Kemiindustrien udvandede loven

Skræmmebilleder, tvivlsomme analyser og forhalingstaktik var redskaber i en storstilet kampagneindsats for at svække kravene til kemiindustrien.
Af Åge Skovrind
30. marts 2009

Udsigten til en ny lovgivning for kemikalier i EU satte gang i den måske største lobbykampagne nogensinde i Europa. Da det første udspil blev fremlagt, kom der ikke mindre end 6.500 høringssvar fra alle interesserede parter. Forbruger-, miljø-, og sundhedspolitiske organisationer kæmpede for at begrænse brugen af skadelige kemikalier så meget som muligt. Omvendt frygtede kemiindustrien at nye regler ville forbyde eller begrænse produktionen og svække deres indtjening.

Med et professionelt apparat og enorme økonomiske ressourcer fik kemiindustrien en afgørende indflydelse og sikrede at forslaget blev voldsomt udvandet under forhandlingerne. Skræmmebilleder, tvivlsomme analyser og forhalingstaktik var en del af kampagneindsatsen.

Alarmklokken ringer

I forreste række stod den europæiske kemiindustris sammenslutning CEFIC. Den består både af kemiindustriens nationale organisationer og selskaber som BP, BASF, Bayer, DuPont, Shell og Unilever. Hovedkvarteret i Bruxelles beskæftiger 140 medarbejdere.

EU-Kommissionens hvidbog blev fremlagt i februar 2001. Det var på flere punkter en ambitiøs plan, som forsøgte at vende bevisbyrden. Industrien fik nu pligt til at dokumentere at et stof er ufarligt, og der var krav om oplysninger om tusinder af stoffer. Farlige stoffer skulle erstattes.

Så ringede alarmklokken hos kemiindustrien.

Et første mål var EU-Parlamentets afstemning om hvidbogen. CEFIC satte en offensiv i gang for at påvirke medlemmerne.

Svenske Inger Schörling var medlem af Parlamentet for Miljöpartiet og ordfører på forslaget. Hun har beskrevet metoderne: »Seminarer, workshops, møder, frokoster, middage, breve, e-mails, telefonopringninger, fabriksbesøg, pressearbejde, og enhver anden metode, der kunne bruges.«

Især parlamentsmedlemmer fra de vigtigste kemikalieproducerende lande som Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Italien blev konstant advaret om de mange afskedigelser og nedgang i produktion, som CEFIC hævdede ville blive resultatet.

Det lykkedes at få tyske medier til at beskrive REACH som et ondsindet svensk initiativ som ikke bekymrede sig om de skadelige virkninger for beskæftigelsen i Tyskland.

Alligevel vedtog Parlamentet forslaget.

Fantasifulde analyser

I første fase var CEFIC ledet af Jean-Pierre Tirouflet fra den franske koncern Rhodia. Han bestræbte sig på at få kemiindustrien til at fremstå med et positivt image og som en del af løsningen. I praksis handlede det mere om at fremme frivillige initiativer – som alternativ til obligatoriske løsninger.

Et afgørende skift fandt sted i juni 2002 da Eggert Voscherau fra den tyske kemigigant BASF overtog formandskabet. Piben fik nu en anden og mere dyster lyd. CEFIC indledte en kampagne som skulle overbevise beslutningstagerne om at REACH ville blive en meget kostbar affære. Udover lukning af et stort antal arbejdspladser, ville alene undersøgelserne af kemikalier koste op mod 50 milliarder kroner.

Den mest opsigtsvækkende rapport kom i december 2002. Den var skrevet på bestilling fra den tyske industrisammenslutning BDI og fremstillede et skrækscenarie hvor REACH alene i Tyskland førte til nedlæggelse af intet mindre end 2,35 millioner arbejdspladser og en nedgang i produktionen på 20 procent. En senere rapport fra samme konsulentfirma måtte dog nedjustere prognosen til 1,7 millioner arbejdspladser. At REACH også ville betyde en økonomisk fordel som følge af sundere levevilkår og miljø var ikke en del af rapporterne.

Pres fra USA

Kampagnen for at svække REACH fik også støtte fra Bush-regeringen som frygtede for den amerikanske kemikalieeksport til Europa. »Kemikaliereguleringen forekommer at anlægge en særlig omkostningsfuld, byrdefuld og kompleks tilgang som kan vise sig uhensigtsmæssig i sin gennemførelse, modarbejde innovation og forstyrre verdenshandelen,« hed det i regeringens officielle høringssvar.

