ARTIKLER


Hvis nu præsident Klaus siger nej

Tjekkiets præsident Václav Klaus, bryder sig ikke om Lissabon-traktaten. Det kan skabe yderligere problemer for vedtagelsen.
Af Staffan Dahllöf
1. november 2008

Tjekkiets præsident Václav Klaus gav som den eneste statschef i Europa højt og tydeligt udtryk for sin tilfredshed da forslaget til EU-forfatning blev stemt ned i Frankrig og Holland.

Klaus har heller ikke nogle problemer med at et flertal i Irland stemte nej til forfatningen i ny indpakning, nu som Lissabon-traktaten.

Den tjekkiske præsident hælder selv til at Lissabon-traktaten indebærer en så stor forandring af EU at det vil påvirke landets stilling som en selvstændig nation, og at det derfor nok vil kræve en folkeafstemning for at ratificere den nye traktat.

Formelt set kan Václav Klaus mene hvad han vil, og det gør han. Som præsident har han ikke noget veto overfor Tjekkiets ratificering. Den beslutning skal træffes med 3/5 flertal i parlamentets to kamre, Senatet og Deputeretkammeret.

Men først skal den tjekkiske forfatningsdomstol komme med en udtalelse om hvorvidt de nye spilleregler i EU er i overensstemmelse med landets grundlov.

Det vil muligvis ske i slutningen af oktober efter valget til kommuner, regioner og Senatet.

Og så er det at præsident Klaus’s EU-skeptiske holdninger kan få betydning alligevel, selv om domstolen giver grønt lys, og selv om der vil være det nødvendige flertal efter senatsvalget.

»Ikke ligefrem nemmere«

Hvis Klaus finder at domstolen ikke har taget stilling til Lissabon-traktatens samlede betydning, noget som han har argumenteret for er nødvendigt, så vil han kunne forlange en mere nøjagtig vurdering, og eventuelt en grundlovsændring.

Så vil regeringen i hvert fald ikke nå at få Lissabon-traktaten ratificeret til formandskabet starter den 1. januar 2009.

Og hvad så, kan man fristes til at spørge.

»Ja, det vil jo ikke ligefrem gøre formandskabsarbejdet nemmere. Vi antager at traktaten bliver ratificeret i år,« svarer Marek Mora på statsministeriets formandskabskontor.

På den anden side vil et Tjekkiet som eventuelt har ratificeret traktaten på det tidspunkt, holde sig langt væk fra at påvirke Irland til at gøre det samme.

»Det bliver ikke os som lægger pres på, eller kommer til at terrorisere Irland, hvis jeg skal bruge et stærkt ord. Alle befolkninger har ret til at træffe deres egen beslutning, det er ikke noget som udenforstående skal blande sig i,« siger Marek Mora.

(Václav Klaus’ overvejelser om Lissabon-traktaten kan læses på hans egen webside (www.klaus.cz) adskilt fra præsidentembedets officielle side (www.hrad.cz).

På klaus.cz kan man også blive klogere på hvad den tjekkiske præsident mener om blandt andet økonomen Milton Friedman, som han er en stærk tilhænger af, om klimaforandringer som han betragter som udokumenterede påstande, og om »miljøalarmister« som han mener truer frihed og velstand.)