NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
(Rapporten er oversat til dansk af Luise Hemmer Pihl. Den engelsksprogede version kan læses på: http://www.corporateeurope.org/agrofuelfolly.html)
Der er en voksende bekymring i offentligheden for de risici, der er forbundet med agrobrændstof. [1] Alligevel bruger den Europæiske Union (EU) sin indflydelse til at fremme disse ofte meget skadelige afgrøder. Et forslag fra marts 2007 opstiller en målsætning om at forøge af brugen af agrobrændstoffer ved alle former for vejtransport til 10 procent inden 2020. Kommissionen planlægger også, at EU-midler i stor målestok skal kanaliseres ind i forskningen og udviklingen af projekter til anvendelse af agrobrændstoffer.
En voldsom lobbyvirksomhed fra de interesserede industriers side har påvirket det tåbelige EU-fejlgreb i spørgsmålet om agrobrændstoffer. Bilfabrikanterne, biotekvirksomhederne og olieindustrien har indgået nye alliancer indbyrdes, og i de senere år er de af EU-Kommissionen blevet inviteret til at udforme en EU-politik for agrobrændstoffer gennem adskillige rådgivende organer, som er domineret af industrien. Disse indbefatter Advisory Research Council for Biofuels (BIOFRAC), CARS21 og senest European Biofuels Technology Platform (EBFTP).
Konsekvenserne af denne ensidige rådgivning er vidtrækkende. Den har påvirket den måde, som EU angriber det grundlæggende problem med at formindske CO2-udledningerne fra vejtransporten på. Ydermere truer den såkaldte løsning ikke blot med at forværre det problem, den har til formål at løse, nemlig klimaændringerne, men den vil også skabe en række nye usikkerhedsmomenter og ødelæggelser. Intet kunne være fjernere fra en effektiv politik, der sigter på energibesparelse og nedsat forbrug.
På sit forårsmøde 8.-9. marts foreslog EU's Ministerråd bindende mål på 10 procent agrobrændstof i alt brændstof til vejtransport inden 2020. Det skete som en del af en bredere energipakke. Dermed næsten fordobles den nuværende målsætning (som ikke er bindende) på 5,75 procent inden 2010. Dette forslag blev fremsat som et vigtigt skridt til bekæmpelse af klimaændringerne.
Men hvis man kigger nærmere på agrobrændstofferne, afsløres et katastrofalt billede: en såkaldt løsning, som ledsages af en hoben nye problemer.[2] Agrobrændstofferne:
- konkurrerer med mad om landbrugsressourcerne, og den øgede brug har allerede ført til højere madpriser, hvad der er en direkte trussel mod verdens fattigste samfunds fødevaresikkerhed;
- øger presset på landbrugsjorden, hvilket blandt andet medfører et hurtigere tempo i rydningen af skov;
- produceres i enorme mono-afgrødeplantager, hvilket medfører intensiv brug af pesticider og gødning, og i mange tilfælde giver det en risiko for genetisk smitte. Dermed bliver de, ud over andre risici for miljøet, en trussel mod den biologiske mangfoldighed;
- truer retten til landbrugsjord, eftersom de trænger frem sammen med planer for udvidelse af monokulturer, der har en tilbøjelighed til at være under det store industrilandbrugs og de rige jordejeres kontrol. Dette truer småbønders og oprindelige folkeslags menneskerettigheder overalt på den sydlige halvkugle, idet de bliver jaget bort fra deres jord eller må udsættes for sygdom, dårlige arbejdsforhold og stridigheder om jorden.
For yderligere at føje spot til skade bliver det stadig tydeligere, at agrobrændstofferne faktisk forværrer klimaændringerne og ikke mindsker dem.
Var Kommissionen klar over dette, før den støttede agrobrændstofferne med en række politiske tiltag? Ifølge Kommissionens egen officielle konsekvensvurdering, der blev færdiggjort i 2006, var den. [3] I dette dokument nævnes det, at ìøget anvendelse af biobrændstoffer i EU vil falde sammen med en øget importefterspørgsel efter biobrændstoffer og de råstoffer, de fremstilles af, hvilket sandsynligvis vil få forskellige indvirkninger i udviklingslande --- Dertil kommer, at der vil ske væsentlige CO2-udslip, hvis græsningsarealer bliver opdyrket, eller skove bliver ryddet. Det kan forventes, at disse tab i mange år kan blive større end de gevinster, som biobrændslerne vil give.î . Det siges klart, at ìder vil komme et øget tryk på økologisk følsomme områder, især regnskove, hvor adskillige millioner hektar vil kunne blive forvandlet til plantagerî. I dokumentet erkendes det, at Èn af de sociale følger vil blive konkurrencen med fødevareproduktionen, de højere fødevarepriser, som især vil ramme de fattige udviklingslande, og det pres, der vil komme på sårbare samfund (for at flytte eller ændre livsform på drastisk vis).
Kommissionens agrobrændstofpolitik er ikke drevet frem af kampen mod klimaændringerne, den har tilstræbt at sikre energiforsyningen og betjene såvel de store landbrugs og landbrugsindustriens som transport-, olie- biotek-sektorernes behov, og de har alle den interesse at opretholde den eksisterende situation. Ved at oprette rådgivende grupper, hvor industriens interesser har klar overvægt, har Kommissionen sat disse erhvervsinteresser i stand til gå ind i dialogen om spørgsmålet og udforme de politiske forslag.
