En europæisk militær Union i støbeskeen?
Man kan se fremtidens EU-hær indskrevet i Lissabon-traktaten. Men vil de 27 EU-lande gennemføre den?
Af Åge Skovrind
30. januar 2009
Man kan, hvis man vil, se fremtidens EU-hær indskrevet i Lissabon-traktaten – forslaget til en ny grundlov for EU.
Her står sort på hvidt at EU's fælles-forsvarspolitik: »vil føre til et fælles forsvar.«
Man kan også hæfte sig ved fortsættelsen: »...når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom.«
Spørgsmålet er så om de 27 lande i EU nogensinde vil gøre det. Mange vil sige at det aldrig vil ske, og at ambitionerne om at udvikle en Union med militære muskler foreløbig er endt i noget der ligner en fiasko.
Andre vil sige at det militære samarbejde allerede har udviklet sig ganske langt – om end ikke helt så hurtigt som de mest militærbegejstrede måtte ønske.
Her gennemgår vi de vigtigste milepæle
Fælles Udenrigs- og Sikkerheds Politik (1993)
I starten af 1990'erne skete store internationale omvæltninger: Sovjetunionens sammenbrud, borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien og genforeningen af Tyskland. Disse begivenheder medvirkede til at der blev sat turbo på udvikling af en fælles udenrigspolitik i EU. I Maastricht-traktaten (som de danske vælgere forkastede i 1992, men vedtog med forbehold i 1993) blev udenrigs- og sikkerhedspolitikken traktatfæstet. Det blev nu slået fast at udenrigs- og sikkerheds-politikken »omfatter alle spørgsmål vedrørende den Europæiske Unions sikkerhed, herunder udformningen på langt sigt af en fælles forsvarspolitik, som med tiden vil kunne føre til et fælles forsvar«.
Udrykningsstyrke på 60.000 mand (1999)
Amsterdam-traktaten indskrev de såkaldte Petersberg-opgaver i EU's traktatgrundlag. Der var tale om omfattende humanitære opgaver, redningsopgaver og fredsbevarende opgaver, herunder indsættelse af egentlige kampstyrker. EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik blev formelt udvidet med en sikkerheds- og forsvarspolitik på topmødet i Køln, juni 1999. Topmødet i Helsingfors i december 1999 satte tal på EU's militære ambitioner: I 2003 skulle EU inden for 60 dage kunne udsende en militær styrke på op til 60.000 soldater i mindst 1 år.
Solana bliver »højtstående repræsentant« (1999)
Amsterdam-traktaten, som trådte i kraft 1. maj 1999, udbyggede det udenrigs- og sikkerheds- politiske samarbejde på flere punkter. EU fik nu en »højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik«,en slags EU-udenrigsminister. Den tidligere generalsekretær i NATO, Javier Solana, blev første og foreløbig eneste mand på posten. Der blev samtidig blødt op på kravet om enstemmighed med den vigtige artikel 13, som indfører princippet om »konstruktiv afståelse«. Den betyder at et land kan vælge at undlade at blokere for en enstemmig afgørelse – en udvej designet til små lande, som ikke tør sætte sig op imod de store, men som af indenrigspolitiske grunde heller ikke tør være med i en kontroversiel aktion. Der blev også mulighed for at benytte kvalificeret flertal f.eks. hvis beslutningen er en del af en strategi, som stats- og regeringscheferne allerede har vedtaget i Det Europæiske Råd. EU fik samtidig et forstærket samarbejde med Vestunionen.
EU i aktion (fra 2003)
De første blå-gule soldater kom i aktion i marts 2003, da EU overtog ledelsen af NATO's militære operationer i Makedonien. Tre måneder senere sendte EU en styrke på 1.800 soldater til Den Demokratiske Republik Congo – den første aktion udenfor EU's nærområde. Det største bidrag kom fra Frankrig, men også Belgien, Sverige og Storbritannien sendte soldater. Siden har EU været engageret i militære og politimæssige operationer i bl.a. Bosnien-Herzegovina, Sudan, Congo, Georgien og Indonesien (se listen på side 5).
Solana-doktrinen (2003)
Grundlaget for EU's sikkerhedspolitik blev formuleret i Solana-doktrinen »Et sikkert Europa i en bedre verden« fra december 2003. Solana-doktrinen beskriver bl.a. de geografiske områder hvor EU har interesser at forsvare, i givet fald med våbenmagt. Dokumentet gennemgår militære og andre trusler mod EU og hvad EU forventes at gøre mod disse trusler: terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben, regionale konflikter, staters sammenbrud og organiseret kriminalitet. Sikkerhedsstrategien blev opdateret på EU's topmøde i december 2008.
