Farverig debat om fødevarer

»Rød mand stå, grøn mand gå«. Sådan lyder den remse mine børn lærte sig, når de i børnehaven tog de indledende skridt til at blive trafiksikre. Rød, gul og grøn. Det er enkel kommunikation, så selv børnehavebørn fanger pointen. Dette enkle trafiklys er nu blevet genstand for en kæmpe debat af nærmest religiøst omfang i Europa-Parlamentet, fordi nogen mener at farvesignalerne er for enkel kommunikation når det handler om mærkning af fødevarer.

Jeg mener, at »go/no-go« farverne vil sende et hurtigt signal om hvad vi kan spise masser af (grøn), hvad vi bør spise lidt mindre af (gul), og hvad vi kun bør spise sjældent (rød).

Forslaget er ikke kommet ud af det blå. Det er superaktuelt, fordi vi knokler med at blive enige om et brugbart lovforslag om mærkning af fødevarer. I indre marked og forbrugerbeskyttelses-udvalget er vi enige om at forbrugerne skal vide hvad der er i den mad de køber. Vi vil vist også gøre det lettere for forbrugerne at vælge. Men så hører enigheden op. For mange af mine borgerlige liberale kolleger mener at vi blander os for meget i forbrugernes valg, hvis vi sætter trafiklys på fødevarerne.

De mener at et rødt mærke virker som en advarsel. Og man må kun advare hvis varen er direkte skadelig, mener de. Og så vil det jo betyde mindre salg af en »rød« vare.

Jeg selv mener derimod at vi skal hjælpe forbrugeren med at tage et sundere valg. Vi ved godt at chokoladen er mindre sund end æblet, men der findes rigtig mange fødevarer hvor det ikke giver sig selv. Alligevel mener jeg at vi vil svigte især de mindre stærke forbrugere hvis ikke vi gør noget.

Forskerne er ikke i tvivl. En farvekodning med tekstning vil virke, siger de. Og et tysk forsikringsselskab regner med at spare penge på deres helbredsforsikringer hvis der sættes trafiklys på fødevarerne, fordi folk bliver sundere.

Lovforslaget i EU er tidligst færdigbehandlet i maj. De borgerlige har flertal, så til trods for den farverige debat risikerer vi et udvandet eller skal jeg sige farveløst resultat.