BIOFRAC (som nu er opløst) havde en skæv sammensætning og var domineret af bestemte erhvervsinteresser. Bilindustrien var repræsenteret med fire medlemmer, olieindustrien med tre, biobrændstoffer med tre og biotek med lobbygruppen EuropaBio. Et enkelt medlem fra fødevareindustrien, et fra et skovbrugsfirma og et fra et energiselskab, en repræsentant for landbrugerne og otte fra forskningscentre ved universiteter (nogle af dem med meget tæt tilknytning til olie- og biotek-industrien) udgjorde de øvrige deltagere. Ifølge Kommissionen var medlemmerne udnævnt som enkeltpersoner på grund af deres viden og ekspertise og ikke som repræsentanter for deres organisationer. Det er imidlertid ikke urimeligt at antage, at deres rolle og deres anbefalinger kan afspejle de virksomheder eller organisationer, som de arbejder for. Faktisk genspejles BIOFRACs hældning mod erhvervslivet sig tydeligt i den endelige rapport, som udkom i juni 2006, ìBiofuels in the European union. A Vision for 2030 and beyondî . [5] Rapporten er et officielt kommissionsdokument.
Biobrændstoffer i den Europæiske Union. Vision for 2030 og videre frem.
ìVISION. I 2030 vil Den Europæiske Union dække en fjerdedel af sit behov for brændstof til vejtransport ved hjælp af rene og CO2-effektive brændstoffer. En væsentlig del leveres af en konkurrencedygtig europæisk industri. Dette vil nedsætte EU's afhængighed af import af fossile brændstoffer betragteligt. Biobrændstoffer fremstilles ved anvendelse af bæredygtige og nyskabende teknologier; disse skaber muligheder for leverandørerne af biomasse, producenterne af biobrændstoffer og bilindustrien.î[6]
Medlemmerne af Biofuel Research Advisory Council (på datoen for offentliggørelse af deres Visionsrapport)
Anders Roj, formand, Volvo Technology Corporation
Olivier Appert, næstformand (suppleant Alexandre Rojey) Institut Francais du Petrole
Javier Salgado, næstformand, (suppleant Ricardo Arjona) Abengoa Bioenergy
Olivier Alexandre, Bioenergy
Michel Baumgartner, British Sugar
Gerard Belot (suppleant Beatrice Perrier Maurer), PSA Peugeot CitroÎn)
Dirk Carrez, EuropaBio
Matthias Rudloff, (suppleant Michael Deutmeyer)
Ann-Britt Edfast, SVEASKOG
Hartmut Heinrich, (suppleant Frank Seyfried) Volklswagen AG
Raffaello Garofalo. European Biodiesel Board
Dietrich Klein, COPA-COGECA
Darran Messenm, SHELL
Calliope Panoutsou, CRES
Kimmo Rahkamo (suppleant Ari Juva) Neste Oil Corporation
Meinrad Signer, Iveco Powertrain
Rene Van Ree, ECN
Guy Riba (suppleant Ghislain Gosse) INRA
Liisa Viikari, VTT Biotechnology
Eckhard Weidner, Fraunhifer UMSICHT
Arthur Wellinger, Nova Energie
Grzegorz Wisniewski (suppleant Magdalena Rogulska) EC-BREC
Guido Zacchi, Lund Universitet
Når man læser rapporten, bliver man især slået af en påfaldende ambition om at udfylde 25 procent af brændstofforbruget til vejtransport i EU med agrobrændstoffer inden 2030. Bortset fra det går rapporten kraftigt ind for anden generations agrobrændstoffer. Generelt er formålet med disse at forbedre udbyttet, sædvanligvis ved at bruge hele planten og dermed forbedre CO2-balancen og mindske omkostningerne. [7]
Ifølge BIOFRAC vil disse anden generations agrobrændstoffer blive fremstillet af et større udvalg af råstoffer, mindske kappestriden om landbrugsjord og mad og bidrage til at formindske prisen for den ësparede' CO2. Som konklusion anbefaler rapporten, at der oprettes en Biofuels Technology Platform, som skal kunne koordinere Kommissionens arbejde med agrobrændstoffer og ëtilvejebringe et aftalt analytisk grundlag for at bistå alle Kommissionens involverede tjenestegrene (f. eks. generaldirektoraterne for forskning, energi og transport, handel, eksterne forbindelser, landbrug og udvikling af landdistrikterne, miljø og økonomiske og finansielle anliggender)î.
Den 7. juni 2006, da dens mission var fuldført, blev BIOFRAC opløst. Den selvsamme dag blev der i overensstemmelse med anbefalingerne i Biofuels Vision-rapporten nedsat en styringskomitÈ for European Biofuels Technology Platform (EBFTP), og den nye platform blev officielt søsat dagen efter i Paris. EBFTP's opgave er ìat bidrage til udviklingen af omkostningskonkurrencedygtige biobrændstofteknologier i verdensklasse, at skabe en sund biobrændstofindustri og at fremskynde udbredelsen af biobrændsler i EU ved hjælp af vejledning, prioritering og fremme af forskning, udvikling og demonstrationsanlæg.î [8]
Udarbejdelsen af EU's Strategiske Forskningsdagsorden (Strategic Research Agenda, SRA) om agrobrændstoffer har en nøglerolle for EBFTP. Det betyder, at der skal identificeres nøgleområder for forskningen for de næste 10 år, hvis man skal nå den Vision 2030, som BIOFRAC har udformet. Ifølge EBFTP selv er hovedsigtet at føre de vigtigste af de forslag, som er skitseret i BIOFRACs Visionsrapport, ud i livet. [9] Kommissionen betaler for sekretariatet, hvilket indbefatter midler til hjemmeside, afholdelse af almindelige administrative udgifter og oprettelse af et Stakeholder Plenary Meeting (en plenarforsamling for parter med en interesse i sagen).
