Tre stridspunkter om Patientdirektivet

Der er en betydelig frygt for, hvad direktivet vil medføre i form af privatisering.
Af Staffan Dahllöf
9. november 2009

Retsgrundlaget

Skal patientdirektivet styres af artikel 95 (ret til fri bevægelighed) med Kommissionen som overdommer, eller artikel 152 (folkesundhed som er medlemslandenes ansvar)?

Privatisering

Lande som ikke erstatter udgifter til privathospitaler, er bange for at direktivet vil tvinge dem til at betale for deres egne borgeres private behandling i udlandet. Flere lande vil også forhindre at direktivet bliver brugt som en løftestang for privatisering. Ifølge det svenske formandskab vil det dog være umuligt at udelukke private udbydere af sundhedsydelser fra retten til erstatning.

I et referat af forhandlingerne står:

»(...) det bliver meget vanskeligt at finde et kompromis og få skabt forståelse for Domstolens afgørelser vedrørende at udelukke private sundhedsudbydere. Formandskabet gav løfte om at vende tilbage til hvordan man vil drive sagen videre (...)«

Forhåndsgodkendelse

Nationale (eller regionale) myndigheder skal kunne sige nej, men kun med medicinske begrundelser og ikke med henvisning til kapacitet eller planlægningsbehov.

Udover de tre centrale spørgsmål er der uenighed om en række definitioner, om godkendelse af recepter over grænserne, og om hvorvidt betaling for ordinerede lægemidler i andre lande også dækker medicinsk udstyr ('medical devices') som ikke har en klar definition.