Stærk ret eller syg lov

Et nyt direktivforslag vil give patienter adgang til sundhedsydelser i hele EU, og udgifterne skal betales af hjemlandet. Er det til gavn eller skade? Medlemmerne af Parlamentet er uenige.
Af Åge Skovrind
29. november 2008

Hvis man som dansker rejser til Tyskland eller Polen for at blive behandlet på et hospital eller købe en anden sundhedsydelse, så skal man ikke selv hoste op med pengene. Det skal de danske myndigheder klare via en eller anden form for garanti eller refusionsordning. Så langt er Karin Riis Jørgensen fra Venstre, socialdemokraten Christel Schaldemose og Hanne Dahl fra JuniBevægelsen enige.

Som medlemmer af EU-Parlamentet skal de til sin tid stemme ja eller nej til det direktiv om grænseoverskridende patientrettigheder som Kommissionen lagde på bordet i juli i år.

Ulighed

Direktivet giver EU's borgere ret til at få behandling eller modtage andre sundhedsydelser i andre lande. Patientens hjemland skal betale det samme tilskud som der bliver givet til en tilsvarende ydelse i hjemlandet, men direktivet siger ikke noget om den måde betalingen skal ske på. Mange har derfor kritiseret det for at være et tilbud til de mest ressourcestærke – dem der selv kan lægge ud, betale transporten, taler fremmede sprog og er vant til at færdes i et internationalt miljø. Dertil kommer at patienten skal betale en eventuel udgift ud over hvad de danske myndigheder refunderer.

»Det skal være muligt at komme af sted uden at have en kassekredit,« siger Christel Schaldemose, og Karin Riis Jørgensen er tilmed positiv overfor betaling af transportudgifter.

Men selv om hjemlandet klarer betalingen, så skaber forslaget ulighed på andre måder.

Det mener både Christel Schaldemose og Hanne Dahl.

»Som dansker kan jeg tage hvor som helst hen i EU og få dækket den udgift som en behandling koster i hjemlandet. Men de rumænske borgere har ikke et frit valg. Den frie bevægelighed er ikke reel, der er en indirekte barriere, især for de nye medlemslande, hvor lønningerne ikke er på vores niveau, og hvor en behandling koster mindre end i Danmark,« siger Christel Schaldemose.

Den ulighed finder hun stærkt bekymrende. Men hun har ikke en løsning på problemet, for hun vil på den anden side ikke fjerne patientrettighederne. Også Hanne Dahl taler om A- og B-lande. Den ideelle løsning er efter hendes mening en udligningsordning på EU-niveau.

Domstolen har talt

Omvendt siger Karin Riis Jørgensen at patienterne allerede har ret til behandling i udlandet, i kraft af en række domme fra EU's domstol. Men i dag er det kun de mest ressourcestærke som kan bruge disse rettigheder:

»Ved at lave klare regler bliver det en mulighed for almindelige mennesker. Børnebørn eller andre vil tage med og hjælpe. Vi taler om mennesker som ønsker at få den bedste behandling. Og hvis det er sådan at kun få i dag forstår reglerne, så er mit svar at det ikke kan være rigtigt at hvad ingen ved, skal ingen lære,« siger hun.

Direktivet er i store træk en sammenskrivning og systematisering af de afgørelser EU's domstol har truffet de senere år.

Det er Hanne Dahl er enig i. Alligevel er hun modstander af direktivet.

»Et direktiv vil ekspandere brugen, fra at være en ret bliver det til almindelig praksis. Og når Domstolen åbner et område, som gør det til almen praksis, så er vi gået fra nationalt baserede sundhedsordninger, til en fælleseuropæisk sundhedslovgivning,« siger hun.

Hun mener at den øgede patientmobilitet vil gøre det umuligt for medlemslandene at styre deres økonomi.

Hvem bestemmer?

Hvis mange patienter skal have betalt deres sundhedsudgifter i udlandet, kan det blive en bombe under økonomien i de nationale sundhedssystemer og gøre planlægning besværlig. Derfor handler et af de helt centrale punkter om landenes ret til at forhåndsgodkende en hospitalsbehandling (og dermed betalingen) i udlandet.

Karin Riis Jørgensen stiller sig tilfreds med at direktivet indeholder en klausul om forhåndsgodkendelse af hospitalsbehandling hvis der er risiko for underminering af sundhedssystemerne.

Det interessante spørgsmål er så hvornår denne risiko foreligger.

Hanne Dahl:

»Her er vi på et område hvor Domstolen skal trække grænsen. Hvis der er penge nok på spil, så bliver det en domstolssag. Erfaringen er at Domstolen sjældent accepterer nationale begrænsninger,« siger hun.

Christel Schaldemose vil vende paragraffen om forhåndsgodkendelse på hovedet:

»Nu står der at det skal være en undtagelse, at det kun skal være muligt hvis man underminerer det nationale system.

I stedet skal det være normen at der er en forhåndsgodkendelse. Så kan vi om fem år ophæve den, hvis det viser sig unødvendigt.«

Kompetence

Spørgsmålet om forhåndsgodkendelse er kun et blandt flere punkter hvor direktivet er på kollissionskurs med medlemslandenes kompetence. Ifølge EU-traktaten er sundhedsområdet nemlig et nationalt anliggende, altså uden for EU's kompetence.

Direktivet gentager da også dette adskillige steder, men definerer alligevel en række opgaver som landene er ansvarlige for at løse, herunder at Kommissionen om nødvendigt medvirker til at udarbejde retningslinjerne.

Den danske regering mener, på linje med andre lande, at direktivet på dette punkt er i strid med selve traktaten.

Et privat marked

En anden diskussion handler om hvordan direktivet vil påvirke den fremtidige udvikling på sundhedsområdet. Vil det skabe et nyt marked for privathospitaler og en større privat sundhedssektor?

»Jeg køber ikke præmissen om at det vil underminere det offentlige sundhedsvæsen. For 99 procent vil stadig bruge de offentlige hospitaler, og mange behandlinger i udlandet vil også være på et offentligt hospital,« svarer Karin Riis Jørgensen.

Men vil det skabe et marked for private?

»Det kan jeg ikke vurdere. Det er ikke det der er meningen med direktivet. Det er at hjælpe mennesker, men det glemmer journalisterne tit.«

Christel Schaldemose mener at øget mulighed for mobilitet kan åbne et nyt marked for private aktører. Især ser hun i en situation med lægemangel en risiko for at de private snupper personale.

»Det private er ikke nødvendigvis dårligt, men udbuddet skal ikke svække det offentlige system,« understreger hun.

Hanne Dahl frygter at direktivet på sigt fører til en snigende privatisering og en udvikling hen i mod et amerikansk sundhedssystem, hvor de forsikrede får god behandling på private hospitaler, mens det offentlige skraber bunden.

Hun ønsker et sundhedsvæsen hvor det bærende skal være gratis behandling og ligestilling for alle.

»Dette princip er udhulet af den danske regering med behandlingsgarantien som gav folk mulighed for tage penge ud af det offentlige system, men det er sat helt over styr med det nye direktiv,« siger hun.

Hun bebuder et ændringsforslag til direktivet, så behandling i udlandet skal ske efter visitation og hvor princippet bliver «efter tur og behov«.