Platformen er sammensat af fem arbejdsgrupper og et styrende udvalg. Nogle få måneder før søsættelsen af EBFTP indbød Kommissionen til ìudtryk for interesse for medlemskab i styringsgruppen og arbejdsgrupperneî i EBFTP og annoncerede det som værende ìåbent for aktiv deltagelse fra alle interesserede parter.î [10] EBFTP blev markedsført som et middel til at ìføre forskningsinstitutioner, selskaber, NGOer, finansielle enheder og regulerende myndigheder sammen på et europæisk niveauî. Imidlertid er platformens sammensætning nu tungt domineret af industrien. Det Europæiske Miljøsekretariat (EEB) havde tidligere klaget over industriens dominans i BIOFRAC og havde opfordret Kommissionen ìtil at tage fat på ubalancen i sammensætningen af Styringsgruppen for Biofuels technology Platformî, en opfordring, der blev ignoreret. [11]
Til trods for retorikken om den åbne deltagelse var medlemsskaren i Platformen sammentømret fra begyndelsen. For det første blev medlemmerne af Styringsgruppen sammensat af formanden for BIOFRAC (Anders Roj fra Volvo) og næstformænd (Olivier Appert fra Institut Francais du Petrole og Abengoa Bioenergys administrerende direktør Javier Salgado) i samråd med Kommissionen. Det kan måske ikke overraske, at EBFTP's Styringsgruppe er domineret af industrien. [12] På samme måde som i BIOFRAC har olie- og bilindustrien den stærkeste repræsentation i Styringsgruppen med tre medlemmer til hver. Efter dem kommer biotek med to og skovindustrien med Èn, energien med Èn og fødevareindustrien med Èn. Hertil kommer en repræsentant for landbruget og fire fra forskningsuniversitetscentre. Styringsgruppens formand er Luis Cabra fra det spanske olieselskab Repsol YPF, og Roj og Appert er næstformænd. Der er ikke en eneste civil organisation repræsenteret i Styringsgruppen.
Ydermere er de fire arbejdsgrupper et trin længere nede massivt domineret af repræsentanter fra industrien og forskningscentre. [13] Trods løfter om en mangfoldig repræsentation af parter med interesse i sagen står det nu klart, at denne mangel på bred repræsentation er bevidst. Det fremgår af Platformens nyhedsbrev, at ìder blev etableret en passende balance mellem industrien og forsknings/offentlige centre for at bevare Platformen som en forsamling, der ledes af industrienî (vor kursivering). [14] Over 300 mennesker ansøgte om at komme med i arbejdsgrupperne. Men da der var fastsat et maksimum på 25 medlemmer i hver gruppe, blev mere end halvdelen af dem udelukket. Det endelige resultat er, at der kun er to NGO-repræsentanter ud af ca. 125 medlemmer iarbejdsgrupperne. [15] Sekretariatet har afslået at offentliggøre den oprindelige liste over de 300 kandidater, og Corporate Europe Observatory (CEO) venter stadig på den lovede specifikation af kandidaternes baggrund.
Kommissionen har sikret sig, at de samme selskaber, som udformede EU's vision om biobrændstof gennem BIOFRAC, nu er i gang med at implementere dennes anbefalinger og udforme dagsordenen for forskningen i og udviklingen af agrobrændstoffer. Det drejer sig om selskaber med en direkte kommerciel interesse i udviklingen af agrobrændstoffer i EU. Den proces, som vi her har skitseret, viser, at de er besluttede på at knæsætte en strategisk forskningsdagsorden for dette område og, sammen med Kommissionen, at træffe beslutning om tildelingen af forsknings- og udviklingsmidler de næste ti år.
Dette mønster, som knytter strategisk forskning sammen med en politisk dagsorden, er ikke begrænset til agrobrændstoffer. Kommissionen er hastigt i færd med at skabe talrige teknologiplatforme på en mangfoldighed af områder og omtaler dem som ìhavende bevist, at de er kraftfulde aktører i udviklingen af den europæiske forskningspolitik, især med hensyn til at tilpassedet syvende forskningsrammeprogram, så det bedre vil kunne svare til industriens behov. [16] Andre teknologiplatforme, der også er domineret af industrien, og som arbejder med agrobrændstoffer, er Suschem (Sustainable Chemistry), Food for Life, Plants for the Future og Forestry.
Der er behov for en bredere offentlig debat på EU-niveau om de risici, der er forbundet med agrobrændstoffer, i tilknytning til det problem, de søger at tage fat på. Dette må inddrage en bredere kreds af parter med interesse i sagen, deriblandt dem på den sydlige halvkugle, som påvirkes direkte. Ydermere er der ingen demokratisk berettigelse i den måde, hvorpå der træffes beslutninger gennem forskning og udvikling, idet offentlige midler gives til aktører i industrien, som har en direkte interesse i et bestemt resultat. Denne proces må udfordres.
Olie- og bilindustriens interesser
Bil-, olie- og biotekindustrien er dem, der er mest involverede i udformningen af EU's forskningspolitik for agrobrændstoffer, og de har alle deres egne grunde til at tilstræbe en udvidelse af brugen af agrobrændstoffer.
