NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Først stemte 53,9 procent af de fremmødte irske vælgere nej til Nice-traktaten. Det var i 2001.
Året efter, i en ny afstemning om den samme traktat, vandt ja-siden med 62,9 procent af stemmerne.
To ting var sket i mellemtiden:
Irland fik knyttet en erklæring til traktaten om den irske neutralitet. Der blev lavet en målrettet kampagne for at vende opinionen.
Neutralitetserklæringen indeholdt egentlig ikke noget nyt:
»Erklæringen var simpelthen en konstatering af status quo, men den blev opfattet som nødvendig for at berolige dele af det irske vælgerkorps.«
Det vurderer to centrale personer i ledelsen for ja-kampagnen i 2002, forsker og politisk kommentator Brigid Laffan og kommunikationsdirektør Adrian Langan.
Deres vurdering blev udgivet tre år senere af Notre Europe (Vores Europa), en tænketank grundlagt af den tidligere kommissionsformand Jacques Delors og med økonomisk opbakning fra Kommissionen.
I dag kan analysen (»Securing a Yes: from Nice I to Nice II«) læses som en opskrift på hvordan nej'et til Lissabon-traktaten skal vendes til et ja, mener Patricia McKenna, en af nøglepersonerne i den irske EU-debat.
Partiet havde ifølge analysen fra Notre Europe en høj troværdighed og udgjorde den største trussel mod et ja i 2002.
I dag har De Grønne to ministerposter i den irske regering og en EU-profil som minder om SF's.
Partiet undlod at tage stilling i Lissabon-afstemningen.
Patricia McKenna var uenig med partiledelsen og anbefalede et nej. Hun er aktiv i den irske Folkebevægelse (Peoples Movement). Efter hendes mening er det ikke en tilfældighed at De Grønne fik ministerposter efter valget i 2007.
»Det var en bevidst strategi at give plads til De Grønne i regeringen for at neutralisere partiet op til den folkeafstemning som ville komme. Det er helt tydeligt når man læser analysen fra Notre Europe,« siger hun i dag.
Analysen giver flere eksempler på hvad der fik vendt opinionen mellem 2001 og 2002.
»Kampagnen var bevidst bygget op på den måde at hver gruppe kunne køre sin egen linje og lave sine egne aktiviteter. Det passede til idéen om en uorganiseret organisation hvor det synlige indtryk skulle være ikke at fremstå som alt for organiseret, alt for kontrolleret og alt for professionel,« skriver Brigid Laffan og Adrian Langan i analysen.
Den samme historie med en kampagne som spiller på krise og usikkerhed ser ud til at gentage sig, mener Patricia McKenna:
»Vi vil få en massiv bearbejdning af folks holdninger. Man vil få os til at føle skyld og angst, ikke mindst for de økonomiske konsekvenser. Det psykologiske pres vil tage til.«
En ofte gentaget konklusion var at en højere valgdeltagelse ville betyde flere ja-stemmer. Men i Lissabon-afstemningen den 12. juni deltog flere vælgere end i begge de to afstemninger om Nice-traktaten.
Alligevel blev resultatet et nej.
»I den kampagne vi nu har haft, ville ja-siden ikke diskutere indhold og detaljer. Men de gjorde meget ud af at kalde folk på nej-siden for sindssyge (»nutcakes«). Jeg er bange for mere fra den skuffe. Vi vinder en afstemning, og så kommer der bare en ny. Det er som om de vil slide os ned til vi ikke orker mere,« siger Patricia McKenna.
1. Alle kampagner har brug for en krog. Vi fokuserede på at et nej ville skade Irlands økonomiske interesser og internationale ry.
2. Medierne er det vigtigste slagfelt. Sørg for en kommunikationsstruktur som kan reagere hurtigt, letfatteligt, og kan give igen på ubøjelig intellektuel kritik.
3. Angrib nej-siden hele tiden, særlig for at have egne ekstremistiske og ideologiske interesser. Gerry Adams (talsmand for nej-partiet Sinn Fein som støtter IRA) var en vægtig grund for middelklassen til at stemme ja.
4. Gennemfør løbende målinger af folks holdninger og tilpas kampagnen efter resultatet.
5. Det synlige billede og fornemmelse af ja-kampagnen er afgørende. Sørg for at få studenter, unge, kvinder, og handikappede i forgrunden, selv om det er noget som etablerede politikere har vanskeligt ved at acceptere.
6. Undersøg nej-gruppernes sandsynlige holdninger og politiske motiver.
7. Arbejde hårdt med hvad som er legitimt at diskutere. Brug detaljerede udspil, aggressiv optræden i medierne, og printet materiale som gentager nøglebeskeder igen og igen.
8. Brug taktikken 'lille antal, stor synlighed'. Små grupper som spreder materiale i tætbefolkede områder skaber fornemmelsen af en ægte og levende kampagne.
(Kilde: Brigid Laffan and Adrian Langan: Securing a »Yes«: from Nice I to Nice II, Policy paper No 13, April 2005. www.notre-europe.eu)