NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
I 1960'erne kom et nyt mirakuløst industriprodukt på banen. De nye fibre kunne så meget, for eksempel isolere fremragende og virke brandhæmmende som intet andet. Ikke sært at man jublede, og asbesten blev da også anvendt vidt og bredt i mange produkter. Sidenhen kom den store nedtur. De små fibre gav dødelig asbestose og kræft, og efter 20 års tovtrækkerier begyndte man i 1990'erne at ofre milliarder verden over for at slippe af med asbesten igen.
Nu er det nye nano-eventyr i gang. Det er ikke et enkelt produkt, men en hel teknologi der skal bringe revolutionerende nyskabelser på banen, inden for medicin, husholdning, industri og meget andet.
Der er store forhåbninger til nanoteknologi. Den sammenlignes med de fremskridt som udvikling af elektriciteten skabte i den industrielle revolution. Måske kan den blive nøglen til en ny vækst-æra for industrien, og dermed også økonomien – hvis man altså skal tro de mange dokumenter med løfter og visioner fra ministerier og forskere i en række lande.
Men er der også en risiko? Og gør man nok for at undersøge det, sammenholdt med de mange ressourcer, som i disse år bruges på udvikling og forskning i at bruge teknologien?
»Når man bruger under ti procent af budgettet på potentielle risici, så har man ikke lært sin lektie ordentligt. Det her er et nyt og uopdyrket område. Man kommer til at tage beslutninger uden fuld videnskabelig dokumentation,« siger han, men tilføjer:
»Det er vigtigt at starte med at sige at nano er mange forskellige ting. Det vi interesserer os for når vi snakker risiko, er nanopartikler og ikke nanoteknologi som sådan.«
Nanopartikler er partikler i størrelsesordenen fra 1 nanometer til 100 nanometer. Og det er småt. En nanometer er en milliardtedel af en meter – det skulle svare til den længde en mands skægstubbe vokser i den tid det tager at føre barberkniven op til ansigtet!
Det interessante er at når et stof optræder i nanostørrelse, får det nye egenskaber. De nye egenskaber giver nye muligheder, men måske også nye risici.
»Tag et stof som titaniumdioxid. Det er helt ufarligt i forhold til en traditionel risikovurdering og bruges i al hvid maling. Men i nanostørrelse får det andre egenskaber. Det kan blive en katalysator og lave iltforbindelser, og de kan gå i forbindelse med andre ting,« forklarer Anders Baun.
Den teknologi bruges allerede i dag i for eksempel solcreme. Det er effektivt, og det er let at smøre ud, men de små partikler i solcremen kan måske gå gennem huden.
Men er det farligt eller hvad?
»Det er det videnskaben i dag er ved at finde ud af. Men det tager mange år at dokumentere hvis det er en risiko,« siger Anders Baun.
Studier indtil nu har mest fokuseret på risikoen ved indånding i lungerne og især for de mennesker som arbejder i produktionen af nanomaterialer.
Man har konstateret at mus og rotter kan få betændelser i de indre luftveje når de optager fibre fra kulstofnanorør. Men kritikere indvender at man har proppet så mange nanofibre ned i musene at uanset hvad man putter ned i de samme mængder, så kan man ikke undgå at blive syg. Nanorør er fibre, og dem er man meget opmærksomme på efter erfaringerne med asbestfibre. Et studie fra juni 2008 viste for første gang af nogle typer af nanorør giver de samme forstadier til kræft som asbest. Men det gælder kun en type af nanorør, mens de samme effekter ikke sker med andre typer.
»Men der er mange studier som viser effekter på celleniveau, og andre effekter end dem man forventer fra tilsvarende kemikalier,« siger Anders Baun.
Sammen med kolleger og studerende på DTU arbejder han på at teste nanopartikler i vandmiljøer. I forskellige lokaler er opstillet akvarier hvor alger og daphnier svømmer rundt og udsættes for nano i udmålte doser.
»En sikkerhedsrapport i REACH skal også indeholde en miljøvurdering. Men de testmetoder vi bruger i dag, duer ikke til nanopartikler. Tests med partikler opfører sig anderledes i vand, for eksempel klumper de sammen. Det er også et uafklaret spørgsmål om nanopartikler i miljøet vil kunne reagere på andre kemikalier og forstærke deres effekter,« siger Anders Baun.
Nanoprodukter kan efter gældende lov sendes på markedet på lige fod med andre forbrugerprodukter, det vil sige uden nogen forhåndsgodkendelse.
I princippet er nanomaterialer dækket af kemikaliereguleringerne i REACH, men det er ikke så ligetil. For det første kan det være et problem at mængderne er for små til at komme ind under registreringspligten på 1 ton pr. producent pr. år. Men problemet kan også være at et stof faktisk er godkendt i REACH
»Kemisk set kan det være samme stof som er registreret og godkendt, men hvis du bruger det i nanoform, virker det anderledes. Risikovurderingerne i REACH holder ikke, for tests er ikke designet til nano,« siger Anders Baun.
Derfor er det nødvendigt, mener han, at stille krav om nye former for risikovurdering når det gælder nanomaterialer. Også i EU-Parlamentet er politikerne begyndt at røre på sig og kræve ændringer af lovgivningen vedrørende nanopartikler. Parlamentet ventes i april eller maj 2009 at vedtage en såkaldt initiativbetænkning som opfordrer EU-Kommissionen til at komme med forslag til at stramme op.
I stedet går han ind for anvendelsesbegrænsninger og illustrerer det med en flise, en klud og tre forskellige flasker. Den ene indeholder sprayvæske, med den anden kan man sprøjte en almindelig væske, mens den tredje indeholder en slags creme. Ligesom kluden består indholdet i de tre flasker af nanopartikler som forhindrer snavs i at sætte sig på flisen.
»Men der er ingen grund til at tillade de produkter hvor risikoen er størst for at få partikler ned i luftvejene. Man kunne for eksempel indføre en anvendelsesbegrænsning på sprayflasker, og hvis man senere finder ud af at det ikke er farligt, kan man give tilladelsen.«
Hvorfor ikke gå den anden vej og kræve en specifik tilladelse før et nanoprodukt må markedsføres?
»Det er næppe praktisk muligt. Hvis man husker hvor lang tid det tog at få vedtaget REACH, så vil det være en meget radikal ændring og derfor ikke sandsynlig foreløbig. Jeg er mere pragmatisk og siger at man må bruge de redskaber man har i dag,« siger Anders Baun.