Bilfabrikanter som Volvo og Volkswagen er fortalere for agrobrændstoffer i sammenhæng med en bredere strategi for at undgå krav om lavere CO2-udledning fra personbiler. De har gjort sig til fortalere for agrobrændstoffer som en løsning, der tager sigte på at nedsætte CO2-udledningen. Tidligere i 2007, før de politiske beslutninger beskrevet i denne rapport, ønskede Kommissionen at pålægge personbiler en lavere CO2-udledning. Som svar søsatte bilfabrikanterne en massiv lobbykampagne og fik held til at udvande reduktionsmålet fra det planlagte gennemsnit på 120 gram CO2 per kilometer til 130 gram. Den forskel skulle så kunne udlignes ved hjælp af andre såkaldte forholdsregler til reduktion af CO2, såsom brug af agrobrændstoffer. [17]
Tilfældet Volvo er en god illustration af den lobbyrolle, som bilfabrikanterne spiller. Volvos Anders Roj var formand for BIOFRAC, og nu er han næstformand i EBFTPs Styringsgruppe. Volvo bekræfter sin støtte til en målsætning for reduktion af drivhusgasser på 30 procent inden 2020 for industrilandene og en ensidig forpligtelse for EU's vedkommende på 20 procent inden 2020. Men samtidig skaber Volvo en sårbarhed for EU's økonomi ved at true med udflytning: ìDer må tages hensyn til især den energitunge industris konkurrencedygtighed, hvis man skal undgå en mulig udflytning fra EU til tredjelandeî. [21] Volvo støtter også et bindende mål for agrobrændstoffer på 10 procent af al brændstof til køretøjer inden 2020. Dette er en almindelig strategi fra virksomhedernes side, at man i ord går ind for forholdsregler til fordel for miljøet, mens man på den anden advarer om, at hvis det rammer dem på pengepungen (hvilket meget vel kan blive tilfældet, hvis regeringerne handler effektivt), flytter de uden for Europa og tager deres arbejdspladser med sig.
Bilindustrien prægede også debatten om agrobrændstoffer ved hjælp af CARS21, en anden rådgivende gruppe på højt plan, som i 2005 blev nedsat på initiativ af industrikommissær Verheugen. CARS21, som var afgørende i EU-kampen om tvungne effektivitetsstandarder for køretøjer, gik stærkt ind for agrobrændstoffer. [22]
De fleste europæiske bilfabrikker er inddraget i partnerskaber med olie- og biotekselskaber om udvikling af anden generations agrobrændstoffer. Disse partnerskaber bliver flere og flere og afspejler en skærpet interesse for udviklingen af agrobrændstoffer. For eksempel dannede de europæiske bilfabrikanter DaimlerChrysler, Renault og Volkswagen i marts 2006 sammen med olieselskaberne Sasol Chevron og Shell ìAlliancen for syntetiske brændstoffer i Europaî (ASFE). Denne alliance tiltrak også politisk støtte, idet industrikommissær Verheugen var til stede ved søsættelsen af den nye gruppering. I sin tale kom han med en kommentar om, hvordan dette arbejde må støttes på politisk niveau med ìde rette rammebetingelser til at hjælpe med at bane vejen for alternative brændstoffer på markedet og sikre, at de er tilgængelige for forbrugerneî. [23]
De store olieselskabers massive engagement i agrobrændstoffer, herunder infrastrukturen og anden generations brændstoffer, er relativt nyt. Den støtte, regeringerne giver til agrobrændstoffer med bindende mål, subsidier og andre tilskyndelser er Èn af grundene til den voksende interesse fra olieselskabernes side. Ydermere vil en øget brug af agrobrændstoffer forlænge transportsystemernes nuværende afhængighed af flydende (benzinlignende) brændstoffer, hvilket så igen lader olieselskaberne fortsætte deres profitable forretning samtidig med, at de har en kontrollerende hånd i hanke med overgangen væk fra de fossile brændstoffer.
Der smedes alliancer med henblik på platforme for fælles politisk lobbyvirksomhed (som f. eks. ASFE, beskrevet ovenfor), og ligeledes praktiske forsknings- og udviklingspartnerskaber. Sidstnævnte vokser i antal og har ikke undgået at blive kontroversielle. De demonstrerer, hvordan disse enorme forretningsmæssige sektorer går sammen i spørgsmålet om agrobrændstoffer.
*BP, som for tiden står for cirka 10 procent af verdens agrobrændstofmarked, kom for nylig på forsiderne med Èn af de mest kontroversielle aftaler om partnerskab. I februar 2007 underskrev BP en handel til en værdi af 500 millioner dollars med University of Berkeley i Californien (UCB) og dettes partnere (University of Illinois Urbana-Champaign og Lawrence Berkeley National Laboratory). Formålet var at skabe Energy Bioscience Institute, som skal rumme op til 50 medarbejdere fra BP på de to universiteters områder. Størstedelen af forskningsarbejdet skal fokusere på anvendelsen af bioteknologi til at producere afgrøder til at lave agrobrændstof af. Aftalen er blevet mødt med bred kritik internt på University of Berkeley, hvor medlemmer af fakultetet har klaget over, at de ikke er blevet spurgt til råds, og over interessekonflikter, som gælder de fleste af de personer i universitetets top, som har været inddraget i denne beslutningsproces. [24]
Biotek-industrien håber på at overvinde offentlighedens lidenskabelige modstand mod genmodificerede afgrøder ved at udvikle ìforbedredeî afgrøder til produktion af agrobrændstof. Den voksende bekymring i offentligheden over klimaforandringerne og den grønne etiket, der stadig hænger ved udviklingen af agrobrændstof, kunne give biotek-îfixetî en mulighed for støre PR-succes end førhen. Genetisk fremstillede afgrøder, der afvises til menneskeføde, kan måske blive mere acceptable for offentligheden, hvis de leverer brændstof til personbiler på en måde, der fremstilles som mere ìklimavenligî. De budskaber, der udgår fra EuropaBio genspejler denne nye måde at tale om sagen på. De taler om, at bioteknologien er ìklimavenligî, og oven i købet vil den være drivkraften i en ekspansion af den globale økonomi, øge velstanden og samtidig mindske fodaftrykket fra menneskeheden på miljøet, mindske afhængigheden af olieimport og skabe en kilde til indtægter for landmændene. Deres nye slagord er den ìbio-baserede økonomiî, ìet udtryk, som indbefatter vor vision om et fremtidssamfund, der ikke længere er helt afhængigt af fossile brændstoffer som kilde til energi og til råstoffer for industrien. Hele verden er nu på vej fra Kemiens Tidsalder til Bioteknologiens Tidsalder.î [26]
Ikke desto mindre vil den negative indvirkning, der allerede er knyttet til monokultur i stor skala med genetisk manipulerede afgrøder, blive skærpet ved agrobrændstoffernes store ekspansion. Det er sandsynligt, at der vil ske mere GM-smitte, og den vil blive mere kompleks, når fødevare-afgrøder manipuleres med egenskaber, der er udformet med det formål at benytte dem til andet end fødevarer. [27] For øjeblikket er genmodificerede afgrøder hovedsagelig beregnet til dyrefoder, og de selskaber, som kontrollerer disse afgrøder og ingredienser til dyrefoder, er de samme, som er besluttede på at nyde godt af brugen af dem til agrobrændstoffer.
