Lobbyister på økonomi-klasse

Brugere, producenter, interesseorganisationer. Mange forsøger at påvirke beslutningerne. Men der er enorme forskelle på de ressourcer man har til rådighed. To af dem der ikke har så mange, forklarer om de ulige arbejdsbetingelser.
Af Pelle Christy Geertsen
24. april 2008

Blandt de mange der søger at påvirke den politiske beslutningsproces i EU, finder man ikke blot de store PR-bureauer, også flere branche- og interesseorganisationer har meldt sig på banen. Deres job er at følge med i hvad der sker på EU-fronten og melde tilbage til baglandet – og at kæmpe for at påvirke beslutningstagerne. Et job der ikke altid er lige let, men hvor pengekassens størrelse gør en stor forskel.

»At påvirke EU-lovgivningen kræver at man har ressourcer til at være permanent til stede i Bruxelles. Og det er nok et af de største demokratiske problemer – at det ofte er dem med mange ressourcer der har størst succes,« lyder det fra Rune Siglev Olsen.

Fra 2005 til 2006 arbejdede han hos Danske Lærerorganisationer International i Bruxelles, en sammenslutning af 11 danske underviser- og lærerorganisationer. Her var han blandt andet meget tæt på diskussionen om servicedirektivet – lovforslaget om at udvide EU's indre marked til også at gælde en lang række serviceydelser som hidtil har nationale anliggende i offentligt regi. Gennem hele lovgivningsforløbet med det vidtrækkende direktiv kunne han mærke forskellen i ressourcer:

»Vi havde på europæisk plan 5-6 medarbejdere til at arbejde med servicedirektivet – og det var meget lidt i forhold til hvad erhvervslivet kunne mønstre.«

To mod 140

Det er en problematik Camilla Mikkelsen kan nikke genkendende til.

Hun er ansat i den europæiske gren af IFOAM – Den Internationale Føderation af ÿkologiske Landbrugsbevægelser, hvor hun arbejder med at koordinere organisationens arbejde med det omfattende sæt af EU-regler på området. Et godt eksempel på den ulige ressourcefordeling er ifølge hende kemiområdet:

»Kemikalie-industrien har omkring 140 registrerede lobbyister i Bruxelles – mens en organisation som Greenpeace så vidt jeg ved har to ansatte til at arbejde med kemikalieområdet.«

Også hos IFOAM fattes man ressourcer i forhold til industrien – på kontoret er de mellem seks og syv personer, men kun de tre er fastansatte. Resten er enten praktikanter eller frivillige.

Flere rapporter

Forskellen i ressourcer kommer blandt andet til udtryk gennem de oplæg og rapporter der bliver udarbejdet af de forskellige parter med interesse i en sag. Sådanne rapporter bliver blandt andet sendt til EU-parlamentarikerne inden de skulle stemme om direktivet.

Det husker Rune Siglev Olsen i forløbet omkring servicedirektivet.

»Jeg følte at rigtigt mange gjorde alt hvad de kunne for at påvirke processen. Men mængden af rapporter fra virksomhedernes side var klart mere massiv end fra fagbevægelsen – og det er et klart udtryk for at industrien havde flere ressourcer til rådighed.«

Positivt overrasket

Trods de store forskelle mener Camilla Mikkelsen at når det handler om den økologiske dagsorden, så gør IFOAM en forskel og bliver anerkendt som en kilde til både viden og inspiration. Faktisk behøver hun ikke altid kæmpe så hårdt som forventet:

»Men økologi er nok en lettere sag end eksempelvis GMO (gensplejsede organismer som skal godkendes af EU før de må dyrkes, red.). Der er ikke så mange der vil stille sig op og tale imod fælles økologiregler. Jeg er egentlig blevet positivt overrasket over vores indflydelse. På økologiområdet har vi et godt samarbejde med Kommissionen – mens det ser lidt sværere ud på GMO-området. Her er der jo nogle andre økonomiske interesser på spil.«

Adgang til møder og dokumenter

Begrænsede ressourcer betyder ikke kun at der er færre personer til at fordybe sig i de enkelte sager, men også at der er færre kræfter til at skabe netværk og deltage i møder. Konkret kan det betyde at mindre organisationer som IFOAM ikke altid har folk til at deltage i alle relevante møder – eller til at skaffe sig de nødvendige dokumenter.

»Som en lille organisation har vi problemer med at få adgang til de mindre officielle arbejdsdokumenter. Dem der optræder tidligt i processen, men som alligevel er en del af arbejdsprocessen. Så vi er ret afhængige af at have gode kontakter på nationalt plan hvis vi skal reagere tidligt – ligesom vi har et tæt personligt samarbejde med visse folk i Parlamentet.«

Lukkede ekspertgrupper

Et andet problem er, ifølge Camilla Mikkelsen, at hvor Kommissionen er forpligtet til at annoncere møderne i de officielle ekspertgrupper, så gælder der ikke samme krav for ad-hoc ekspertgrupper. Denne fremgangsmåde smidiggør ganske vist arbejdet, men er ikke uproblematisk:

»Vi klager dog ikke direkte over dette – for eksperter fra »vores« rækker er også blevet bedt om at give input på denne måde, men i forhold til åbenheden synes jeg det er et problem. For dem som ikke er involverede i en ekspert-gruppe, er det umuligt at gennemskue – man ved jo ikke engang at de eksisterer,« lyder hendes kommentar.

»En helt anden diskussion er så hvor meget man rent faktisk påvirker de ekspertudvalg man bliver inviteret med til. Der sidder jo også andre og stærkere folk der. Der er mange der sætter spørgsmålstegn ved om man egentlig mest er der for at sørge for at EU-Kommissionen har ryggen fri. Så de kan sige, at de har haft en dialog med forskellige interessenter.«