ARTIKLER


Europas drivhus og våbenpartner

Israel fungerer som vinterdrivhus med frugt og grønt for Europa. Men nu er også samhandelen med våben og højteknologi stærkt stigende
Af Erling Böttcher
12. juni 2009

Det er velkendt at Israel igennem mange år har oplevet et vækstmirakel, hvor man opdyrkede land og skabte en dynamisk økonomi, baseret på et levedygtigt landbrug. Men landbruget fylder mindre og mindre, og Israels økonomi er i dag sammensat som et moderne vestligt industrisamfund.

2007 blev året hvor Israel for første gang i landets historie endte med overskud på handelsbalancen – altså at man fik solgt flere varer i udlandet end man købte.

Forud var gået 59 år med meget store underskud.

Massiv militærindustri

Underskuddet skyldtes stort behov for offentlige investeringer på grund af en meget stor militær sektor. Når det har kunnet lade sig gøre at føre en sådan økonomisk politik med store underskud skyldes det at næsten to tredjedele er blevet finansieret af donationer fra immigranter, udenlandske pensioner, penge fra jødiske organisationer i udlandet og gaver fra udenlandske regeringer, specielt den amerikanske. Den sidste tredjedel er finansieret af udenlandske banklån som staten stadig afdrager.

Den massive opbygning af fly- og militærindustri lagde bunden for ny teknologi, og i 1980'erne lagde multinationale it-giganter som IBM, Microsoft og Intel udviklingsafdelinger i Israel.

Emigranter vendte hjem

Israelere, som havde arbejdet i den amerikanske computerindustris højborg Silicon Valley, vendte hjem med ekspertise. Senere indvandrede i 1990'erne højt uddannede videnskabsfolk, ingeniører og medicinere fra det tidligere Sovjetunionen, og skabte dermed grundlag for yderligere teknologisk udvikling.

De seneste 10 år har Israel konstant haft en økonomisk vækst på 4-6 procent om året, og ligger dermed i samme liga som de såkaldte tigerøkonomier i Asien, f.eks. Sydkorea.

Siden 1975 har industrivarer fra Israel haft fri adgang til EU og eksporten til Unionens indre marked stiger støt år efter år. Varerne er våben, computer hardware og software, elektronik, telekommunikation, bioteknologi, medicinalvarer og nanoteknologi.

Alt er dog ikke højteknologi. Det israelske landbrug er i kraft af det gavmilde klima og nærheden til Europa fortsat en stor eksportør af frugt og grønt. Især i vintermånederne fungerer Israel som et drivhus for Europa med meloner, tomater, agurker, citrusfrugter og blomster.