Ifølge Berkeley-professoren Miguel Altieri og administrerende direktør Eric Holt-Gimenez fra Food First, tilbyder agrobrændstof-dagsordenen biotekselskaber som Monsanto ìmuligheden for uigenkaldeligt at forvandle landbruget til genetisk manipulerede afgrøder. For nærværende er 52 procent af kornet, 89 procent af sojaen og 50 procent af canolaen (en slags raps). o.a.) i USA genetisk ændret (GM).î Forfatterne anfører, at ìudbredelsen af majs, som er genetisk skræddersyet til planter, som er beregnet specielt til at lave etanol, vil fjerne alle mulige barrierer for permanent besmittelse af alle ikke-GMO afgrøder.î [28]
I EU har forbrugerens modstand i udstrakt grad holdt GM-afgrøderne ude. Med agrobrændstofferne har biotek-industrien en chance for at skaffe sig adgang ad bagdøren ved at fremstille GM-afgrøder som energiafgrøder og ikke som fødevareafgrøder. Men risikoen for besmittelse til ikke-GMO-afgrøder vil alligevel være der. For eksempel har Syngenta anmodet EU om tilladelse til at importere en type GM-majs, kaldet Event 3272, som er specielt beregnet til etanol-agrobrændstoffer. Denne majs kan hjælpe til med at forvandle sig til etanol ved at udvikle et specielt enzym (som nedbryder stivelse til enklere molekyler af kulhydrater, hvorved forvandlingen til etanol lettes). Imidlertid vil den også indeholde et markørgen, der stammer fra E coli. ìAgrofuels: Towards a Reality Check in nine key areasî (ìAgrobrændstoffer: På vej til en undersøgelse af virkeligheden på ni nøgleområderî), et nyt bidrag fra en række organisationer, der driver kampagne om agrobrændstoffer, forklarer hvordan ansøgninger om import af denne GM-majs i EU og Sydafrika viser, at den forventes at smitte både fødevarer og dyrefoder, eftersom Syngenta har søgt om tilladelse på begge områder. [29]
Allerede nu øger agrobrændstoffer biotek-industriens udbytter, og kapløbet om de nye GM-energiafgrøder er gået i gang. DuPont bebuder årlige indtægter fra de globale agrobrændstofmarkeder, i stor udstrækning fra råstoffer til etanol som brændstof, som stammer fra landbruget, på omkring 300 millioner US$. [30] I februar 2007 offentlighjorde selskabet en geninvesteringsplan til 100 millioner US$, der skulle forkorte den tid, det ville tage at få adgang til markedet for nye frøprodukter for Pioneer, DuPonts datterselskab. Ifølge Bill Niebur, der er næstformand for genforskning og - udvikling, ìbetyder efterspørgslen på etanol, at kapløbet om hurtigt at få ydelserne fra korn i vejret er i gang.î [31] Monsanto er også med i kapløbet. Verdens største udvikler af genmanipulerede frø har for nylig offentliggjort oplysninger om rekordstore gevinster på grund af den voksende efterspørgsel efter etanol. [32]Monsanto vil presse evnen til at producere frø helt i vejret i år, idet de planlægger at bruge 500 millioner US$ på at imødegå den voksende efterspørgsel efter sædekorn. Biotek-industrien er også i gang med at investere massivt i anden generations agrobrændstoffer, idet de udformer specielle egenskaber for råmaterialet og investerer i processer til at forvandle råstofferne til brændstoffer, for eksempel ved hjælp af enzymer.
Mere grundlæggende, uanset fordele og ulemper og risici for de enkelte agrobrændstoffer, vil problemet stadig være den målestok, der vil være nødvendig for at nå regeringernes mål. Der er ingen vej uden om den kendsgerning, at det betyder store plantager med monokulturer, som i de fleste tilfælde vil blive kontrolleret af store selskaber i landbrugsindustrien og rige jordbesiddere, og at den derfor vil være ledsaget af de negative miljømæssige og sociale omkostninger, som denne måde at organisere landbrugsproduktionen på medfører.
Disse anden generations agrobrændstoffer er endnu ikke forretningsmæssigt levedygtige, og det står hen i det uvisse, om de nogen siden bliver det. Men trods mangelen på belæg for deres rolle som en løsning på klimaforandringerne og fraværet af en risikovurdering af virkningerne, støtter regeringerne udviklingen af dem med borgernes penge og placerer dem i centrum for deres agrobrændstof-politik.
