EU har ikke længere Afrika for sig selv

Kina og Indien spiller en stadig større rolle i Afrika. Og især Indien har brug for råstoffer.
Af Sven Skovmand
28. november 2010

EU har traditionelt betragtet Afrika syd for Sahara som »sin« verdensdel. Det hænger sammen med, at næsten alle disse lande, bortset fra Sydafrika, indtil 1960 var kolonier under lande, der var medlemmer af EU. Den forhistorie har EU brugt siden 1974 til at lave handelsaftaler med de afrikanske lande, som gav dem forholdsvis let adgang til EU's marked, mens EU fik andre privilegier i Afrika. Men dette forhold er nu under forandring, og et nyt forhold til de afrikanske lande er under opbygning. EU's særstilling er under pres fra flere sider.

Kampen om råvarerne

EU havde klare fordele af det gamle system. Europæiske mineselskaber kunne fortsætte med at udvinde mineraler fra Afrika, hvor der formentlig er større uudnyttede forekomster end noget andet sted i verden. Og de europæiske industrier kunne være sikre på at få de råstoffer, de havde brug for. Men denne situation er hastigt ved at ændre sig. Og det skyldes først og fremmest Kina og Indien.

Kinas indflydelse har længe været synlig i Afrika. I en lang række lande kan man se kinesisk anlagte veje og jernbaner og kinesiske fabriksanlæg. Og i 2009 tilbød Kina de afrikanske lande billige lån for op mod 60 milliarder kroner.

Men konkurrencen om råvarerne kan blive langt hårdere fra Indien. For godt nok har Indien indtil nu haft en langsommere udvikling end Kina, men i de seneste år har Indien haft en økonomisk vækst på op til 10 procent om året. Og da Indien kun råder over begrænsede mængder af råvarer, er inderne ivrige efter at få råstoffer fra Afrika.

Kina har derimod de allerfleste råstoffer inden for sine grænser, og er først og fremmest interesseret i de lande, der har olie – Angola, Nigeria, Ækvatorial Guinea og Sudan.

Denne interesse er knap så bekymrende for EU som indernes interesse for råstoffer.

Inderne bruger lokal arbejdskraft

Kina aftager mere end 10 procent af den afrikanske eksport og tidoblede sin samhandel med de afrikanske lande i årene fra 2000 til 2008. Kineserne køber tre gange så mange varer som inderne.

Til gengæld investerer Indien mere i de afrikanske lande end kineserne gør. Og mens de store kinesiske projekter hovedsagelig beskæftiger kinesere og bruger kinesiske materialer, gennemføres indernes projekter i et nært samarbejde med lokale firmaer.

Det gælder især i Sydafrika, hvor der fra gammel tid findes en betydelig indisk befolkning – og hvor der findes flere vigtige råstoffer end i noget andet afrikansk land, bortset fra Congo.

Og mens kun få 4 procent af kineserne i Afrika er blevet afrikanske statsborgere, gælder det halvdelen af inderne.

Ny handelspolitik

Udover det direkte pres fra Indien og Kina, er EU's adgang til afrikanske råvarer også under pres på den handelspolitiske scene. De gamle aftaler om gensidige privilegier er blevet dømt ulovlige af Verdenshandelsorganisationen (WTO). EU har derfor lagt en ny kurs over for de tidligere kolonier med et nyt sæt handelsaftaler, kaldet ÿkonomiske Partnerskabsaftaler (EPA). EU forsøger at bruge disse aftaler til at opretholde og udbygge adgangen til afrikanske råvarer, men det går ikke gnidningsløst for sig. I løbet af sommeren 2010 har EU-Kommissionen sat forhandlingerne om de nye aftaler i stå under indtryk af dyb afrikansk skepsis og modstand mod EU's krav.

Det kan være et udslag af, at Europa ikke længere har Afrika for sig selv.