Milepæle i EU på vejen til ligestilling
En gennemgang af Danmarks og EU's bestræbelser på at skabe ligestilling gennem årene.
Af Åge Skovrind
20. marts 2008
Fra Rom-traktaten (1957) til Amsterdam (1998)
I 1957 skrev seks lande under på Romtraktaten og dannede det Europæiske Fællesmarked – forløberen for det nuværende EU med 27 medlemslande. På dette tidspunkt havde Frankrig som det eneste land en lov om ligeløn mellem mænd og kvinder. Franskmændene frygtede at det ville stille dem dårligere i konkurrencen. Det var baggrunden for artikel 119 i Rom-traktaten, som pålægger medlemslandene at »sikre og fastholde princippet om, at mænd og kvinder skal have samme løn for det samme arbejde«. Ligestilling var altså i starten bestemt af hensynet til den fri markedskonkurrence. Gennem de efterfølgende fem årtier er ligestilling mellem kønnene i stigende grad blevet et mål i EU. I 1998 indskrev man for første gang med Amsterdam-traktaten en politisk målsætning om ligestilling (artikel 2 og 3). Traktaten åbner for »foranstaltninger, der tager sigte på at indføre specifikke fordele« for det underrepræsenterede køn, altså positiv særbehandling.
Direktiver om ligeløn og ligebehanding (1975-76)
Ligelønsdirektivet fra 1975 præciserede at kvinder og mænd skal have samme løn for samme arbejde – med den vigtige tilføjelse: arbejde af samme værdi. Året efter kom direktivet om ligebehandling som forbyder diskrimination i forhold til efteruddannelse, adgang til arbejde, social sikring m.v. I alt har EU vedtaget 13 ligestillingsdirektiver (se overfor) som har tvunget medlemslandene til at vedtage love mod kønsdiskrimination. Navnlig i 1990'erne kom der direktiver på nye områder. Ligeløns- og ligebehandlingsdirektiverne i 1970'erne tvang Danmark til at lovgive på dette område, som ellers var startet med indførelsen af bestemmelser om ligeløn i de kollektive overenskomster efter stærkt pres fra kvinderne i fagbevægelsen og fra kvindebevægelsen. Dermed blev kampen for ligeløn i stigende grad retsliggjort og en sag for domstolene.
EU-domstolen definerer og udvikler lovene I 1976 afgjorde EU's Domstol en sag til fordel for den belgiske stewardesse Gabrielle Defrenne. Hun protesterede mod at skulle gå på pension allerede som 40-årig, mens mandlige kolleger kunne fortsætte 15 år længere. Desuden fik mændene højere løn og bedre pension. Domstolen slog fast at traktatens artikel om ligestilling har direkte virkning. Med andre ord: Enhver kvinde i et EU-medlemsland kunne fra nu af støtte sig til traktatens bestemmelser om ligestilling. Det er sket i en lang række tilfælde hvor fagforeninger har ført sager til Domstolen. En række direktiver er udformet på baggrund af afgørelser ved EU's Domstol. Et eksempel er Danfoss-dommen fra 1992 som fastslog princippet om omvendt bevisbyrde, dvs. at arbejdsgiveren – og ikke kvinden – skal bevise at der ikke er sket en forskelsbehandling på grund af køn.
Den samlede ligestillingslovgivning er markant forskellig i EU's medlemslande, og har forskellig historie. Men EU-domstolen afgør nu i sidste instans tvister vedr. det meste af ligestillingslovgivningen i medlemsstaterne.
Handlingsprogrammer for ligestilling (fra 1982)
Handlingsprogrammer for oplysning, støtte og inspiration til fremme af ligestilling har siden 1982 beskrevet EU's indsats og dannet rammen for finansiel støtte til et hav af projekter. Gradvist blev fokus udvidet til at handle om familieforpligtelser og målsætninger inden for uddannelse, nye teknologier, børnepasning, graviditet og sex-chikane. På disse områder anbefalede man forskellige former for positiv særbehandling.
I 1990'erne kom der flere og dyrere programmer, kvindeorganisationer dannede lobby-netværk, og ligestillingspolitikken fik kraftig inspiration fra FN's kvindekonference i Beijing i 1995. Konferencen vedtog et aktionsprogram på 12 områder og slog til lyd for at ligestilling skal indarbejdes i al politik og planlægning (gender mainstreaming). Optagelsen af Sverige, Finland og Østrig i 1995 fremmede fokus på ligestilling.
Selve lovgivningen drejede sig fortsat om forskelsbehandling i relation til arbejdsmarkedet. I EU's egen selvforståelse er direktivet fra 2004 om lige adgang til varer og tjenesteydelser (vedrører især forsikring og pension) det første hvor EU's ligestillingslovgivning bevæger sig ud over beskæftigelsesforhold.
