Rettighedsvogterne ser på sig selv

Terroranklagede har rettigheder, og demokrati kræver åbenhed. Spørgsmålet er om det også gælder for domstolen selv.
Af Staffan Dahllöf
11. februar 2009

EU’s domstol i Luxembourg blander sig i medlemslandenes måde at fortolke love og spilleregler på.

Men Domstolen efterprøver også selve EU-maskineriet og dets beslutninger.

Det får nogle gange direkte betydning for mennesker i medlemslandene. Svenskeren Abdirisak Aden fra Tensta i udkanten af Stockholm er et eksempel.

Den 3. september i år underkendte Domstolen en syv år gammel EU-beslutning om at indefryse de penge som fandtes i banknetværket Al Barakaat, og som Aden sad i ledelsen for.

Domstolen udelukker ikke at Al Barakaat er blevet brugt til at overføre penge til støtte for terrorisme i Somalia. Det er en uprøvet påstand. Men Domstolen slog ned på måden som personerne bag Al Barakaat, og som den saudiske erhvervsmand Yasin Abdullah Kadi i en lignende sag, var blevet behandlet på.

De anklagede fik ikke at vide hvad de var anklaget for. De blev ikke hørt af nogen. Indefrysningen blev aldrig afprøvet af en domstol. Og det var forkert.

Til doms over FN?

Domstolens afgørelse var ikke kun en begmand til regeringerne i Ministerrådet, som i 2001 vedtog selve mekanismen bag beslutningen – i øvrigt under svensk formandskab.

Den er også en revselse af Retten i første instans, den lavere EU-domstol, som for tre år siden udtalte at sanktionerne mod Al Barakaat og erhvervsmanden Kadi var i orden.

Indefrysningen var begrundet med en FN-beslutning fra 1999 om økonomisk blokade af det daværende Taliban-regime i Afghanistan.

Og så skal en EU-domstol ikke sætte sig til doms over FN, mente Retten i første instans.

Men sådan skal sagen ikke anskues, siger EU’s domstol nu i sin seneste afgørelse, efter at beslutningen fra 2005 blev anket:

Det er rigtigt at FN-sanktioner rangerer over EU-love, men de vedtagne sanktioner skal udføres med respekt for retssikkerheden.

Det var en uventet udgang på ankesagen.

»Du laver vel ikke sjov med mig? Jeg har lige forberedt en meget vred udtalelse fordi jeg havde forventet at vores anke ville blive afvist,« sagde Abdirisak Adens advokat, Thomas Olsson, da han blev ringet op om dommen af det svenske nyhedsbureau TT.

Demokrati et overordnet hensyn

Også i en anden type af sager har Domstolen underkendt måden som EU’s institutioner efterlever og fortolker sine egne beslutninger på.

I flere afgørelser siden midten af 1990’erne om retten til aktindsigt har Domstolen været efter både Kommissionen og Ministerrådet.

Der hvor Ministerrådet og Parlamentet har åbnet døre på klem, har Domstolen enten skubbet åbningen en anelse større, eller sat kiler i, så dørene ikke vil kunne lukkes igen.

En af de senere afgørelser om åbenhed var til glæde for den italienske politiker Maurizio Turco. Han var blevet nægtet adgang til en retslig vurdering af et forslag til EU-lov om modtagelse af asylansøgere. Ministerrådet mente det ville svække EU hvis man løftede på sløret for hvordan EU’s egne juridiske eksperter havde argumenteret op til beslutningen.

Domstolen fandt omvendt at åbenhed vil styrke tiltroen til EU, og at en styrkelse af borgernes demokratiske rettigheder er et overordnet hensyn i EU-samarbejdet.

Ikke nogen vetoret

En sag rejst af det svenske journalistforbund førte i 1996 til en dom om at EU-institutioner skal give en konkret begrundelse hver gang man nægter at udlevere et dokument.

I 1998 vandt den finske EU-parlamentariker Heidi Hautala en sejr da Domstolen besluttede at enkelte hemmelige oplysninger ikke må påvirke udleveringen af et helt dokument. Hvis de hemmelige dele slettes eller skjules med sorte streger, kan resten godt gøres tilgængeligt.

Og i en sag rejst af den tyske naturbeskyttelsesforening IFAW besluttede Domstolen i december sidste år at EU-medlemslande ikke har veto-ret overfor at udlevere dokumenter i EU-sager.

Hemmeligholdelse skal have et retsligt grundlag i de fælles regler.

Imidlertid er der også eksempler på at Domstolen i Luxembourg ikke altid dømmer til fordel for mere åbenhed.

Åbenhed i retssager

Journalistsammenslutningen API i Bruxelles har af Retten i første instans fået dom for at Kommissionen ikke behøver at udlevere indlæg som Kommissionen har sendt til Domstolen i sager hvor der endnu ikke er faldet dom.

Retten i første instans har altså forståelse for at det er nødvendigt at holde dokumenter tilbage – i retssager.

Den afgørelse er anket af den svenske regering.

Og svenskerne får støtte fra Danmark. Udenrigsministeriet fortalte for nylig Folketingets Europaudvalg at Danmark har den samme holdning som Sverige og API: Indlæg som er sendt til Domstolen skal ikke have en beskyttelse kun fordi de indgår i en retssag. Den slags dokumenter skal vurderes konkret, på linje med alle andre EU-handlinger.

Hvornår der kommer en afgørelse i den lidt kildne sag hvor Domstolen selv er involveret som institution, er det ikke muligt at få besked om.

Men det er ikke usædvanligt at ankesager fra Retten i første instans til EF-domstolen tager to-tre år.