ARTIKLER


Sorte skyer over fredsprocessen

Udsigterne til en fredelig løsning i konflikten mellem Israel og palæstinenserne er dårligere end de har været længe.
Af Åge Skovrind
11. juni 2009

Fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne står i stampe. Hvis der overhovedet er noget som kan kaldes en proces. Det seneste års begivenheder giver ikke grobund for megen optimisme. Modsætningerne blev skærpet yderligere med Israels angreb på Gaza i december 2008, som kostede mere end 1.300 menneskeliv.

Få måneder efter krigen i Gaza kom en ny regering til magten i Israel, under ledelse af 'høgen' Benjamin Netanyahu fra Likud-partiet. Med i hans regeringskoalition er det fremgangsrige parti Yisrael Beiteinu (Israel er vores hjem), under ledelse af udenrigsminister Avigdor Lieberman. Han bor selv i en af de jødiske bosættelser, og partiet står for en hård linje i forhold til palæstinenserne. Derfor er den almindelige forventning at denne regering ikke er interesseret i at arbejde for en aftale med palæstinenserne om en to-statsløsning.

Aftaler, papir og praksis

Det var den tidligere regering, i hvert fald på papiret.

I november 2007 deltog daværende premierminister Ehud Olmert i en fredskonference indkaldt af Bush's udenrigsminister Condolezza Rice i Annapolis, USA. Her skrev Israel og den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas under på en hensigtserklæring om en to-statsløsning.

Annapolis-konferencen er imidlertid, ligesom mange andre fredsforslag, aldrig blevet andet end ord på papir. Det skyldes ikke kun at nye politiske kræfter har vundet magten i Israel, men også den dybe splittelse i den palæstinensiske lejr mellem først og fremmest Fatah og Hamas.

Palæstinensisk splittelse

Som en udløber af fredsforhandlinger i de såkaldte Oslo-aftaler blev der i 1994 skabt et Palæstinensisk Selvstyre på dele af Vestbredden og i Gaza. Det vil sige at palæstinenserne fik en slags regering med begrænsede beføjelser. Selvstyret var i starten udpeget af den Palæstinensiske Befrielsesorganisation PLO under Yassir Arafats ledelse.

Først i januar 2006 blev der udskrevet valg som overraskende blev vundet af det islamistiske Hamas. Men USA og EU nægtede at anerkende Hamas-regeringen fordi den ikke ville anerkende Israels ret til at eksistere og ikke ville fraskrive sig voldelig modstand mod Israel.

Resultatet blev også en skærpet splittelse mellem det nationalistiske Fatah og det islamistiske Hamas. I marts 2008 dannede de to partier ganske vist en enhedsregering, men den indbyrdes mistillid fortsatte, og partierne opretholdt hver deres væbnede militser. I juni 2007 tog Hamas kontrollen med Gaza efter en uges kamp mod Fatah-styrker, og umiddelbart efter opløste præsident Abbas enhedsregeringen og indsatte en ny. Herefter har Fatah regeret på Vestbredden, mens Hamas har opretholdt kontrollen over Gaza.

Der skal efter reglerne afholdes valg til det Palæstinensiske Selvstyre senest januar 2010, men det er meget usikkkert om Fatah og Hamas kan blive enige om at afvikle valget.

Flere bosættelser

Samtidig med at det ene internationale fredsudspil efter det andet er løbet ud i sandet, har skiftende israelske regeringer frem til i dag ført en politik som i praksis underminerer mulighederne for en løsning. Det drejer sig ikke mindst om følgende:

Bosættelserne: Israelske bosættelser på de besatte områder breder sig i hastigt tempo og optager stadig store dele af den jord som skulle udgøre en fremtidig palæstinensisk stat. Omkring en halv million jøder bor i dag i bosættelser. Med bosættelserne følger veje og checkpoints som begrænser palæstinensernes bevægelsesfrihed.

Nedrivninger af palæstinensiske huse: Siden 1967 er omkring 12.000 palæstinensiske hjem blevet revet ned af israelske myndigheder, først og fremmest fordi husene er opført uden tilladelse.

Nedrivningerne er de seneste år især sket i Jerusalem hvor mindst 60.000 ud af 225.000 palæstinensiske indbyggere risikerer at få deres huse revet ned fordi det israelske bystyre påstår at boligerne er opført uden tilladelse. EU-Kommissionen advarer i et dokument om at »Israels aktiviteter i og omkring Jerusalem udgør en af de mest påtrængende udfordringer for fredsprocessen med palæstinenserne«.

Adskillelsesmuren: Siden 2002 har den israelske regering opført en 703 km. lang betonmur som adskiller Vestbredden fra Israel, som en sikkerhedsforanstaltning mod palæstinensiske terrorangreb. Omkring 60 procent er færdigbygget. Muren følger flere steder den 'grønne linje' fra 1967, men mange steder går den ind på Vestbredden og afskærer palæstinenserne adgang til deres land. Fredsbevægelsen Gush Shalom skønner at Muren vil få katastrofale konsekvenser for 210.000 palæstinensere som bor i 67 byer eller landsbyer. u

Det mener EU

EU's mål er en to-statsløsning med en selvstændig, demokratisk, levedygtig palæstinensisk stat som eksisterer side om side med Israel og de andre nabolande. EU præsenterer selv sin holdning til de vigtigste konfliktspørgsmål således:

Grænser

EU mener at den fremtidige palæstinensiske stat kræver sikkerhed og anerkendte grænser. Disse skal bygge på en tilbagetrækning fra de besatte områder fra 1967 med mindre tilpasninger efter gensidig overensstemmelse, om nødvendigt, i overensstemmelse med FN-resolutionerne 242, 338, 1397, 1402 og 1515 og principperne i Madrid-processen.

Israelske bosættelser i de besatte palæstinensiske områder

8. december 2008 bekræftede EU sin dybe bekymring for den seneste optrapning af udvidelsen af bosættelserne. Denne udvidelse afgør på forhånd resultatet af forhandlinger om slutresultatet og truer levedygtigheden for en to-statsløsning. EU mener at bosættelserne overalt i de palæstinensiske områder, herunder Jerusalem, er illegal i henhold til international lov.

Jerusalem

EU mener at fredsprocessen bør indeholde løsningen på alle spørgsmål vedrørende Jerusalems status. EU støtter opbygning af institutioner i Øst-Jerusalem, især på sundheds-, uddannelses- og lovgivningsområdet.

Palæstinensiske flygtninge

EU støtter en retfærdig, levedygtig og aftalt løsning på dette spørgsmål. Vi vil respektere en aftale som de to parter når til enighed om på dette punkt. Siden 1971 har EU ydet en væsentlig støtte til organisationer som giver livsvigtig hjælp til de palæstinensiske flygtninge (UNRWA). EU arbejder beslutsomt på at tilpasse denne støtte på den bedste måde for at opnå en retfærdig og rimelig løsning på flygtningespørgsmålet.

Sikkerhed

EU fordømmer alle voldshandlinger som ikke må få lov at forhindre fremskridt for fred. EU anerkender Israels ret til at beskytte sine statsborgere fra angreb, men understreger at den israelske regering, i udøvelsen af denne ret, må handle inden for international lov. Siden 2005 har EU været involveret i at støtte udviklingen af en demokratisk og professionel palæstinensisk politistyrke.

Kilde: http://ec.europa.eu/external_relations/mepp/eu-positions/eu_positions_en.htm