De argumenter, som er blevet anført for udviklingen af anden generations agrobrændstoffer i form af de løsninger, de vil medføre på mellemlangt sigt, er en delvis undskyldning for den uhæmmede nuværende udvidelse af produktionen af første generations agrobrændstoffer. Dette sker til trods for de tiltagende vidnesbyrd om de negative følger. Aktivisten og forfatteren George Monbiot udtrykker det klart: ìFør var det et spørgsmål om gode hensigter, der var kommet på afveje. Nu er det rent bedrageri. Regeringer, som bruger biobrændstoffer til at takle den globale opvarmning med, ved, at det forårsager mere fortræd end gavn. Men de pløjer uanfægtet videre.î [33] Sandheden er at EU's agrobrændstofvanvid, med dets skævvridning til fordel for selskaberne, intet vil bidrage til at standse klimaforandringerne og vil få alvorlige konsekvenser på den sydlige halvkugle. ìMens europæerne opretholder deres livsstil, som er baseret på bilismen, vil menneskene i Syd få mindre og mindre jord til madafgrøder, og de vil miste herredømmet over deres mad.î [34], lød advarslen fra en række netværk af latinamerikanske borgergrupper, da de bad EU om ikke at vedtage bindende mål for agrobrændstoffer.
Set ud fra almenvellets interesse forekommer det tåbeligt at fastsætte mål for agrobrændstoffer, sådan som EU har gjort det, i betragtning af mangelen på risikovurdering for anden generations agrobrændstoffer, og af de negative konsekvenser, der er knyttet til ethvert fremme af de eksisterende agrobrændstoffer. Denne rapport har påvist såvel mekanismerne bag de eksisterende EU-politikker som det, der har motiveret de centrale aktører fra selskaberne. EU's valg af agrobrændstoffer er i stor udstrækning blevet drevet af industrier, som kommer til at få direkte gavn af den yderligere udvikling og storstilede brug af agrobrændstoffer.
Denne skævvredne politiske proces vil medføre høje omkostninger for andre involverede parter, både inden for og uden for EU.
Der tales en masse om at indføre en eller anden form for certificering, som skal sikre, at kun bæredygtige agrobrændstoffer eller råstoffer kan importeres til EU eller nyde godt af økonomisk støtte og andre former for tilskyndelse. Men certificering kan simpelt hen ikke håndtere problemet med, at ìbæredygtigî produktion kommer til at tage pladsen op for ìikke-bæredygtigî produktion (ikke blot af afgrøder til agrobrændstof, men også af de samme afgrøder til andet brug, såsom dyrefoder og papir) og således blot flytte problemet et andet sted hen. Hvis EU er oprigtigt interesseret i at forhindre klimaforandringer, må det nødvendigvis indebære en politik, som afspejler mulighederne for grundlæggende forandringer med fokus på at formindske energiforbruget og på at sætte et globalt økologiskt og socialt fodaftryk. I mellemtiden ville det eneste fornuftige være at indføre et moratorium for alle EU's målsætninger for agrobrændstoffer.
Regeringer over hele verden er blevet smittet med agrobrændstof-feber. Tilskyndelse til at bruge agrobrændstoffer og indførelse af bindende mål skaber et nyt marked i hastig udviking. Ved nærmere eftersyn viser der sig imidlertid en række negative konsekvenser. En artikel, der er offentliggjort for nylig, »Agrofuels: Towards a reality check in nine key areas«, [35] (Agrobrændstoffer i virkelighedens verden på ni nøgleområder) gennemgår disse konsekvenser og sammenfatter dem i en overbevisende argumentation imod agrobrændstoffer. Nedenstående redegørelse bygger i udstrakt grad på dette forskningspapir, som udgør toppen af isbjerget, når vi taler om de trusler, som indførelsen af agrobrændstoffer i stor stil vil medføre.
En storstilet udvidelse af brugen af agrobrændstoffer vil skabe konkurrence om brugen af landbrugsressourcerne, hvor kampen vil komme til at stå mellem produktion af mad og produktion af brændstoffer. Med andre ord, de over 800 millioner mennesker i verden, som lider af sult, kommer til at konkurrere med mere end 800 millioner motorkøretøjer (et tal, som er stærkt stigende) om afgrøder til mad eller brændstof i en yderst ulige kamp. I virkelighedens verden er verdens fødevarereserver allerede de mindste i flere tiår, og i adskillige år har efterspørgslen efter korn og oliefrø været større end udbuddet. Allerede nu betyder produktionen af agrobrændstoffer, at prisen på fødevarer er i hastig stigning. For eksempel har den stigende efterspørgsel på etanol i USA tvunget eksportprisen for majs op med 70 procent. Det har bidraget til social uro i Mexico, hvor tortillas (af majs) er en grundbestanddel i kosten.
Den øgede efterspørgsel på agrobrændstoffer i industrialiserede lande underminerer fødevaresuveræniteten over hele kloden. »Varme« lande for produktion af agrobrændstof som Malaysia eller Argentina bliver opmuntret til at omdanne landbrugsjord til zoner for brændstofeksport i stedet for en mangfoldig landbrugsproduktion til hjemmemarkedet.
Produktionen af agrobrændstof i stor målestok lægger et stigende pres på jordarealer. Grænserne for landbrug udvides, når mere jord bliver lagt ud til produktion af en enkelt afgrøde. Det truer den biologiske mangfoldighed, fordi det indebærer en drastisk forandring i brugen af jorden (for eksempel når der ryddes skov) og en øget brug af kunstgødning, hvilket kræver et større forbrug af vand. For eksempel er områder, der er afsat til vildtreservater, kommet i farezonen ved udvidelsen af agrobrændstofdyrkningen, fordi EU-Kommissionen har meddelt, at den inden 2008 har til hensigt at afskaffe tvungent beskyttede områder for at give mulighed for udvidelse af produktionen af agrobrændstof . I lande på den sydlige halvkugle har en øget produktion af afgrøder som palmer, soja og sukkerrør til agrobrændstof allerede ført til tab i den biologiske mangfoldighed.
