Knald eller fald for Lissabon-traktaten

Det nye EU-Parlament kender ikke det grundlag de skal arbejde på de næste fem år. Hvis Lissabon-traktaten træder i kraft, får Parlamentet meget større magt. Men foreløbig står traktaten på stand-by fordi irerne stemte »forkert« sidste år. Nu får de en chance til. Denne gang tilsat udtalelser om hvad traktaten indebærer.
Af Staffan Dahllöf
29. august 2009

Den irske regering vil ikke lave om på Lissabon-traktaten. Irland har heller ikke bedt om nogen irske EU-undtagelser eller forbehold.

Alt hvad regeringen i Dublin har bedt om, er nogle udtalelser om hvad det er som traktaten indebærer, og et løfte om at disse udtalelser får samme status som selve traktatteksten. De to ønsker blev delvis opfyldt på EU-ledernes topmøde den 18-19. juni i Bruxelles (se artikel side 29).

Nu bliver det så op til de irske vælgere endnu en gang at vende tommelfingeren op eller ned for de nye spilleregler i EU.

Et ja betyder blandt andet øget indflydelse for Europa-Parlamentet, mindsket indflydelse for de enkelte medlemslande, og en ny magtbalance mellem små og store medlemslande.

Hvad et nej betyder, er ikke helt let at sige noget om, udover at der vil blive talt med meget store bogstaver om uansvarlige vælgere, og en politisk krise.

Anden runde

Når nu så meget, måske, står på spil, hvorfor har den irske regering så valgt at lave en folkeafstemning om præcis det samme som sidst, kun tilsat en række forklaringer som var kendte i forvejen?

Det er der to svar på:

Det ene er at et krav om en genforhandling ville blive mødt af massiv modstand fra de andre medlemslande. Det ville i praksis indebære Lissabon-traktatens død, om ikke ved forhandlingsbordet, så ved en kommende britisk ratificering.

Det andet svar er at den irske regering håber på at vinde et ja i en anden ombæring. Det har man gjort før. I 2002 godkendte de irske vælgere Nice-traktaten efter at have stemt nej året før.

Pat Cox, formand for Europabevægelsen og tidligere formand for Europa-Parlamentet er nu daglig leder for kampagneorganisationen Irland for Europe. Han mener at regeringen har grebet opgaven rigtigt an, ved at bede om de andre regeringers garantier.

Marginalerne tæller

»Sidste gang blev dagsordenen sat af nej-siden som startede tidligere, og som blev styret af en frygtens politik. Man fokuserede på at Irland ville miste sin kommissær, at Irland ikke skulle bestemme over virksomhedsbeskatning, at der kunne indføres EU-værnepligt og at EU ville kunne bestemme over følsomme emner som er reguleret i den irske grundlov,« siger Pat Cox.

Men ifølge Kommissionens egen undersøgelse, så kom spørgsmålet om skat og abort langt ned på listen over hvorfor folk havde stemt nej. Er fokuseringen så rigtig?

»Når det gælder at vinde eller tabe en folkeafstemning, er det marginalerne som tæller. Et vundet procentpoint er to points værd hvis man kan flytte et nej til et ja. Det er vigtigt at kunne afvise konkrete påstande fra nej-siden for at få plads til de positive argumenter.«

Domstolen fortolker

På nej-siden fæster sig Patricia McKenna, leder af People’s Movement (Folkebevægelsen) og tidligere EU-parlamentariker for de Grønne, sig ved at ikke en stavelse er forandret i Lissabon-traktaten med de nye garantier:

»Den vil blive afvist af vælgerne af de samme grunde som det skete første gang. I øvrigt er det ikke EU’s stats- og regeringschefer som fortolker traktaten. Det gør til hver en tid EU’s domstol i Luxembourg,« siger hun

Patricia McKenna forestiller sig at nej-kampagnen mere kommer til at handle om hvad det rent faktisk står i den uforandrede traktat, end at gå i clinch om værdien af de afgivne garantier.

En stor og vigtig forandring siden afstemningen i juni 2008 er den økonomiske krise som har ramt Irland hårdere end de fleste af de andre ’gamle’ EU-lande.

Spørgsmålet er hvilken side som vil bruge, og få gavn af de økonomiske argumenter denne gang.

I krisens tegn

Ja-siden har traditionelt lagt vægt på at EU og ØMU’en er ensbetydende med fremgang og stabilitet. Det argument ser ud til at fylde mindre denne gang, eller i hvert fald blive brugt på en anden og mere indirekte måde.

»Vi oplever både en global, og en irsk, økonomisk krise. I den sammenhæng er det vigtigt hvilket signal Irland sender til verden; hvordan vi vil at andre skal se os. Det er ikke i vores interesse at lægge en politisk krise oven i den økonomiske krise. Irland har høstet fordele af sit engagement i EU, ikke af sin størrelse. Et nyt nej vil alvorligt svække vores stilling,« siger Pat Cox fra Irland for Europe.

»Når sågar den franske præsident Sarkozy siger at EU’s økonomiske politik er mislykkedes, og det lige netop er den politik som er grundlovsfæstet i Lissabon-traktaten, så er det ikke et argument regeringen kan bruge,« siger Patricia McKenna fra People’s Movement, som ligefrem ser frem til at regeringen trækker de økonomiske kort, fordi det vil gavne nej-siden.

Ganley bliver privat

En anden forskel fra sidste gang er at den Lissabon-kritiske rigmand Declan Ganley ikke længere findes i den offentlige debat.

»Tak for spørgsmålet, men jeg er ikke længere involveret i politik og har trukket mig tilbage for at være privat. Jeg har derfor ingen flere kommentarer,« skriver Ganley i en mail til NOTAT.

Patricia McKenna vil ikke kalde det for et nederlag at Ganley ikke opnåede valg til Europa-Parlamentet.

»Han havde måske for store forventninger, men gjorde det godt for én som pludselig kommer ind i politik udefra. Og Ganleys politik, at virke for et demokratisk og åbent Europa, og ikke at gå efter irske specialløsninger, har han ikke været alene om. Det er noget vi også står for,« siger hun.

Kampe om fagforeningerne

På et område er nej-sigeren McKenna og ja-sigeren Cox enige. Arbejdsmarkedsspørgsmål er rykket frem på den politiske dagsorden, og fagbevægelsen tegner til at blive en nøglegruppe i afstemningen til efteråret.

Ved afstemningen sidste år valgte et par vigtige fagforbund at støtte nej-siden i slutspurten af valgkampen.

»Vi ved endnu ikke hvordan fagforeningerne vil stille sig, men regner med at få støtte fra flere af dem i vores kampagne,« siger Patricia McKenna.

»Jeg er ganske overbevist om at vi får støtte fra indflydelsesrige faglige profiler, men holdningen i fagbevægelsen vil nok være delt, « siger Pat Cox.