Det Europæiske Forsvarsagentur (2004)
For at udvikle EU's forsvarspolitik oprettede man i 2004 det Europæiske Forsvarsagentur. Agenturet har bl.a. til opgave at fremme det europæiske våbensamarbejde, fremme et konkurrencedygtigt europæisk marked for forsvarsudstyr. Samme år blev der vedtaget nye konkrete 2010-målsætninger, som blandt andet omfatter oprettelse af mobile kampgrupper.
Kampgrupper – parate men ikke i brug (2007)
Kampgrupper, også kaldet stående indsatsstyrker, er mobile militære enheder som skal kunne sendes ud i verden i 30 til 120 dage med forholdsvis kort varsel – 15 dage efter en politisk beslutning. En kampgruppe består typisk af cirka 1.500 soldater plus støttepersonel – i alt 2.500-2.800 mand. Kampgrupper har stået klar siden 2007 som en stående beredskabsstyrke for et halvt år ad gangen, med deltagere fra to til fire medlemslande. NATO-landet Norge deltog i den nordiske kampgruppe sidste år sammen med EU-landene Sverige, Finland, Estland og Irland. Deltagelsen fra EU-landene er frivillig, og landene melder ind hvornår de ønsker at bidrage. Foreløbig er der tilsagn om kampgrupper til og med foråret 2013, men der er flere huller i vagtskemaet. Kampgrupperne er endnu ikke blevet brugt. I Sverige, som havde ledelsen for en kampgruppe sidste forår og har tegnet sig for en ny omgang i 2011, har socialdemokraterne meldt fra med henvisning til omkostningerne. Ledelsen af en kampgruppe på standby sidste år kostede 1,2 milliarder svenske kroner.
Lissabon-traktaten (?)
Lissabon-traktaten indeholder flere nye bestemmelser om indholdet, beslutninger og finansiering af militære aktioner. En vigtig nyskabelse er at EU får en slags udenrigsministerium, og at lande som ønsker det, kan danne en militær fortrop – kaldet permanent struktureret samarbejde. Deltagelse i kampgrupper er sammen med deltagelse i Den Europæiske Forsvarsagentur de to betingelser som skal opfyldes for at et land kan indgå i dette samarbejde. Danmark deltager ikke i nogen af delene i kraft af forsvarsforbeholdet. Det bliver også traktatfæstet at »medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet.« Læs mere om traktaten på side 12.
Igangværende EU-operationer
Bosnien-Hercegovina, EUPM, civil 182 mand, 2003- Bosnien-Hercegovina, EUFOR-ALTHEA, militær 2.500 mand, 2004- Irak, EUJUST LEX, civil 25 mand, 2005- Palæstina, EUBAM RAFAH, 27 mand, 2005- Palæstina, EUPOL COPPS, 31 mand, 2006- AFGHANISTAN, EUPOL, civil 230 mand, 2007- RD Congo, EUPOL, civil 39 mand, 2007- RD Congo, EUSEC, civil/militær 40 mand, 2005- Tchad, EUFOR TCHAD/RCA, militær 3.700 mand, 2008-2009 Guinea-Bissau, EU SSR, civil/militær 39 mand, 2008- Kosovo, EULEX KOSOVO, civil under forberedelse, 1.900 mand Somalia, EUNAVFOR ATALANTA, militær (piratbekæmpelse), 2008-
Andre operationer:
Grænseinspektioner mellem Moldavien og Ukraine, og i Georgien.
Afsluttede operationer
Congo, ARTEMIS, militær, 2003 Makedonien, CONCORIDA, militær, 2003 Makedonien, EUPOL PROXIMA, civil, 2004-2005 Georgien, EUJUST THEMIS, 2004-2005 Indonesien, AMM Aceh, overvågning, 2005-2006 Sudan, Støtte til AMIS II, civil/militær, 2005-2006 Makedonien, EUPAT, civil, 2006 Congo, EUFOR, militær, 2006 Congo, EUPOL Kinshasa, civil, 2005-2007
Mere om missionernes indhold, mandat, opgaver og ledelse på Ministerrådets hjemmeside consilium.europa.eu – se under EFSP (Den Europæiske Forsvars- og Sikkerhedspolitik)