NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Byen Parma i Italien er især kendt for at lægge navn til en god skinke. Men den er også hjemsted for det europæiske fødevareagentur EFSA. Og her er det ikke kun skinke, men alle slags fødevarer som er på dagsordenen.
EFSA er ofte blevet beskyldt for at være alt for tilbøjelig til at blåstemple stoffer som er under mistanke for at være sundhedsfarlige, i stedet for at bruge et forsigtighedsprincip om at sortliste brug af stoffer, så længe der er tvivl om deres risiko. Et frisk eksempel er EFSAs godkendelse af bisphenol-A.
Medlemmerne af EFSA's 9 ekspertpaneler udskiftes hvert tredje år og skal redegøre detaljeret for hvilke interesser de har. EFSA's vurderinger skal være objektive og videnskabeligt underbyggede, men kritiseres ofte for at være påvirket af hensyn til industrien
Organisationens direktør Rob Verkerk mere end antyder at det hænger sammen med de interesser EFSA-eksperterne har i forhold til de virksomheder som producerer eller bruger aspartam.
Beskyldningen rettes ikke mindst mod formanden for EFSA-panelet, danskeren John Chr. Larsen, som til daglig arbejder på Danmarks Tekniske Universitet.
Frem til august 2008 var han således rådgiver for International Life Sciences Institute (ILSI), et rådgivningsinstitut sponsoreret af industrien, og som ifølge Rob Verkerk »repræsenterer et stort antal aspartam-interesser, blandt andet Coca-Cola, Danone, Unilever og Kraft.«
»Det er helt på månen. Hvert møde starter med at folk erklærer hvilke interesser de har, og så er det op til formanden at vurdere om der er en interessekonflikt. Man kan komme rigtigt i fedtefadet, hvis man skjuler noget og det så bliver opdaget bagefter.«
Er der en interessekonflikt, bliver det pågældende medlem udelukket fra at deltage i vurderingen af det pågældende stof. I vurderingen af aspartam blev den franske forsker Dominique Parent-Massin smidt uden for døren fordi hun arbejder for firmaet Ajinomoto som sidder på 45 procent af markedet for aspartam. Andre medlemmer er tidligere blevet udelukket med henvisning til ægtefællens interesser.
»Alle som er i forskning, får penge alle mulige steder fra, men det gør dem ikke til købte lakajer,« siger John Chr. Larsen og afviser at hans tidligere rådgiverfunktion i forhold til ILSI udgør et problem.
»Alle inden for risikovurderingsbranchen og toksikologi siger at det som ILSI laver er meget fornuftigt, fordi deres møder bringer folk sammen fra industrien, fra statslige institutioner og fra universi-teterne. Jeg synes de kører meget fair og videnskabeligt. Du lærer nogle ting her som du ikke kan få andre steder.«
Ni ekspertpaneler om alt fra dyrevelfærd og tilsætningsstoffer til GMO-afgrøder kommer løbende med vurderinger af nye stoffer og nye undersøgelser. Disse udtalelser bliver lagt til grund for beslutninger i EU-systemet om hvad der skal være tilladt, og hvad der skal være forbudt. Derfor har EFSA's udtalelser vidtrækkende konsekvenser for borgerne – og for de industrier som producerer de pågældende stoffer.