NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
…
Det er ualmindeligt sjældent at eurokrater kan kalde sig selv for stakler, ligesom EU-funktionærer i jakkesæt og spadseredragter nok heller ikke ligefrem er det første folk tænker på, når talen falder på faglig konflikt.
Alt det bør måske ændre sig – i hvert fald hvis man spørger en del af de EU-ansatte. I over en måned har de nemlig rundsendt mails, hvor der både blev kaldt til faglige møder og truet med strejker! Ja, man ser straks mareridtsscenariet for sig: EU-systemet lukker ned, og i dage eller uger produceres der slet ingen ny EU-lovgivning! Oh, hvilken skræk og rædsel…
Men hvad er det da der sådan kan få slipsene til at strammes og en række manchetknap-prydede skjorteærmer til at hæve sig vredt mod himlen? Det er såmænd intet mindre end et godt gammeldags slagsmål om løn.
Sagen er at Ministerrådet kun vil give de EU-ansatte en lønstigning der er halvt så stor som den burde være. Årsagen er, måske ikke så overraskende, den finansielle krise. En krise der har ført til at de offentlige lønninger i flere af medlemslandene er blevet enten fastfrosset, eller decideret sat ned. Derfor mente Rådet ikke at en alt for stor lønstigning til de EU-ansatte ville være passende.
Det er det der har fået de ansatte på barrikaderne. Eller rettere: Det har fået nogle af de ansatte på barrikaderne. Andre har tilladt sig at trække på skuldrene – eller endda at protestere over protesten. Enkelte har ligefrem formastet sig til at bemærke at EU-ansatte nok ikke ligefrem er de dårligst lønnede i Europa, og derfor i en krisetid måske heller ikke skulle råbe allerhøjest.
Og ja, selvfølgelig er der et fagligt aspekt i sagen… og selvfølgelig bør også EU-ansatte være solidariske med deres kolleger og støtte op om faglig kamp. Men jeg må bare sige at den fællesskabsfølelse og kampånd som visse eurokrater nu pludselig påberåber sig, den klinger ret hult i mine ører. For det er jo ikke sådan, at Unionens ansatte ligefrem er kendt for at gå på barrikaderne i solidaritet med andre. Faktisk tværtimod. Eksempelvis er de rengøringsfolk, sikkerhedsvagter, køkkenpersonale og lignende som EU benytter, ofte ansat på de absolut ringeste vilkår: Her må ansatte leve med mindsteløn, dårlige arbejdstider og ekstremt korte kontrakter. Den slags kan man åbenbart sagtens se gennem fingre med, som fagligt bevidst eurokrat – for de er jo ikke eurokrater, de arbejder bare samme sted