EU-problemerne har været kendt i seks år
Regeringen har hele tiden vidst at 24-årsreglen og de andre stramninger savner støtte i EU-retten. Det har oppositionen også.
Af Staffan Dahllöf
11. februar 2009
Da den nytiltrådte VK-regering i foråret 2002 lancerede 24-årsreglen, tilknytningskravet og andre stramninger af retten til familiesammenføring, blev der stillet mange spørgsmål i Folketinget.
SF'eren Kamal Qureshi som sad i Retsudvalget, ville for eksempel vide om ikke EU-reglerne begrænsede rækkevidden af de krav som man var i gang med at indføre. Og, jo sådan var det. Det var regeringen udmærket klar over.
I et svar til Retsudvalget den 3. maj 2002 skrev daværende integrationsminister Bertel Haarder:
»Det følger heraf, at herboende EU/EØS-borgere, der er omfattet af EU-reglerne har ret til familiesammenføring med deres ægtefælle. De betingelser for ægtefællesammenføring som gælder efter udlændingelovens ß9 ñ og som foreslås fremover at gælde efter lovforslag nr. L 152 (den ny 24-årsregel, tilknytningskravet, boligkravet, mv. ñ red.) stilles ikke ved ægtefællesammenføring efter EF/EØS-bekendtgørelsen.« (Understregning af NOTAT)
Svaret blev brugt
EU-borgere ville altså ikke omfattes af de nye krav. De ville heller ikke gælde for danske statsborger som gjorde brug af EU-reglerne, f.eks. ved midlertidigt at flytte til Malmø.
»Allerede i 2002 fik vi tilsagn om at Danmark ikke kan fratage folk de rettigheder de har som EU-borgere. Det svar var jeg med til at bruge i foreningen »Ægteskab uden grænser« hvor vi lavede hele Sveriges-modellen. Så jeg har været lidt overrasket over den seneste tids debat,« siger Kamal Qureshi i dag.
SF har siden indgået en aftale med Socialdemokraterne om ikke at afskaffe 24-årsreglen hvis de to partier skulle danne regering efter næste valg. u
De danske krav til familiesammenføring
- Begge ægtefæller/partnere skal være over 24 år.
- Den samlede tilknytning til Danmark skal være større end parrets samlede tilknytning til et andet land.
- Ægtefællen/partneren skal stille økonomisk sikkerhed for 58.207 kroner til dækning af eventuelle, fremtidige offentlige udgifter.
- Ægtefællen/partneren skal kunne forsørge sig selv og sin udenlandske partner; typisk ikke have modtaget offentlig hjælp i en periode på ét år.
- Ægtefællen/partneren i Danmark skal råde over sin egen bolig af rimelig størrelse.
Disse krav gælder for udlændinge (»tredjelandsborgere«) og for danske statsborgere i Danmark.
De gælder ikke for statsborgere fra andre EU-lande eller for nordiske statsborgere eller for danskere som er vendt tilbage efter at have boet i et andet EU-land, eller for danskere som leverer »grænseoverskridende tjenesteydelser« fra Danmark.
Dommens konsekvenser
- Den danske regering har tolket det omstridte EU-opholdsdirektiv på den måde at den udenlandske part skal have haft forudgående lovligt ophold i et EU-land for at kunne blive familiesammenført med en EU-borger ñ og dermed opnå ret til efterfølgende at flytte til for eksempel Danmark. Denne fortolkning er nu underkendt af Metock-dommen. Men den danske fortolkning har aldrig haft betydning for hvordan andre EU-lande praktiserer loven, og Sverige har længe haft samme fortolkning som Domstolen. Dommen får derfor ingen betydning for dansk-udenlandske par i Sverige, eller for deres mulighed for at vende tilbage til Danmark.
- Større betydning har det om retten til at vende tilbage med en udenlandsk ægtefælle gælder for alle EU-borgere, eller kun for »erhvervsaktive«, som er den danske fortolkning. Det ved vi ikke med sikkerhed, fordi det har Domstolen ikke taget stilling til, fortalte justitsminister Lene Espersen Folketingets Integrationsudvalg i marts 2007. I diskussionen om Metock-dommen har et af de foreslåede initiativer fra den danske regering derfor været skrappere krav om dokumentation for erhvervsarbejde.
- Muligvis ligger den vigtigste konsekvens af dommen ikke i dens fortolkning af opholdsdirektivet, men i følgevirkningerne af debatten om hvordan de danske myndigheder har forvaltet og informeret om gældende regler.