Udenrigsminister Colin Powell gav ved flere lejligheder sine ambassader i Europa besked på at drive lobbyvirksomhed overfor de nationale regeringer, med det argument at de vil være »meget mere følsomme over for konsekvenser for EU's konkurrenceevne, beskæftigelse og andre virkninger end bureaukrater i Kommissionen.«

Presset fra kemiindustrien og Bush-regeringen fik stor indflydelse på regeringerne i de tre vigtigste kemiindustrilande: Frankrig, Tyskland og Storbritannien. I et helt usædvanligt initiativ sendte de tre regeringsledere Chirac, Schröder og Schröder den 20. september 2003 et åbent brev til Romano Prodi, formand for Kommissionen, hvor de advarede om at REACH ville svække den europæiske industris konkurrenceevne.

Samtidig opstod interne uenigheder i Kommissionen. Generaldirektoratet for industri fik større indflydelse over forslaget, på bekostning af Generaldirektoratet for miljø.

Skuffelsen

Da det endelige forslag blev fremlagt i oktober 2003 vakte det voldsom vrede blandt miljø- og forbrugerorganisationer. Forslaget var nu kun en skygge af de planer der var fremlagt tidligere på året, hed det.

Den nye tekst satte en alvorlig begrænsning på hvor mange stoffer der bliver omfattet af REACH. De data- og analysekrav som er nødvendige for at foretage en ordentlig sikkerhedsvurdering, kom kun til at dække omkring 10 procent af de eksisterende kemikalier. Industriens muligheder for at holde oplysninger hemmelige blev kraftigt udvidet. Et andet centralt kritikpunkt var at forslaget nu tillod fortsat produktion og salg af »særligt problematiske stoffer« – selv om der findes egnede alternativer. Smuthullet var at det bare skulle ske under »tilstrækkelig kontrol«.

Tre år med intense forhandlinger skulle der gå før det endelige forslag blev vedtaget. Men kampen om at påvirke beslutningstagerne fortsatte med uformindsket styrke frem til sidste øjeblik.

Et af de sidste slag stod om de hormonforstyrrende stoffer. De var tæt på at komme ind under substitutionsordningen, altså kravet om at de skal erstattes når andre stoffer er tilgængelige.

Men beslutning herom blev i sidste ende udskudt til den planlagte revision af REACH i 2013.

»Kampen om kemikalierne«

Lars Feldballe Petersen har lavet en dokumentarfilm om lobbyarbejdet bag REACH. Filmen skildrer de sidste intense måneder frem til den endelige afstemning i december. Hovedpersonerne er Henrik Pedersen fra Greenpeace og Franco Bisegna fra kemikalieindustriens hovedorganisation som forsøger at sælge deres synspunkter til det socialdemokratiske parlamentsmedlem Dan Jørgensen. Filmen giver et godt indblik i hvordan lobbyarbejde fungerer.

Filmen blev i efteråret 2008 tildelt EU-Parlamentets journalistpris på 5.000 euro. Prisen gives til journalister, der har behandlet vigtige emner på europæisk niveau, eller som har været med til at fremme en bedre forståelse af EU-institutionerne og/eller EU-politik.

»Jeg havde et stykke tid tænkt at det kunne være interessant at lave noget om lobbyisme. Da jeg læste at REACH skulle i gang med sidste fase, så jeg en oplagt mulighed,« siger Lars Feldballe.

Han kontaktede kemikalieindustriens europæiske hovedkontor, og til hans egen overraskelse sagde de ja til at følge en af deres lobbyister.

»Jeg tror at der var en holdning om at der er en pligt til at være mere åben, og at de gerne ville vise at de også arbejder med gode ting. Jeg synes at jeg har været meget fair i klipningen, men de var ikke glade for resultatet,« fortæller han.

Fik du undervejs et andet indtryk af hvordan lobbyarbejdet fungerer?

»Jeg vidste ikke så meget om det på forhånd, men mit klare indtryk er at lobbyisme for langt de fleste er et stykke seriøst værktøj. De ved godt at hvis de bliver fanget i at bilde politikerne noget ind, så kan de ikke komme igen,« siger Lars Feldballe.

»Kampen om kemikalierne« varer 40 minutter. Den er produceret af Film & TV Compagniet ApS.