NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Venstrefløjsgruppen i EU-Parlamentet er blevet lidt mindre efter valget. Kun i tre lande kan man glæde sig over en fremgang.
I Tyskland skummede Die Linke fløden af den fremgang partiet har oplevet de sidste fem år, dog ikke helt så meget som forventet. I Frankrig gik et udbryderparti fra de splittede socialdemokrater sammen med kommunisterne. Og så er der Portugal. Her fastholdt det kommunistiske parti sine to mandater. Overraskelsen var Venstre-Blokken på den yderste venstrefløj som mere end fordoblede sin vælgeropbakning og gik fra en enkelt til tre pladser.
»Det var en bekræftelse på den fremgang vores parti har haft de sidste ti år,« siger nummer to på Venstre-Blokkens liste Marisa Matias (33), sociolog og forsker på Universitet i Coimbra.
»Men det var også en straffeaktion mod det regerende socialistiske parti, som i de sidste år har stået for en politik der er mere nyliberal end traditionelt socialistisk. For hver måned vokser arbejdsløsheden, og der er store problemer med løsarbejde, fattigdom og ulighed. Der er 2 millioner fattige i Portugal, og arbejdsløsheden er officielt på 10 procent. Jeg tror, vi er det mest ulige land i EU.«
Venstre-Blokken (Bloco de Esquerda) blev dannet i 1999 som en slags portugisisk sidestykke til Enhedslisten i Danmark. Stifterne var det maoistiske UDP, det trotskistiske PSR og en gruppe intellektuelle kommunister, men i dag er de gamle skillelinjer væk, og flertallet af medlemmer har ikke baggrund i de gamle partier. Allerede i 1999 lykkedes det med 2 procent af stemmerne at få valgt to medlemmer til parlamentet, og siden er det kun gået fremad. Selv om kommunisternes valgalliance havde fremgang i EU-valget, blev den for første gang overhalet af Venstre-Blokken som etablerede sig som det tredje største parti i landet.
Men det er der en særlig historisk forklaring på.
»Det hænger sammen med den måde Portugal blev demokratiseret på. 'Nellikerevolutionen' i 1974, som afsluttede 48 års diktatur, trak landet til venstre, forklarer valgforskeren Carlos Jalali fra Universitetet i Aveiro.
Hele partisystemet blev således trukket til venstre af de dramatiske begivenheder da et venstreorienteret oprør i militæret banede vej for et borgerligt demokrati. Et udtryk for dette er det noget misvisende navn på Portugals største borgerlige parti som stadig kalder sig socialdemokratisk.
»Inden for den ramme har kommunistpartiet PCP en meget loyal vælgerskare, men de har ikke fået nye vælgere. Den store overraskelse er Venstre-Blokken. De er på ti år vokset til ti-dobbelt størrelse. De har formået at appellere til bløde værdier og får mange stemmer blandt unge og i byerne,« siger Carlos Jalali.
»Nej, de Grønne er altid i valgalliance med PCP, og de fleste ser partiet som en satellit for PCP. En almindelig joke er at de er som en vandmelon – grøn på ydersiden og rød indvendig. De grønne værdier er først og fremmest fanget op af Venstre-Blokken, spørgsmål som homoseksuelles rettigheder, ligestilling for kvinder og miljøsager.«
Carlos Jalali er enig med Marisa Matias i at venstrefløjens fremgang også må forklares med at mange socialdemokratiske vælgere er blevet desillusionerede over deres partis højredrejning. Partiet fik det dårligste resultat siden 1987.
»Partiets vælgere gik i mange retninger, men jeg tror især at mange blev hjemme. Den internationale krise er kommet oven i den økonomiske krise som Portugal i forvejen befandt sig i, og arbejdsløsheden er vokset meget Mange vælgere er blevet skuffede,« siger han.
»Vi forklarede årsagen til krisen, og krævede at krisen ikke skal betales af dem derl altid betaler, de fattige og de arbejdsløse. Vi foreslog beskatning af aktieudbytter, afskaffelse af bankhemmelighed, lukning af skattely og at finansverdenen selv betaler for sine fallitter. Vores fokus var på ulighed og fattigdom.
I EU-Parlamentet forventer hun at arbejde med miljø- og sundhedsproblemer.
»Vi skal ikke acceptere, at den økonomiske krise bliver en undskyldning for ikke at løse de store problemer på miljø- og sundhedsområdet,« siger hun.
Spørgsmålet om demokrati var også et hovedtema i partiets kampagne. Blandt andet den afblæste folkeafstemning om Lissabon-traktaten.
»De to store partier havde lovet en afstemning, men trak i land med en undskyldning om at traktaten var for teknisk og svært at forstå. Men en af grundene til at fok føler sig langt væk fra de europæiske spørgsmål er jo at de bliver ignoreret og ikke får lov at tage stilling,« siger Marisa Matias.
Italiens medlemmer af EU's venstrefløjsgruppe går fra 7 til nul. Det modsvarer den nedtur som de italienske kommunister har gennemløbet de seneste år. Rollen som støtteparti for den socialdemokratiske Prodi-regering fra 2006-2008 førte til skuffelse og splittelser, og det italienske parlamentsvalg i 2008 blev en katastrofe for den nydannede kommunistiske Regnbuealliance med kun 3,1 procent af stemmerne, sammenholdt med 10,2 procent til de to kommunistiske partier og de Grønne to år tidligere. Heller ikke i det italienske parlament, hvor spærregrænsen ligeledes er 4 procent, har kommunisterne i dag nogen mandater.
I Spanien har Izquierda Unida (IU), som er en valgkoalition anført af det spanske kommunistparti, fastholdt sit enlige medlem af EU-Parlamentet. På hjemmefronten har IU været igennem en sand rutchetur i de sidste fire parlamentsvalg, fra 21 pladser i 1996 til det hidtil dårligste resultat i 2008 som kun gav 2 ud af 350 mandater.
I Grækenland afleverer venstrefløjen et mandat. Det betyder at det ortodokse kommunistparti går fra 3 til 2, mens det venstresocialistiske Synapismos holder sit ene mandat. Vælgertilslutningen er stort set uændret omkring 13 procent.