I et forsøg på at opveje disse konsekvenser bliver agrobrændstoffer fremstillet som en »mulighed« for udviklingslandene, idet mange undersøgelser tager det for givet, at produktionen vil fremme udviklingen i landdistrikterne og skabe beskæftigelse. Ikke desto mindre er det sandsynligt, at udviklingen af agrobrændstoffer kommer til at følge det typiske markedsstyrede mønster for udbredelse af monokulturer, der kontrolleres af de store industrielle landbrugsvirksomheder (agrobusiness) og de rige jordbesiddere. Forbindelsen mellem dyrkning af en enkelt afgrøde (monokultur), nedlæggelsen af de små landbrug og medfølgende fattigdom er grundigt dokumenteret. Det fører til »landbrug uden bønder«, hvor mennesker bliver fordrevet fra deres landbrug pga. økonomisk pres (undertiden hjulpet på vej af fysisk vold og ureglementeret »opkøb af jord«) og forgiftning fra landbrugskemikalier. I beskæftigelsesmæssig hensseende betyder det, at mennesker ofte bliver erstattet af mekanisering eller bliver underlagt usle arbejdsbetingelser. Den voksende folkelige modstand mod den storstilede udbredelse af agrobrændstoffer i nogle lande på den sydlige halvkugle bekræfter, at det ikke er de fattige, det vil gavne.
Alt dette får et spørgsmål til at trænge sig på: Er der overhovedet nogen fordel? Hovedargumentet fra fortalerne for agrobrændstoffer er, at de bidrager til at bekæmpe klimaændringerne, eftersom de er CO2-neutrale (dvs. at det, som de optager, mens de vokser, neutraliserer det, som de udsender, når de brændes af som brændstoffer). Men der er voksende vidnesbyrd om, at det forholder sig modsat. Det omtalte baggrundspapir, »Agrofuels: Towards a reality check in nine key areas« forklarer, hvordan »der er stærke vidnesbyrd om, at alt det udslip, der spares ved en mindsket afbrænding af fossile brændstoffer, ophæves af langt større udslip fra skovrydning, dræning pga. afbrænding af tørv, andre ændringer i brug af jorden, tab af kulstof i jorden og udslip af lattergas.« Optimistiske anbefalinger af agrobrændstoffer som energieffektive og CO2-neutrale har ikke taget højde for de vidtrækkende spørgsmål om anvendelsen af jorden, som deres produktion rejser. Ej heller har de taget den energi, som processen kræver, i betragtning. Det drejer sig især om afbrænding af fossilt brændstof, om vækstprocessen (kunstgødning, insektgifte osv.), forarbejdningen af afgrøderne til brændstof og transporten af dem til det sted, hvor de skal anvendes.
Et meget relevant eksempel for Europa er historien om palmeolie fra Sydøstasien. Hvis EU skal nå de bindende mål, som er foreslået, kommer en stor del af de afgrøder, som skal bruges til agrobrændstoffer i Europa, til at være palmeolie fra Indonesien og Malaysia. Men en undersøgelse foretaget af Delft Hydralics og Wetlands International [36] afslører, at nedbrydning af tørvearealer kan slippe 70-100 tons CO2 per hektar ud om året. Rapporten påviser, at europæisk brug af sydøstasiatisk palmeolie ville fremkalde op til 10 gange mere CO2 end de tilsvarende udslip ved afbrænding af fossil diesel. 60 procent af alle tropiske tørveområder findes i Indonesien, og det er forudsagt, at de fleste af dem skal drænes, for størstedelens vedkommende til plantager, i løbet af de kommende år eller tiår, hvilket vil føre til mere end 40 milliarder tons CO2-udslip. [37] Det svarer til omkring seks års fossile udslip på hele kloden. [38] Trods Kommissionens påstand om det modsatte vil import til EU ikke mindske udslippet af drivhusgasser.
For a more detailed account of the negative impacts of agrofuels see the appendix: Agrofuels: A reality check.
An EU Strategy for Biofuels, Impact Assessment {COM(2006) 34 final}, Commission Staff Working Document, Annex to the Communication from the Commission, Commission of the European Communities, Brussels, SEC(2006) 142.
Science and Research Commissioner Janez Potocnik quoted in: Biofuels in the European Union. A vision for 2030 and beyond. Final report of the Biofuels Research Advisory Council, Directorate-General for Research, Sustainable Energy Systems, 2006.
The final draft report was published 14 March 2006 and a consultation process was then open until April 2006 to react to the draft. We did ask the Commission for the responses received and the answer in May 2007, more than a year after the responses were received, is that the secretariat of the technology platform on biofuels [EBFTP] is working on that and that once it is ready, it will be made public through the website.
Biofuels in the European Union. A vision for 2030 and beyond. Final report of the Biofuels Research Advisory Council, Directorate-General for Research, Sustainable Energy Systems, 2006.
There is not yet a fixed definition of second generation agrofuels, but some characteristics can be given. They are often defined by the feedstocks (wood, pulp, straw, residues and waste) as opposed to vegetable oils and food crops used in first generation agrofuels. A difference with first generation agrofuels would be that second generation can use the whole plant and not only parts (for instance also using the straw of the wheat).
Most common they refer to agroethanol from ligno-cellulosic biomass and agrodiesel from biomass gasification. Main advantages would be not to compete with food, improve the energy performance per hectare and reduce costs. However, sometimes also means 'improved' (genetically modified) agrofuels crops with new traits specific for agrofuel production geared towards producing oil. As most government policies are greatly favouring the development of second generation agrofuels and channeling enormous amounts of money into their research and development, there is a vested interest in being included under the term 'second generation agrofuel'.
