Fallitbankers folk skal rådgive EU

Kontroversielle navne fra finansverdenen skal komme med bud på hvordan EU skal reagere på finanskrisen.
Af Kenneth Haar
14. januar 2009

Hvordan skal EU svare på den finansielle krise? Bør striben af konkurser og skattebetalte redningsplaner i milliardklassen åbne et nyt kapitel med strammere regulering og demokratisk kontrol med bankerne?

Hvis svaret afhænger af hvem man spørger, er der ikke meget tvivl om hvad EU-Kommissionen ønsker. Den 22. oktober 2008 offentliggjorde Kommissionen navnene på den rådgivningsgruppe (High Level Group) som skal komme med indstillinger til EU's topmøde i foråret 2009 om EU's svar på krisen, og persongalleriet skulle hurtigt vise sig kontroversielt. Blandt de otte medlemmer er der nemlig to med en baggrund i de mest omstridte finansvirksomheder, samt en embedsmand og en politiker der begge er kendt som varme tilhængere af »selvregulering« på finansområdet.

Lehman Brothers

Særligt én person i gruppen har påkaldt sig opmærksomhed. Det er Rainer Masera, der i 2007 blev udpeget som administrerende direktør for en afdeling af den konkursramte amerikanske investeringsbank Lehman Brothers. Det var Lehman Brothers' konkurs som mere end nogen anden enkeltbegivenhed satte skub i den finansielle krise i september i år. Investeringsbanken havde sat meget store summer i de såkaldte subprimelån som for cirka syv år siden så ud til at give millioner af fattige amerikanere håb om at eje deres hus, men som i dag driver mange af dem fra hus og hjem. Blandt Lehman Brothers kunder på dette område, finder vi Danske Bank, der ifølge bankens egen opgørelse fra september 2008 har haft cirka 1,8 milliarder kroner ude at svømme. Heraf regnede banken i september med at cirka 600 millioner kr. ville blive tabt.

Citibank

Også den amerikanske bank Citibank har en repræsentant i Kommissionens nye rådgivningsgruppe. Citibank var fra marts 2007 den største bank i USA. Også Citibank satsede store penge på subprimelånene og kom i store vanskeligheder i løbet af 2008. To gange greb den amerikanske regering ind med støtte til banken på i alt 50 milliarder dollars, eller hvad der svarer til den samlede årlige u-landsbistand fra den rige verden til u-landene. Trods dette risikable og dyre eventyr til trods har Kommissionen udpeget Onno Ruding til at rådgive EU om svaret på krisen. Ruding er næstformand for Citicorp-koncernen der ejer Citibank.

Deregulatoren

Udover de to kontroversielle navne fra bankverdenen, er valget af Callum McCarthy også en øjenåbner. McCarthy er øverste chef for det britiske finanstilsyn, Financial Services Authority (FSA). Han har en fortid i den store britiske bank Barclays Bank og har haft en karriere hvor han er hoppet frem og tilbage mellem den private sektor og statslige institutioner.

Som chef for FSA har han valgt flere af sine højt betroede folk blandt tidligere kolleger i toppen af finansverdenen, såsom Thomas Huertas der leder tilsynet af banksektoren, og som har mange år i Citibank på sit CV.

Callum McCarthy har ofte været hårdt kritiseret for at foretrække »selvregulering«, særligt efter at britiske bankkunder for første gang i 140 år var i stormløb mod en bank for at få deres penge. Det var da Northern Rock var på fallittens rand. En undersøgelse foretaget af det britiske parlament konkluderede siden at Northern Rock-affæren kunne have været undgået hvis finanstilsynet havde grebet ind.

Friedman-apostlen

Udover disse navnkundige personer fra finansverdenen tæller Kommissionens rådgivningsgruppe også en berømt polsk politiker, nogle ville sige berygtet. Det er Leszek Balcerowicz fra Polen som bekender sig til Milton Friedman, den mest yderliggående nyliberalistiske økonom i det 20. århundrede og arkitekten bag Pinochet-regimets økonomiske politik:

»Jeg bor i Polen som nu er frit, og jeg regner Milton Friedman for at være en af de centrale intellektuelle arkitekter bag mit lands frihed,« sagde Balcerowicz i november 2006 på et tidspunkt hvor han bestred posten som nationalbankdirektør. Han var desuden finansminister og vicepræsident i Polen i perioden 1989-91 og igen fra 1997-2000. I den tid var han hovedmanden bag en barsk liberalistisk økonomisk politik. Han har lagt navn til Balcerowicz-planen fra 1989, som bl.a. førte til en hurtig liberalisering af det finansielle system i Polen.

En stærk tradition

Kommissionens rådgivningsgruppe følger i sporet på en lang tradition hvor den private finansielle sektor længe har nydt godt af Kommissionens vilje til at inddrage de private aktører. Det er ikke ualmindeligt at store private banker inddrages direkte i beslutningsprocesserne.

Den nok vigtigste rådgivningsgruppe i nyere tid på det finansielle område var således stærkt domineret af mænd med tilknytning til den finansielle sektor. Det var den såkaldte Lamfalussy-gruppe som i 2001 kom med forslag til udviklingen af det finansielle marked i EU. Denne gruppe bestod af syv personer hvoraf de fem kom fra den private sektor.

Et af gruppens hovedforslag var en mere effektiv beslutningsprocedure på det finansielle område, den såkaldte Lamfalussy-procedure, som bl.a. betyder at den private sektor har fået en meget direkte rolle i beslutningsprocessen som faste rådgivere for beslutningstagerne.

Bocian-syndromet

Den finansielle krise rejste en overgang en debat herhjemme om pressens dækning af udviklingen på det finansielle område. I debatten blev der rejst kritik af journali-sternes brug af bankernes egne folk som eksperter. Interessen koncentrerede sig blandt andet om Danske Banks analytiker Steen Bocian som ofte optræder som var han et neutralt vidne til markedernes udvikling. Men »indvendte mange »Bocian er som rådgiver for Danske Bank en mand med særinteresser.

Om denne debat sætter sit aftryk på medierne må tiden vise. Hvad Kommissionen angår, ser det ikke ud til at den føler trang til at vride sig fri af Bocian-syndromet. På EU-niveau synes den private finansielle sektor stadig at nyde privilegeret adgang til beslutningstagerne.