NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Vi hører gang på gang, hvordan EU bekymrer sig om naturen. I Danmark har regeringen fået læst og påskrevet, at hvis den ikke gør mere for at sikre Tøndermarsken, så vil Kommissionen indklage regeringen for EF-Domstolen, og senest bliver Finland truet med sagsanlæg, fordi en sjælden ferskvandssæl er truet af fiskeri med nedgarn.
Jeg vil med det samme sige, at jeg netop hilser velkommen, at Kommissionen bekymrer sig om naturen og såvel nuværende som fremtidige generationers ret til at besøge områder med uforstyrret flora og fauna. Og naturligvis har vi pligt til at bevare naturen og biodiversiteten intakt for kommende generationer. Men jeg glæder mig til at høre, hvordan Kommissionen vægter hensynet til naturen over for hensynet til klimaet.
Sagen er aktuel på grund af planerne om opførelse af vindmølletestcentre - eksempelvis i det sårbare naturområde Østerild Klitplantage i Thy. Ikke alene hører vindmølleindustrien til en af de mest forkælede brancher i Danmark, hvilket blandt andet giver sig udslag i en helt urimelig statsstøtte til energileverandører, som også opfører kulkraftværker i stor stil. Nej, åbenbart må de nære og konkrete naturværdier også vige af hensyn til miljøet. Så længe det sker ”af hensyn til klimaet”, gælder tilsyneladende alle kneb.
Det er naturligvis min forventning, at Kommissionen udviser konsekvens, og at den sætter en løbsk og grådig vindmølleindustri godt og grundigt på plads. Mange kommissærer belærer med jævne mellemrum sværmeriske parlamentsmedlemmer om, at vi ikke må lade følelserne råde, men at vi anskue virkeligheden i et sagligt lys. Her er chancen for at bevise, at dette kriterium også gør sig gældende med hensyn til vindmøller, hvis eksistens nærmest er blevet kanoniseret. Klimadebatten har om noget været baseret på følelser - og ikke meget andet, takket være FNs klimapanels pseudovidenskabelige og politiserende tilgang til den globale opvarmning.
Danmark hører til blandt Europas mest intensivt opdyrkede landbrugsnationer. Derfor har vi en ganske særlig forpligtelse til at beskytte de rester af værdifulde naturområder, vi har tilbage.
Danmark skal ikke ende med at være udelukkende landbrug og vindmøller, men værne om sine rekreative områder. EU har her en helt enestående chance for at vise, at den gør nytte. Klimadebatten er kommet så langt op i de øvre luftlag, at den åbenbart er hævet over rationelle hensyn til naturen. Det må Kommissionen sætte på plads.