Terrorbekæmpelse må ikke blive absurd teater

Det helt afgørende for EU's-terrorbekæmpelse er at lade fornuften og ikke frygten være styrende. Det mener tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen. Han kalder en række af de hidtidige tiltag for meningsløse initiativer og den seneste antiterrorpakke et udtryk for rystende naivitet.
Af Hans Jørgen Bonnichsen
1. januar 2008

Gå en tur på posthuset og send 7.400 kr. til din søn, din datter, dit barnebarn eller for den sags skyld til Dansk Røde Kors, Kræftens Bekæmpelse eller en forretningsforbindelse. Bare ikke til Politi og Skat! I alle andre tilfælde vil du blive afkrævet billedokumentation. For det kunne jo være, at du eller dem, du sender penge til, er potentielle støtter af terror. Dette er dansk virkelighed siden 16. marts i år hvor Post Danmark meldte sig klar til at opfylde EU forordningen om billedlegitimation ved indbetaling af beløb over 1.000 euro.

Lommepenge er tilstrækkeligt

Alle er enige om at terror skal bekæmpes effektivt, men overvågnings- og sikkerhedsmæssige initiativer må ikke udvikle sig til et stykke absurd teater. De skal være afbalancerede og meningsfulde i forhold til den reelle trussel. Ellers skaber de despekt og medvirker kun til at skabe utryghed og usikkerhed omkring relevansen af de lovgivningsmæssige initiativer. Det har ingen borger i EU fortjent eller brug for.

Kampen mod terror må aldrig ske på bekostning af menneskerettighederne og vor retssikkerhed. Men desværre har en række af de seneste kontrol- og overvågningssystemer vist sig mere nyttige til en nidkær kontrol af borgerne end til at forhindre og bekæmpe terror. Indtil nu har det været utroligt nemt at få os til at acceptere sådanne initiativer. Det er nemt at tæmme os i frygtens navn.

Hvis vi ser på kravet om billedlegi€ti€ma€tion ved kontant indbetaling, vil enhver med en minimal indsigt i terror og terrorbekæm€pelse vide at blot ved at spare på sine lommepenge kan det lade sig gøre at finansiere en terrorhandling som den i London 7. juli 2005. Ingredienserne til fremstilling af de brugte bomber kostede ikke en formue. Og finansiering af terrorbevægelser sker nok ikke – hverken med eller uden billeddokumen€tation – fra postkontorer i Struer, Slagelse eller Sønderborg.

»Digitalt idioti«

En anden EU-regel forbyder flypassagerer at medbringe mere end 100 milliliter væske. Det har medført ikke alene irriterende, men også for mange ydmygende fremvisninger af nødvendig medicin og drikkevarer og medført at lufthavnene bugner med konfiskerede vandflasker og parfumer. Men det har ikke forhindret at det er muligt at lave en bombe også med mindre end 100 milliliter.

»Idioti ført ud i det ekstreme« var en af de bastante udmeldinger på en høring i EU-Parlamentet om dette initiativ. Konklusionen var at der er tale om ren signalpolitik. Den slags sikkerhedsforanstaltninger vil aldrig være i stand til at forhindre et terrorangreb.

For det tredje: Siden den 15. september 2007 er tele- og internetudbydere i Danmark pålagt logning af vore aktiviteter via telefoner og internettet.

Det betyder at der i øjeblikket skal logges 30 milliarder A4-sider med ren tekst. I gennemsnit vil hver dansk borger registreres ca. 12.000 gange om året. Tallene vil i årene fremover stige til astronomiske højder. Udspillet er af eksperter kaldt »digitalt idioti«. Lovgivningen er i øvrigt gennemhullet som en si, små boligforeninger, kollektiver, biblioteker og uddannelsesinstitutioner er undtaget, og i øvrigt kan man på nettet hente gratis programmer så man kan undgå de nye logningsbestemmelser.

Rystende naivitet

I øjeblikket fremlægger Kommissionen så en ny terrorpakke, der bl.a. indeholder initiativer som skal forhindre terrorister i at bruge internettet til at rekruttere og opfordre til terror (hvilket efter dansk lovgivning i sig selv er ulovligt, uanset metode) og at offentliggøre bombemanualer og opskrifter på sprængstoffer på internettet.

EU's justitskommissær Franco Fratinni har udtalt at han vil have undersøgt hvordan vi teknisk kan forhindre mennesker i at bruge eller søge efter farlige ord som bombe, dræb, folkemord eller terrorisme på internettet. Men hvad hvis man f.eks. fordømmer den slags ting på nettet, hvis man er nysgerrig, eller hvis man skriver en gymnasie- eller universitetsopgave om disse emner? Hvem kan og skal så bedømme, hvad der er lovligt og ikke lovligt?

Her bliver der igen udvist en rystende naivitet og mangel på kendskab til terroristernes fremgangsmåder. Og desværre med den konsekvens at der sker tilbageskridt for ytringsfriheden og den frie oplysning som Danmark ellers påstås at være bannerfører for.

Heldigvis er der også eksempler på fornuftige initiativer.

EU har ydet økonomisk og diplomatisk støtte til tredjelande i forbindelse med opbygning af kapaciteter til terrorbekæmpelse, og man har afsat midler til en række forskningsprojekter, der skal øge sikkerheden og dermed bekæmpe og forebygge terror. Et af disse initiativer handler om at udvikle teknologier og politikker i forbindelse med sikkerhedsovervågning som ikke krænker privatlivets fred og menneskerettighederne.

Man kan også nævne det såkaldte situationscenter i Bruxelles som på baggrund af oplysninger fra de nationale efterretningstjenester forsyner medarbejdere med oplysninger til brug for strategiske trusselsvurderinger, dvs. vurderinger der ikke er personrelaterede, men som forholder sig til tendenser, kapacitet og intentioner.

Uddannelse af imamer

Der er behov for nye initiativer. Lad mig nævne to områder, som fortjener en fælles europæisk indsats.

I Danmark har vi gode traditioner med SSP samarbejdet mellem skole, sociale myndigheder og politiet. Dette kunne inspirere til et EU-samarbejde hvor man i et opmærk€somheds- og tillidsperspektiv iværksætter en oplysningskampagne om hvordan terroristerne arbejder målbevidst med at radikalisere og indoktrinere børn og unge for at forberede de unge og sårbare mennesker til at udføre terror. En sådan kampagne skal give alle disse myndigheder, samt venner, kammerater, familie, klubmedarbejderen en mulighed for i tide at opdage tegn på en sådan radikalisering, og straks indlede en kritisk dialog med de unge.

Et andet område er manglen på uddan€nelsesmuligheder for imamerne. En mangel, der netop åbner døren for de hadprædikende imamer der er uden fornemmelse for tid og sted. En sådan uddannelse kan medvirke til at de kan rådgive deres menigheder i forhold til den tid vi lever i, og dermed bygge bro mellem muslimer og værtslandet.

Demokratiet er det bedste våben

Der er rigelig af fornuftige initiativer at tage fat på. De stærkeste våben i vort arsenal mod terrorisme er vores demokrati og dets værdier, befolkningens opbakning og opmærksomhed i værnet af disse rigdomme, og tillid til politi og efterretningsvæsen.

Efter min opfattelse bør EU i kampen mod terror opgive mistænksomheds- og mistillidskulturen, og satse intensivt på at øge en opmærksomheds- og omsorgskultur. Det er det sidste vi har brug for. Og her har Danmark faktisk stadig en del at byde på.