NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Kulturpolitik er ikke en sag for EU. Men det er statsstøtte – og har faktisk været det siden fællesmarkedet blev født i 1957. Det tænkte den danske stat dog ikke lige på, da man i foråret 1986 startede en ny dansk tv-station, TV2.
Stationen var nemlig en offentligt ejet tv-station, og selv om TV2 ikke hidtil har modtaget licenspenge, er det offentlige ejerskab at betragte som en statsstøtte. Derfor skulle Danmark have anmeldt denne statsstøtte til EU-Kommissionen. Når man ikke gjorde det, er støtten ulovlig ifølge EU-reglerne. Støtten skal derfor stoppes og dens virkninger ophæves med tilbagevirkende kraft.
Med dette nu 23 år gamle roderi starter en saga om TV2, som langt fra er nået til sidste punkt i fortællingen. Foreløbig sidste afsnit blev fortalt sidste efterår, den 23. oktober 2008. Her afgjorde EU-Domstolen at TV2 alligevel ikke skulle betale hele 682 millioner + renter, i alt 1,07 milliarder kroner, tilbage til statskassen for ulovlig statsstøtte. Det havde EU-Kommissionen ellers bestemt i 2004.
»Kommissionen er sendt tilbage for at undersøge tingene bedre, og dermed er sagen om ulovlig statsstøtte til TV2 langt fra afsluttet, men blot udskudt,« siger han.
Det vil altså sige: Hvis Kommissionen efter fornyede og grundige undersøgelser ender med at fastholde sit krav om tilbagebetaling, så lyder den tikkende bombe under TV2 på et krav om tilbagebetaling af til den tid over 1 milliard kroner.
En anden lignende sag om Portugals public service tv startede i 1993 og er foreløbig ikke afsluttet i dag 16 år efter.
Derudover har det betydning for regeringen og flertallet bag den at man gang på gang har været nødt til at udskyde den privatisering af TV2 som man egentlig ønsker. For hvem gider at købe en virksomhed der pludselig risikerer at få en enorm gæld?
En ny ejer ville nemlig overtage de verserende retssager – hvor der stadig ikke er nogen garanti for at den samlede støtte skal betales tilbage. Med renter og renters rente kan det løbe op over 5 milliarder inden retssagerne er overstået...
EU-Kommissionen gav tv Danmark ret i 2004.
Men de to store reklamebaserede tv-giganter, Viasat (bl.a. TV3) og SBS (bl.a. Kanal 5), mente at beløbet var for lille, og lagde sag an ved EU-domstolen for at få hævet beløbet.
TV2 og den danske stat mente det modsatte, og lagde sag an mod EU-Kommissionen for at få annulleret dens afgørelse. Det var den sag ud af de 4 første retssager som fik sin dom i oktober 2008.
Efter Kommissionens afgørelse besluttede et flertal i Folketinget at TV2 skulle tilbagebetale som Kommissionen krævede. Men samtidig besluttede man at 'rekapitalisere' TV2 med et nyt støttebeløb af samme omfang, som det der skal tilbagebetales.
Det ville SBS og Viasat ikke finde sig i og har nu også anlagt sag mod rekapitaliseringen af TV2.
På den måde er man nu nået op på 6 retssager – 4 om den første tilbagebetaling – og 2 om rekapitaliseringen.
Når så sagen om ulovlig statsstøtte engang er afsluttet, kan man tage hul på de nye retssager om rekapitaliseringen. En afklaring er dermed som minimum 3-4 år ude i fremtiden.
Og hvad er så egentlig det?
Skal det tolkes snævert som om det kun handler om en slags OBS-udsendelser hvor borgerne får statslig information. Eller skal det tolkes bredt sådan at det også er i offentlighedens tjeneste at forbrugerne kan se programmer om sport, boliger og alt muligt andet?
Kommercielle reklame-afhængige tv-stationer er interesserede i den snævre tolkning, for derved at overlade mest muligt til det kommercielle marked, helst så snævert så en public service station i billedlig forstand bare har at holde sig til de kedelige OBS-udsendelser. Den interesse-modsætning om public service betyder at EU-Domstolen ikke kan afgøre sagerne om statsstøtte uden at forholde sig til public service-begrebet.
Kommission fik rap over fingrene
Den dårlige nyhed, vil mange mene, er således at det på tv-radio-området for længst reelt er blevet EU som bestemmer rammerne for public service, i kraft af markedsreglerne om statsstøtte. Den gode nyhed er at EU-Domstolen i TV2-dommen for første gang kommer ud af busken og forholder sig til at begrebet må spænde ret vidt.
Faktisk må medlemslandene selv bestemme hvordan public service skal forstås, mener professor i medievidenskab Frands Mortensen. Der skal blot være tale om at et medie er pålagt nogle betingelser som kommercielle medier ikke er pålagt.
Med andre ord; hvis f.eks. TV2 er pålagt at hele befolkningen skal kunne se kanalen og at der skal være et alsidigt og mangfoldigt programudbud, ja så er det en public service-forpligtelse. I modsætning hertil kan en kommerciel tv-station nøjes med at sende fodboldkampe hvis det tilfældigvis er det som giver flest reklameindtægter.
»TV2-dommen er positiv for public service. Det er blevet mere tydeligt at det er medlemsstaterne som alene er ansvarlige. Kommissionen, som jo har ment sig berettiget til at blande sig, har fået et rap over fingrene og besked om at holde sig væk,« siger Frands Mortensen.