NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Forslaget skal sikre, at alle EU-borgere får en række rettigheder til behandling i andre EU-lande. Den mest umiddelbare ret gælder behandlinger der ikke kræver hospitalsindlæggelse. Det være f.eks. mindre operationer.
Hvad dette angår, er der ingen grænser. Borgerne har ret til at vælge privat eller offentlig behandling i udlandet, og ret til at få behandlingen betalt som var den foregået i hjemlandet.
Denne ubegrænsede ret gælder også ved hospitalsindlæggelse i én bestemt situation, nemlig, hvis en patient må vente så længe på at blive behandlet hjemme, at det ikke er sundhedsmæssigt forsvarligt. I så fald er der adgang til behandling i andre EU-lande uden at spørge myndighederne.
I forslaget pålægges medlemslandene at informere borgerne om retten til behandling i udlandet. Det skal ske gennem oprettelse af informationscentre hvor borgerne kan hente oplysninger om adgang til og priser på konkrete typer af behandling.
Den første gælder behandlinger der kræver hospitalsindlæggelse. Hvis der er tale om en behandling der kræver indlæggelse, kan myndighederne kræve forhånds-tilladelse, og kan afslå at støtte behandling et andet sted i EU, hvis udstrømningen af patienter er så stor at det bringer den nationale sundhedssektor i fare.
Faren kan bestå i at udgifterne for det offentlige løber løbsk, eller at udstrømningen bliver så stor at det umuliggør planlægning og opretholdelse af det nationale beredskab. Det skal dokumenteres over for Kommissionen og de øvrige medlemslande at udstrømningen giver problemer.
Mens der altså er nogle grænser for hvilke behandlinger i udlandet det offentlige skal støtte, så er der ikke grænser for, hvor mange tilrejsende patienter de nationale sundhedssystemer skal tage imod. Alle EU-borgere skal behandles uden at gøre forskel.
Dertil kommer at der i et ikke nærmere bestemt omfang skal vedtages fælles retningslinjer for bl.a. information af patienter, klageadgang, forsikringer og datasikkerhed. Forslaget gør det ikke klart i hvilken form de fælles standarder skal udvikles – om der for eksempel skal vedtages en egentlig harmonisering.