NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Nye behandlingsmetoder, flere ældre medborgere og større forventninger til den bedste behandling har sat sundhedsudgifterne under voldsomt pres i alle europæiske lande. Den økonomiske vækst efter Anden Verdenskrig gav et råderum til at finansiere udbygning af det offentlige sundhedsvæsen. Men siden den økonomiske krise satte ind i midten af 1970’erne, har man kæmpet med at holde styr på de stigende sundhedsudgifter.
Der er to generelle tendenser: De samlede udgifter til sundhed – offentlige såvel som private – er i de seneste årtier steget mere end den almindelige økonomiske vækst. Men en stadig større del af udgifterne er privat finansiering, enten via forsikringsselskaber eller som brugerbetaling.
EU’s nye medlemslande i Centraleuropa døjer stadig med eftervirkningerne fra det økonomiske kollaps der fulgte med sammenbruddet i deres planøkonomier. Her ligger sundhedsudgifterne på et væsentligt lavere niveau end i Vesteuropa. Også Storbritannien og især Irland skiller sig ud på et relativt lavt niveau.
De sydeuropæiske lande står for den største stigning og bruger nu omtrent samme andel af deres økonomi til sundhed som de nordiske lande. I både Danmark og Sverige faldt udgifterne gennem det meste af 1980’erne og 1990’erne, og kun takket være en stigning de seneste år er niveauet nu lidt højere end i 1980. Det højeste udgiftsniveau finder vi i Tyskland, Frankrig, Holland og Belgien.
Udgifternes størrelse er ikke lig med et højt serviceniveau for alle. Det er almindeligt kendt at en stor del af den amerikanske befolkning ikke har nogen sundhedsforsikring og derfor lever under usle sundhedsvilkår. Alligevel udgør sundhedsudgifterne i USA hele 16 procent af bruttonationalproduktet.
Reformerne betød indførelse af markedsmekanismer i hele sundhedssektoren og større råderum for den ekspanderende sundhedsindustri.
Et af de mest udbredte argumenter for at lade private firmaer levere sundhedsydelser er at de er mere effektive og kvalitetsbevidste. Bureaukrati og forældede arbejdsgange i de offentlige hospitaler har givet næring til denne antagelse. Om effektiviteten er større i den private sektor er der dog stor uenighed om.
Blandt andet peger mange på at de private drager fordel af at satse på relativt simple behandlinger og standardiserede ydelser.
Flere konkurrenceelementer og nye ledelsesformer i det offentlige har bidraget til markedsgørelsen. Stramme budgetrammer er lagt over sundhedsinstitutionerne, og der er sat faste priser på ”varerne” (sundhedsydelserne). Samtidig er der sket en opsplitning mellem købere (sundhedsmyndighederne) og selvstændige leverandører (hospitalsinstitutioner).
Reformer er blevet solgt under det tillokkende slogan om ”frit valg”: Leverandører kan købe ydelser hos konkurrerende firmaer, og borgerne får frihed til at vælge mellem forskellige udbydere.
Tyskland er det eneste land i Europa, hvor offentlige hospitaler i stor målestok er blevet privatiseret. Tendensen er særlig markant i Østtyskland, men også i eksempelvis Hamburg hvor Asklepios-koncernen i 2004 købte delstatens største hospitalskæde, i alt syv afdelinger med 5.688 senge. Konkurrencestyrelsen tvang dog koncernen til at frasælge den ene afdeling. I Stockholm blev Sankt Göranshospitalet, som beskæftiger 1.500 ansatte, solgt i 1999 og ejes i dag af det svenske multinationale sundhedsfirma Capio. I 2002 bremsede den socialdemokratiske regering for fortsat privatisering af hospitaler. Stop-loven er siden ophævet af den borgerlige regering, men aktuelt er der ikke udsigt til nye privatiseringer.
Denne udvikling er gået hånd i hånd med fremvæksten af private forsikringsselskaber og mere brugerbetaling.
I dag spiller private forsikringer en særlig stor rolle i Holland hvor deres bidrag til de samlede sundhedsudgifter udgør 15,9 procent i 2000, efterfulgt af Frankrig (12,5 procent i 2005) og Tyskland (9,2 procent).
Kun i få lande (især Holland) fungerer en privat forsikring som erstatning for den offentlige sygesikring. Som regel er de et supplement som dækker mere end den offentlige, for eksempel ved at tilbyde bedre behandling eller hurtigere adgang. Ofte er det virksomheder, som forsikrer deres ansatte, og i en række lande er sådanne forsikringer skattebegunstigede.
I mange europæiske lande – blandt andet Frankrig, Belgien, Østrig, Tyskland, Irland, og Finland – er der kontant afregning ved lægekonsultation og/eller hospitalsindlæggelse. Slovakiet gennemførte i 2003 en sundhedsreform med brugerbetaling på mange nye områder. I Ungarn måtte regeringen i 2008 trække en lov om brugerbetaling ved læge- og hospitalsbesøg tilbage, efter at over 80 procent af vælgerne stemte nej i en folkeafstemning.
Alt i alt spiller stigende brugerbetaling en større rolle for den faldende offentlige andel af de samlede sundhedsudgifter, end væksten i private forsikringer.