Tovtrækkeri om klima over jerntæppet

Hvis EU skal spille en troværdig og ledende rolle i de internationale klimaforhandlinger, skal det snart komme et konkret udspil. Men EU plages af interne uenigheder. De nye medlemslande mener, at et forslag fra Kommissionen stiller for store krav til dem, og det har rejst en diskussion om, hvordan en retfærdig klimapolitik ser ud.
Af Kenneth Haar
1. november 2008

Langt størstedelen af EU's udslip reduktion i udslip af drivhusgasser er opnået af mindre velhavende medlemslande. Det har indebåret store sociale og økonomiske omkostninger, og det bør anerkendesì.

Sådan skrev otte nye central- og østeuropæiske medlemslandes regeringer i en udtalelse under EU-topmødet den 15-16. oktober, hvor EU's regeringschefer forsøgte at komme videre i forhandlingerne om EU's klimapolitik efter 2012.

Udtalelsen afspejler et lille oprør, der har været i gang i flere måneder, hvor de nye medlemslande med få undtagelser (Malta, Cypern og Slovenien) alle søger at undgå stor forpligtelser til at skære ned i udslippet af drivhsgasser. I flere måneder har de holdt møder på kryds og tværs for at koordinere deres indsats i et forsøg på at besejre et forslag fra EU-Kommissionen om, hvordan medlemslandene skal reducere deres CO2-udslip i perioden fra 2012 til 2020. Og der lyder både vrede og skuffelse på regeringsplan i samtlige central- og østeuropæiske medlemslande. Indtil nu har EU's klimapolitik nærmest været en god forretning der ikke har kostet anstrengelser i øst. Men de tider kan være forbi hvis Kommissionen kommer igennem med sit forslag til hvor store mængder drivhusgasser, først og fremmest CO2, de enkelte medlemslande må lukke ud i atmosfæren op til målstregen i 2020. Derfor har Ungarn sat sig i spidsen for et alternativt forslag der har opbakning fra seks andre nye medlemslande. Det indgår i forhandlingerne om en ny klimapakke der efter planen skal vedtages i år.

Skæv fordeling

Det er 20 procent af udslippet der skal skæres væk. EU vil skære 30 procent hvis Kina og USA går med, men det er ikke denne mulighed der lægges planer for. Foreløbigt er det vanskeligt nok at finde en fordeling af byrden, og den største vanskelighed i øjeblikket er at finde en løsning for de nye medlemslande. I Kommissionens forslag pålægges de nemlig en reduktion der umiddelbart ser overvældende ud.

Målt i forhold til udslippet i 1990, der er referenceåret for de internationale forhandlinger, foreslår Kommissionen reduktioner i de nye medlemslande på mellem 27 og 57 procent (tal fra Euractiv, juni 2008). Til sammenligning skal Tyskland kun skære 12 procent, Danmark 19 procent, mens lande som Spanien og Italien endda må forøge deres udslip med henholdsvis 8 og 6 procent.

Varm luft til salg

I det nuværende regnskab står de nye medlemslande sig ellers umådelig godt. Alle står nemlig for et udslip der ligger betragteligt under niveauet i 1990. Letland står som bundscorer med et udslip på kun 44 procent af udslippet i 1990. Alle de nye medlemslande i Central- og Østeuropa, med undtagelse af Slovenien, har nemlig gennemgået samme udvikling. Med de gamle regimers fald kollapsede også store dele af industrien der ikke kunne klare sig på de nye økonomiske betingelser. Netop derfor har klimapolitik hidtil ikke været en byrde for landene, snarere tværtimod. Frem til 2012 kan de nemlig alle sælge de rettigheder til udslip de ikke selv bruger – også kaldet »salg af varm luft«. Der er nemlig langt fra deres nuværende niveau til de internationale forpligtelser under Kyoto-protokollen. Derfor kunne Ungarn i 2007 sælge 10 millioner tons »kulkreditter« til Japan til en anslået værdi af 900 millioner kroner, og i september 2008 kunne ungarerne sælge en pose med 2 millioner tons til Belgien. Miljøministeriet i et andet nyt medlemsland, Tjekkiet, anslår at handel med varm luft kan indbringe den tjekkiske statskasse op mod 7,5 milliarder kroner i tiden frem til 2012.

Festen slut

Med Kommissionens forslag til reduktionsmål for de nye medlemslande kan det være slut med den handel, og en ny tid med afholdenhed vil blive åbnet. I store træk er Kommissionens forslag at de nye medlemslande skal fastholde det nuværende niveau eller krybe en smule over, bortset fra Tjekkiet der skal skære et sted mellem 15 og 20 procent. For de nye medlemslande lukker det ikke bare for handel med varm luft, det kan også betyde at der skal lægges en reel dæmper på energiforbruget.

Det har fået de nye medlemslandes regeringer til at rejse en anden og mere grundlæggende diskussion. Efter enhver målestok er de nye medlemslande i Central- og Østeuropa nemlig mindre udviklede økonomisk og teknologisk end de gamle medlemslande. En forholdsvis god vækst i de fleste nye medlemslande har skabt forhåbninger om at lukke gabet en anelse, men dét mål sættes der nu forhindringer op for. Det lyder derfor samstemmende fra møder mellem flere nye medlemslande i september 2008 at der må tages særligt hensyn til at de er inde i en økonomisk omstillingsperiode.

To slags retfærdighed

Kritikken fra de nye medlemslande har affødt flere forskellige alternative forslag. Mens Polen koncentrerer sig om at ændre i Kommissionens tildeling af kvoter til energisektoren, har Ungarn med støtte fra seks andre lande fremsat et enkelt modforslag: Alle lande skal skære det samme i forhold til 1990-niveauet, nemlig 18 procent.

Forslaget er ikke faldet i god jord hos Kommissionen som har afvist den ungarske tilgang. Kommissionens egen metode er at medlemslandene skal have mulighed for omtrent samme udslip pr. indbygger. I de to ender af skalaen finder vi Estland der skal kunne udlede 12,6 tons pr. indbygger, og Spanien i den modsatte ende med 7,8 tons pr. indbygger. I Ungarns forslag, derimod, vil Spanien ligge på 5,9 tons og Estland på hele 24. Rationelt set med central- og østeuropæiske briller, er at disse lande har en større afhængighed af kul, ringere adgang til energibesparende teknologi og et ønske om uafhængighed af naturgas, ikke mindst af russisk naturgas.

Selvom det således ser ud til at være langt mellem parterne, synes ingen at forvente, at modsætningerne mellem øst og vest vil forhindre vedtagelsen af et fælles udspil fra EU til de internationale klimaforhandlinger. Spørgsmålet er alene om EU's udspil kommer i tide, og om det bliver stærkt nok til at imponere de øvrige parter om bordet ved klimatopmødet i København i december 2009.