Newsletter One, European Biofuels Technology Platform (EBFTP), March 2007.
Project Overview, European Biofuels Technology
Platform website, accessed 29 May 2007.
Call for Expression of Interest to participate in the European Biofuels Technology Platform, European Commission website, accessed 29 May 2007.
Membership list for the working groups of the European Biofuels Technology Platform, EBFTP website, accessed 29 May 2007.
Newsletter One, European Biofuels Technology Platform (EBFTP), March 2007.
Hans Jager (EEB) and Jean-Philippe Denruyter (WWF) in the working group on sustainability.
European Technology Platforms (ETPs) website, accessed 29 May 2007.
See: Car industry flexes its muscles, Commission bows down, Briefing Paper, Corporate Europe Observatory (CEO), 16 March 2007.
Between 1990 and 2004 EU 15 greenhouse gas emissions from domestic transport increased by 26% with emissions from transport by road increasing also by 26% over the same period. Progress Towards
Achieving the Kyoto Objectives, 2006, European Commission, Brussels, 27.10.2006, {COM(2006) 658 final}
The EU Energy Program, Volvo Opinion, 20 February 2007. Accessed 29 May 2007.
According to the Commission impact assessment of the EU Strategy for Biofuels "the Group's conclusions support the increased use of biofuels in the EU and identify second generation biofuels as being particularly promising. The Group recommends that their development should be given substantial support." An EU Strategy for Biofuels, Impact Assessment {COM(2006) 34 final}, Commission Staff Working Document, Annex to the
Communication from the Commission, Commission of the European Communities, Brussels, SEC(2006) 142.
The document also mentions that "The automotive industry has also a clear interest in competitiveness and innovation. The CARS21 High Level Group carried out an analysis of a range of alternative fuels that could contribute to reducing CO2 emissions from the road transport sector. It was concluded that by the year 2010, CO2 avoidance could be in the range of 20-30 Mt/year provided that current indicative Community targets are met."
Synthetic fuels for a more competitive and environmentally friendly Europe, Gunter Verheugen, Vice-President of the European Commission responsible for Enterprise and Industry, Speech at the launch of the Synthetic Fuels Alliance, Brussels, 7 March 2006.
See for instance: News Analysis: UC's Biotech Benefactors, by Miguel Altieri and Eric Holtz-Gimenez, Berkeley Daily Planet, 6 February 2007 and On the Berkeley-British Petroleum Proposition: Things are Often Not what they Appear, by Ignacio H. Chapela, Associate Professor, Remarks Prepared by Invitation of the Chair of the Academic Senate University of California, Berkeley, 8 March 2007.
EuropaBio Press release, Biotech industry offers enthusiastic, active support for new EU biofuels initiative, Brussels, 8 June 2006.
From the European bio-based economy website (www.bio-economy.net) a joint initiative of EuropaBio and ESAB. Accessed 29 May 2007.
"Agrofuels: Towards a Reality Check in nine key areas", Paper to the Delegations of the Convention on Biological Diversity, published for the SBSTTA meeting, Paris 2-6 July 2007. Published by: Biofuelwatch, Carbon Trade Watch / Transnational Institute, Corporate Europe Observatory, Econexus, Ecoropa, Grupo de Reflexion Rural, Munlochy Vigil, NOAH (Friends of the Earth Denmark), Rettet Den Regenwald, Watch Indonesia. With contributions from Ecologistas en Accion, Global Forest Coalition, June 2007
News Analysis: UC's Biotech Benefactors, by Miguel Altieri and Eric Holtz-Gimenez, Berkeley Daily Planet, 6 February 2007.
"Agrofuels: Towards a Reality Check in nine key areas", Paper to the Delegations of the Convention on Biological Diversity, published for the SBSTTA meeting, Paris 2-6 July 2007. Published by: Biofuelwatch, Carbon Trade Watch / Transnational Institute, Corporate Europe Observatory, Econexus, Ecoropa, Grupo de Reflexion Rural, Munlochy Vigil, NOAH (Friends of the Earth Denmark), Rettet Den Regenwald, Watch Indonesia. With contributions from Ecologistas en Accion, Global Forest Coalition, June 2007
DuPont does the DNA dance, Industry Week, John Teresko, 1 April 2007.
DuPont sees key GMO role in ethanol corn challenge, Reuters, 9 February 2007.
Monsanto Net Rises 23% on Corn Seeds; Forecast Raised, By Jack Kaskey, 4 April 2007, Bloomberg.
If we want to save the planet, we need a five-year freeze on biofuels, George Monbiot, The Guardian, 27 March 2007.
We want food sovereignty, not biofuels, open letter to the European Parliament, the European Commission, the governments and citizens of the European Union, January 2007, by Latin American Networks.
"Agrofuels: Towards a Reality Check in nine key areas", Paper to the Delegations of the Convention on Biological Diversity, published for the SBSTTA meeting, Paris 2-6 July 2007. Published by: Biofuelwatch, Carbon Trade Watch / Transnational Institute, Corporate Europe Observatory, Econexus, Ecoropa, Grupo de Reflexion Rural, Munlochy Vigil, NOAH (Friends of the Earth Denmark), Rettet Den Regenwald, Watch Indonesia. With contributions from Ecologistas en Accion, Global Forest Coalition, June 2007.
Shocking climate impact of wetland destruction in Indonesia, Wetlands International press release, 02-11-2006.
Factsheet on South-East Asia's peat fires and global warming, Biofuelwatch website, accessed 29 May 2007.
Agrofuels threaten to accelerate global warming, Report by Biofuelwatch, April 2007.