Lissabon-strategien (2000)
Regeringscheferne enes på deres topmøde i Portugal om en strategi for at gøre EU til den mest konkurrencedygtige økonomi i verden i 2010. Det skal især ske ved reformer og liberaliseringer, der fremmer økonomisk vækst, herunder satsning på teknologisk udvikling, uddannelse og jobskabelse. Et vigtigt element i strategien er at få flere ud på arbejdsmarkedet, bl.a. skal andelen af kvinder på arbejdsmarkedet i perioden 2000-2010 stige fra 53,7 til 60 procent. I den seneste statistik for 2006 var andelen steget til 57,2 procent.
Selv om strategien både har en økonomisk, en social og en miljømæssig dimension, kritiseres den fra flere sider for at ignorere eller ligefrem modarbejde kampen for ligestilling, fordi den mest fokuserer på økonomisk vækst og et fleksibelt arbejdsmarked.
Ligestilling på alle områder
(gender mainstreaming)
Fra slutningen af 1990'erne bliver det officiel politik i FN, Europarådet, EU og medlemsstaterne at et ligestillings-perspektiv i princippet skal indarbejdes på alle politikområder, både i planlægningen, politikformuleringer og iværksættelsen, såkaldt gender mainstreaming. Særlige tiltag er dog fortsat et supplement til strategien. Gender mainstreaming eller med et andet ord, ligestillings-integrering, siger i sig selv ikke noget om hvilken type ligestillingspolitik der skal føres. I EU forsøges strategien gennemført ikke gennem fælles lovgivning, men ved at medlemslandene og EU-Kommissionen sætter pejlemærker og holder møder hvor man måler hinandens resultater og udveksler erfaringer, men uden at forpligte sig juridisk.
EU-Kommissionens seneste køreplan for perioden 2006-2010 beskriver seks prioriterede indsatsområder: økonomisk uafhængighed; forening af privatliv og arbejdsliv; ligelig deltagelse i beslutningsprocessen; udryddelse af alle former for kønsbestemt vold; udryddelse af fastlåste kønsrollemønstre; fremme af ligestilling i udviklingspolitik.
I 2008 skal der oprettes et nyt Institut for Ligestilling i Vilnius, Litauen. Instituttet skal samle data og ekspertise og bistå EU's institutioner og medlemslandene med at gennemføre ligestilling.
Milepæle i dansk ligestillingspolitik
1899: Gifte kvinder bliver myndige.
Mandens rådighed over fælleseje indskrænkes.
1908: Kvinder får stemmeret til kommunalvalg.
1915: Kvinder får stemmeret til Landsting og Folketing.
1919: Lov om ligeløn for alle offentligt ansatte.
1924: Danmarks første kvindelige minister. (Nina Bang)
1967: P-pillen frigives.
1973: Lov om fri abort. Ligeløn indføres i overenskomsten mellem LO og DA.
1975: Ligestillingsrådet oprettes.
1976: Lov om ligeløn.
Lov om ligebehandling fra 1978.
1983: Sambeskatning ophæves. Den gifte kvinde bliver skattemæssigt ligestillet.
1999: Kvindelige studerende i overtal på universiteterne. Første ligestillingsminister i Danmark. (Jytte Andersen)
2000: Ny lov om ligestillingsarbejdets organisering.
2002: Barselsorlov forlænges til 52 uger, 20 uger mere end tidligere. Kun to uger er reserveret særskilt til faderen, trods voksende krav om dette.
EU's ligestillingsdirektiver:
– Ligelønsdirektivet (1975)
– Ligebehandlingsdirektivet (1976)
– Socialsikringsdirektivet (1978)
– Pensionsdirektivet (1986)
– Direktivet om lighed i selvstændig virksomhed (1986)
– Graviditetsdirektivet (1992)
– Forældreorlovsdirektivet (1996)
– Bevisbyrdedirektivet (1997)
– Deltidsdirektivet (1997)
– Beskæftigelsesdirektivet (2000)
– Ligebehandlingsdirektivet
(revision af 1976-direktiv) (2002)
– Direktiv vedr. adgang til og levering af varer og
tjenesteydelser (2004)
– Ligestillingsdirektiv (sammenskrivning/udvidelse
af tidligere direktiver) (2006)
Køreplan for ligestilling
Dette skal EU virke for:
– Økonomisk uafhængighed – herunder afskaffe kønsbestemte lønforskelle
– Forening af arbejdsliv og privatliv
– Ligelig deltagelse i beslutningsprocesser
– Udryddelse af kønsbestemt vold
– Udryddelse af fastlåste kønsrollemønstre (stereotyper)
– Fremme af ligestilling (gender mainstreaming) i EU's politikker overfor tredjelande og udviklingspolitikken.
Køreplanen er et udtryk for Kommissionens hensigter. Den blev vedtaget af Kommissionen i 2006 og skal gælde til og med 2010.