Mere militær med Lissabon-traktaten

Lissabon-traktataten åbner mulighed for en militær udbygning, som man ikke har i dag.
Af Åge Skovrind og Staffan Dahllöf
30. januar 2009

Lissabon-traktaten indeholder flere nyskabelser med hensyn til den fælles sikkerheds- og udenrigspolitik, herunder bestemmelser om indholdet, beslutninger og finansiering af militære aktioner. Nyheder i traktaten er ikke nødvendigvis det samme som nyheder i EU-sammenhæng. Flere af nyskabelserne er allerede gennemførte på en anden og mindre formaliseret måde. Vi gennemgår her de vigtigste paragraffer med markering af hvad som er nyt i forhold til den gældende Nice-traktat.

Selvstændigt EU-militærbudget

Med Lissabon-traktatens artikel 41 bliver der for første gang skabt et forsvarsbudget, under navnet »opstartsfonden«. EU-Parlamentet får ikke kontrol over dette budget. Med Lissabon-traktaten vil EU's budget således for første gang kunne bruges til militære formål.

I DAG: Ingen tilsvarende mulighed for etablere et separat budget udenom EU-Parlamentets kontrol.

På vej til fælles forsvar

Artikel 42 (2) om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik: »Denne vil føre til et fælles forsvar, når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom. Det henstiller i så fald til medlemsstaterne, at de vedtager en sådan afgørelse i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser.«

I DAG: I (den gældende) Nice-traktat hedder det: »vil kunne føre til en fælles forsvarspolitik«.

Oprustningsforpligtelse

Artikel 42 (3) slår fast at »medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet.«

Det Europæiske Forsvarsagentur som blev oprettet i 2004, har ifølge traktaten til opgave at overvåge dette. Desuden skal agenturet (artikel 45) »støtte forskningen i forsvarsteknologi samt koordinere og planlægge fælles forskningsaktiviteter og undersøgelser af tekniske løsninger, der imødekommer de fremtidige operationelle behov« samt »bidrage til at identificere og eventuelt gennemføre alle nyttige foranstaltninger med henblik på at styrke forsvarssektorens industrielle og teknologiske basis og øge effektiviteten af de militære udgifter.«

I DAG: Ingen tilsvarende forpligtelse.

Fortrop og kampgrupper

Målet om at operationelle kampgrupper (battle groups) er indskrevet i protokol 10 om opgaverne for et »permanent struktureret samarbejde« for de lande der vil gå videre på det militære område i artikel 42 (6) og artikel 46. Deltagerne forpligter sig til »senest i 2010 enten nationalt eller som en del af multinationale grupper af styrker at kunne levere kampenheder, der er specielt uddannet til de påtænkte opgaver, som på det taktiske plan er sammensat som kampgrupper med støtteelementer, herunder transport og logistik, som er i stand til inden for 5-30 dage at udføre opgaver som omhandlet i artikel 43 i traktaten om Den Europæiske Union, især for at imødekomme anmodninger fra De Forenede Nationer, og som har forsyninger til at klare sig i en første periode på 30 dage, der kan forlænges til mindst 120 dage.«

I DAG: Muligheder i Nice-traktaten for 'forstærket samarbejde' mellem mindst otte medlemslande, En militær operation i Congo 2003 (Artemis) blev udført af en mindre kreds af medlemslande som en såkaldt 'fælles aktion'. Ingen tilsvarende artikel i Nice-traktaten som specifikt regulerer permanent militært samarbejde. Kampgrupperne har eksisteret siden 2007, men uden at være direkte reguleret i den gældende traktat.

Solidaritetsklausulen

Med artikel 42 (7) og 222 (1), indfører traktaten den såkaldte Solidaritetsklausul, som pålægger alle medlemsstater at bistå hinanden i tilfælde af et terrorangreb, en naturkatastrofe eller en menneskeskabt katastrofe med alle de instrumenter der står til dens rådighed, herunder de militære midler. Solidaritetsklausulen åbner for første gang døren for brug af militær magt inden for EU's territorium. Artikel 42 (7) slår fast at disse forpligtelser ikke berører »den særlige karakter af visse medlemsstaters sikkerheds- og forsvarspolitik« (de neutrale eller alliancefrie Irland, Østrig, Sverige og Finland).

I DAG: Solidaritetsklausulen blev vedtaget som en politisk forpligtelse af stats- og regeringscheferne efter terrorbomberne i Madrid i foråret 2004, men er ikke indskrevet i Nice-traktaten.

Samarbejde med NATO

Præamblen til protokol 10 slår til lyd for en mere aktiv rolle for Unionen på sikkerheds- og forsvarsområdet som vil »bidrage til en livskraftig fornyet atlantisk alliance.« Desuden understreger protokol 11 at Unionens politik... »skal overholde de forpligtelser, som visse medlemsstater, hvis fælles forsvar foregår i NATO, har i henhold til den nordatlantiske traktat, og skal være forenelig med den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, der er fastlagt inden for denne ramme.«

Militære EU-aktioner overalt i verden

Artikel 43 opremser flere nye opgaver hvor EU kan anvende militære midler, herunder »fælles aktioner på nedrustningsområdet, konfliktforebyggende og fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse og postkonflikt-stabiliseringsoperationer.« Desuden »støtte til tredjelande til bekæmpelse af terrorisme på deres område.«

Det skal ske i »overensstemmelse med principperne i De Forenede Nationers pagt« – men altså ikke nødvendigvis efter et mandat i FN's Sikkerhedsråd.

EU's nye grundlov på stand-by

Irland stemte nej til Lissabon-traktaten i juni 2008 og satte en kæp i hjulet på forslaget til en ny grundlov for EU. Den nye traktat kan kun træde i kraft hvis den er godkendt i alle 27 medlemslande.

På EU-topmødet i december blev regeringslederne enige om en ændring i traktaten, så hvert medlemsland stadig har en kommissær. Meningen er at dette – sammen med en række forsikringer om at Irland kan bevare sin neutralitet, abortlovgivning og skattepolitik – skal få flere irske vælgere til at stemme ja i en ny folkeafstemning i efteråret 2009.

Der er ingen plan B hvis irerne stemmer nej igen.

Irland er det eneste land hvor vælgerne stemmer om Lissabon-traktaten.