Der er jo en grund til, at man skriver...

Interview med Carsten Jensen, som årets modtager af Ebbe Kløvedal Reichs demokratistafet,
Af Rasmus Nørlem Sørensen
6. juli 2010

Carsten Jensen er måske det nærmeste vi kommer en dansk intellektuel efter fransk forbillede. En intellektuel, der går i brechen for dem, samfundet udgrænser – og som sætter tabuer og fortrængte problemer til debat. En demokrat, som svenskerne anerkendte med Oluf Palme-Prisen i 2009, men som ofte har stået meget alene i den danske debat.

Modtageren af stafetten i 2009, tidl. chef for Politiets Efterretningstjeneste Hans Jørgen Bonnichsen, præsenterede en meget kort og klar karakteristik af ham, da han motiverede tildelingen af demokratistafetten. »Carsten Jensen ser skarpt, til tider uforsonligt på verden. Ikke på mennesket, men på de systemer som de lever under, og med stor myndighed taler han magthaverne midt imod.«

Little Brother-bevægelsen

NOTAT mødte Carsten Jensen på hans hjemmebane i lejligheden på Østerbro. De medbragte spørgsmål blev aldrig stillet, men alligevel næsten alle besvaret i en strøm af udredninger, argumenter og vurderinger af demokratiets tilstand.

»Den største trussel mod demokratiet, tror jeg er den Hans Jørgen Bonnichsen peger på. Det er den ubekymrethed og lethed, hvormed vi giver afkald på vores egne rettigheder. Vi vælger tryghed frem for demokrati. Sikkerhed frem for menneskerettigheder.«

»Det er ikke en totalitær stat, der undergraver vores demokrati, det er ikke en Big Brother stat. Det er muligvis en semiautoritær stat, men kravet kommer nedefra, fra en folkebevægelse af little brothers. Det er et krav fra middelklassen selv. Og det vil ikke blive fremført af stærke mænd, det vil tværtimod som sine talsmænd have ufatteligt svage mænd og kvinder.«

De globale udfordringer

Demokratiet trues ikke af, at navngivne personer, stater eller andre aktører lægger beslag på magten. Det er den ansigtsløse globalisering, der tager suveræniteten fra befolkningen og demokratiet er endt med at stå magtesløst over for en række globale udfordringer.

»Det fremstår i retrospektiv, som om alt det med den globale opvarmning nærmest var et modefænomen. Der skulle bare en kold vinter og et par klimaforskere – hvis e-mail korrespondance satte spørgsmålstegn ved deres troværdighed – til så blev den aflyst.«

»Enhver seriøs forsker kan fortælle dig, at klimaet bevæger sig med skræmmende og accelererende hast i den forkerte retning. Men nu er det aflyst. Det er ikke hot mere. Demokratiet har i sin nuværende fase formået at immunisere sig ikke bare imod forandring, men også mod udfordringer. Demokratiet er ude af stand til, at håndtere en så fundamental trussel, som den globale opvarmning er.

Det har at gøre med, at vi har udviklet det, som jeg vil kalde et livsstilsdemokrati, hvor alle de gamle modsætninger mellem højre og venstre er blevet ophævet. Den styrende middelklasse er først og fremmest interesseret i at bevare de privilegier, den har. Og alt hvad der bare antyder en ændring af livsstil, indkomstniveau eller organiseringen af samfundet – det er fuldstændig tabuiseret i politik.«

Visioner i garderoben

Afhændelsen af demokratiske rettigheder og den manglende vilje til rent faktisk at ofre noget for at bekæmpe den globale opvarmning kalder på et modsvar fra politikerne. Men her ser Carsten Jensen ikke det store håb, når hans kritiske blik falder på de folkevalgte.

»Adgangstegnet til politik i dag er tilsyneladende at aflevere alle visioner og principper i garderoben. Det har den effekt, at for politikerne er politik ikke længere et politisk projekt, men en privat karriereplan. Man træder ind i politik med nøjagtigt samme forhåbninger, som hvis man blev ansat i en bank eller et investeringsfirma. Med en passende sans for intriger og ambitioner om at træde ind i ledelsen. Ikke for at ændre noget, men for at sidde med ved magtens bord.«

En kritisk presse, der ikke kun behandler politik som et strategisk spil, ville måske kunne gøre en positiv forskel. Men Carsten Jensen konstaterer lakonisk, at dansk presse fuldkommen har opgivet at spille rollen som den fjerde statsmagt, og at politisk journalistik er reduceret til ét forsimplende perspektiv: ”Vil denne eller hin udtalelse, manøvre eller lov skade eller gavne partiet? Om den vil gavne eller skade befolkningen, det interesserer ikke de politiske journalister, for deres verden er Christiansborg,” ironiserer den kritiske forfatter og fortsætter:

»Ideelt skulle det være sådan, at når en politiker møder en journalist, så skulle han få nervøse tics og ondt i maven af skræk. Men i dag går politikeren hen og omfavner ham, mens han tænker: »Hej din nyttige idiot!« Og journalisten er dybt beæret over at være på fornavn med politikeren. Det stakkels fjols. Jeg mener virkelig, at politiske journalister i Danmark er nyttige idioter for magten. De forstår måske nok meget af spillet, men de har misforstået deres egen rolle i det.«

Tro på ordets magt

»Jeg har ikke nogen særlige forhåbninger om, at jeg kan gøre en forskel. Men jeg har formuleret det sådan, at jeg er nødt til at tro på ordets magt. Der er jo en grund til at man skriver. Man skriver fordi man håber det har en effekt, man skriver for nogen.«

»Jeg har været i den her branche i snart 30 år – og jeg har udviklet en meget stor realisme omkring hvad man kan og hvad man ikke kan. Det man kan det er, at man nogle gange kan levere ord og begreber, som folk kan tænke videre med selv. Nogle gange fordi de synes det åbner op og gør tingene klarere, så de selv kan tage stilling til dem. Andre gange fordi de føler trang til at modsige én – og så er de nødt til at undersøge sagen nærmere.« u

Blå bog:

Carsten Jensen, forfatter, adjungeret professor (2001-2006) og mag.art. i litteraturvidenskab. Har udgivet en lang række romaner og rejsebøger, herunder ”Jeg har set verden begynde”, som han i 1997 modtog De Gyldne Laurbær for og ”Vi de druknede”, der ti år senere gav ham P2’s romanpris og Danske Banks litteraturpris.

Carsten Jensen har været tilknyttet Ekstra-Bladet, Politiken, Jyllands-Posten og Information som anmelder, kritiker og klummeskriver.

Han modtog i 2009 den fornemme svenske demokratipris, Oluf Palme-Prisen. 5. juni 2010 modtog han Ebbe Kløvedal Reichs demokratistafet.