Velkommen til risikosamfundet!

Bagsiden af velfærdssamfundet er miljømæssige, klimamæssige og sundhedsmæssige risici. Som samfund kan vi se truslerne, men vi har samtidig en oplevelse af at vi ikke kan gøre noget ved dem.
Af Rasmus Nørlem Sørensen
30. marts 2009

Vi er omgivet af kemikalier i en grad, så forskerne er begyndt at tale om at vi lever vores liv i en »kemisk suppe«. I alle døgnets 24 timer er vi eks­po­neret for kemikalier i mad, emballage, sæbe, cremer, byggematerialer, møbler, computere, mobiltelefoner, vaskemidler, lægemidler, brændstoffer, sprøjtemidler og så videre i én uendelighed. Der er meget stor forskel på, hvor skadelige hvert enkelt af disse kemikalier er for vores sundhed, men det er helt sikkert at de samlet set udgør en risiko.

Kemikalierne er en forudsætning for vores moderne livsstil og samfund. Hvis vi fortsat vil have et højteknologisk samfund, er der ingen farbar vej uden om brugen af kemikalier. Spørgsmålet er derfor hvordan vi som enkeltpersoner og samfund bedst muligt håndterer de risici der følger med vores produktion af goder og nødvendigheder.

Risiko og afmagt

I 1986 formulerede den tyske sociolog Ulrich Beck sin teori om risikosamfundet. Beck mener, at vi har forladt den moderne tidsalder, der var præget af fremskridtsoptimisme – altså af troen på at teknologien og videnskaben ville gøre verden bedre og bedre at leve i. Vi har i dag opdaget at udviklingen også har en bagside. Vi har opdaget at samtidig med at vi frembringer samfundsmæssige goder, producerer vi også miljømæssige, klimamæssige og sundhedsmæssige risici. Som samfund kan vi se truslerne, men vi har samtidig en oplevelse af at vi ikke kan gøre noget ved dem!

Hvem skal gøre noget?

Det skyldes blandt andet at forbruget er individuelt, mens den risiko det medfører, er kollektiv. Det er mig der får glæde af min flyrejse til Thailand, men vi skal alle sammen leve med det CO2-udslip turen medfører. Min ’personlige forurening’ oplever jeg som en dråbe i havet – ikke som årsag til forureningsproblemet. Hvem har ansvaret? Løsningen bliver nødt til at være global for at give mening.

Hvad skal vi gøre?

En anden grund til at vi oplever afmagt over disse nye risici, er at de er diffuse. Andelen af drengebørn der fødes med misdannede eller fraværende kønsorganer, er steget eksplosivt de sidste 20 år. Men årsagen er uklar. Det har noget med hormonforstyrrende stoffer at gøre – men er det pesticider fra landbruget, øst­rogenlignende stoffer fra kosmetik, bil­os, medicin eller en helt syttende ting der gør udslaget? Der er ikke nogen klar sammenhæng mellem en årsag og virkning, og det gør det svært at handle. Vi kan ikke frygte et specifikt stof eller en specifik virksomhed, men må leve med en ubestemt angst for en diffus risiko.

Hvad ved vi overhovedet?

Modernitetens tro på fremskridtet hang snævert sammen med en tro på videnskaben. I risikosamfundet er det svært at opretholde denne tillid. Beck mener at videnskaben har svigtet: »Videnskaben er blevet til en garant for en global forgiftning af menneske og natur.« (Beck, 1997, s. 94)

Videnskaben opfinder i samarbejde med industrien nye stoffer og materialer, som vi ikke ved om er skadelige for mennesker. Videnskaben fastsætter grænseværdier for nogle stoffer – men grænseværdierne betyder reelt at vi accepterer at folk bliver ’forgiftet’ i små mængder. Det er særligt et problem fordi grænseværdi­erne gælder indholdet i enkelte produkter og ikke den samlede kemikaliepåvirkning et menneske bliver udsat for. Du modtager kemikalier fra et væld af produkter, som muligvis hver for sig ikke er så farlige, men tilsammen kan være decideret giftige for dig.

Videnskaben kan ikke skrives i ental. Vi oplever hver dag, at videnskabsfolk er uenige om meget væsentlige risici – tag bare klimadebatten. Som samfund har vi ikke noget objektivt grundlag for at forholde os til risikoen ved for eksempel kemikalier. Den eneste vej til viden går via videnskabelige undersøgelser – så vi kan ikke undvære eksperterne, selvom vi ved de også mangler viden eller måske via deres ansættelse har andre interesser i kemikalier end forbrugerne har.

Konklusionen må være at beslutninger om håndtering af risiko altid er politiske – både når de træffes af producenter, videnskabsfolk, nationalstater og EU. Beslutningerne er udtryk for politiske afvejninger af hensyn til sundhed, indtjeningsmuligheder, samfundsøkonomi og andre interesser.

På tværs af klasser og grænser

Den globaliserede økonomi forhindrer effektiv statslig regulering af kemikalieproduktionen, og der ser ud til at være vilkår på vilkår i risikosamfundet, der lammer vores handlekraft. Er der slet intet håb for en ny politik i risikosamfundet? Her skal peges på tre mulige veje.

For det første giver det anledning til håb, at de store risici i dag opleves kollektivt. De gælder på tværs af klasseskel og landegrænser. Hormonforstyrrende stoffer i franskproduceret sæbe og kosmetik udgør både en risiko for bistandsklienten på Lolland og direktøren i London. Der er derfor en mulighed for, at afsløringen af stoffer eller produkter, som er skadelige, kan få forbrugerne til at reagere. Efterhånden som flere og flere kemiskandaler oprulles i pressen, kan man håbe at flere og flere vil forsøge at forbruge politisk for at mindske risikoen for både dem selv og samfundet.

Aktivisme og forbud

For det andet er globaliseringen ikke kun økonomisk, men også i stigende grad politisk. Civilsamfundet har en mulighed for at danne en modvægt til det globale marked. Miljøbevægelserne kan for eksempel samarbejde på tværs af landegrænserne og udveksle informationer. Det kan medvirke til at skabe en reel politisk debat i offentligheden om hvad det er for en verden vi gerne vil have. Vil vi have en verden der sætter hensyn til arbejdspladser og indtjening over hensynet til det enkelte menneskes sundhed og fertilitet – og over hensynet til klimaets stabilitet?

For det tredje er der tegn på at verdens regeringer, EU og de store internationale organisationer begynder at forholde sig til kemikalier og klimaspørgsmål, som reelle politiske problemer. REACH er, sine mulige mangler til trods, et forsøg på at lave en lovgivning der pålægger producenten at bevise et stofs uskadelighed før det må anvendes i industrien. Det er vigtigt at vores politikere ikke overlader de vigtige beslutninger om brugen af kemikalier til markedet – og heller ikke til videnskaben alene.

»Undskyldningernes tidsalder er forbi, når alt kan kontrolleres og er menneskeskabt. Der findes ikke længere nogen objektiv tvang, medmindre vi tillader det.« (Beck, 1997, s. 371)

(Læs mere om risikosamfundet: Ulrich Beck (1997): Risikosamfundet – på vej mod en ny modernitet, Hans Reitzels Forlag

Jacobsen, Juul, Laursen & Rasborg (1998): Sociologi og modernitet, Forlaget Columbus)