til PR fra Parlamentet, hvis Kommissionen ikke også får vedtaget en kommunikationsstrategi. Sådan en har man manglet i 30 år. Det er ikke muligt at skelne politik fra kommunikation.«

Per Stig blev også væk

Emilie Turunen, EU-parlamentariker for SF siden valget 2009 sagde, at hun efter sit første år har måttet konstatere, at EU nok ikke bliver et folkeligt projekt. Også hendes kolleger fra SF i Folketinget kan være svære at råbe op:

»Når jeg mødes med folketingsgruppen på Christiansborg, så er det 100 procent på mit initiativ. Men de møder er vigtige for at få skabt sammenhæng mellem EU og dansk politik.«

Politikerne på konferencen blev spurgt om eksempler på EU-historier, hvor det var lykkedes eller mislykkedes for dem at trænge igennem.

Morten Løkkegaard (Venstre) var glad for, at Nyhedsbrevet Mandag Morgen fik fortalt, at ikke kun Lene Espersen, men også hendes forgænger Per Stig Møller har haft et højt fravær på rådsmøder.

»Det førte til en debat om behovet for en dansk minister for Europa«, sagde hun.

Søren Søndergaard (Folkebevægelsen) var glad for historien om, at Dansk Folkeparti har støttet langt de fleste forslag fra EU, men frustreret over at Ekstra Bladet ikke skrev om, at Poul Nyrup Rasmussen stemte imod en resolution til støtte for strejkeretten:

»Bagefter fik jeg at vide, at de ikke havde fået fat i den arbejdsmarkedsforsker i København, som de plejer at tale med! Som om han ville have vidst noget om, hvordan Nyrup stemte!«

Heller ikke regeringspartierne har følt pressen bide dem i haserne, klagede han:

»Ikke en eneste redaktion har kontrolleret, hvordan V og K har levet op til sine valgløfter fra 2009 om at stemme imod mere magt til EU.«

Emilies skæg og slips

Emilie Turunen gav et eksempel på forholdet mellem politik og kommunikation, hvor formen spillede en stor rolle.

»Min gode historie handler om den manglende ligestilling i Kommission. Vi lavede en demonstration af kvinder med skæg og slips. Det var noget, som gav gennemslag. Langt senere mødte jeg folk, som spurgte om jeg fået skægget og slipset af. Kun få nævner det afgørende, selvom der faktisk kom flere kvinder i Kommissionen.«

Nok var det lykkedes at få opmærksomhed. Men tilsyneladende var det en uudtalt konklusion, at mere EU-stof ikke i sig selv er et fremskridt.

(Konferencen var arrangeret i et samarbejde mellem DEO, Journalisthøjskolen, Journalistuddannelsen på RUC, Center for Journalistik ved SDU og i samråd med de studerendes organisationer KAJ, KAJO og JR.)