Frankrig ønskede at tjene på sit landbrug

Derfor fik EU en ordning der byggede på alt for høje priser. Det førte til høje udgifter og store overskudslagre.
Af Sven Skovmand
26. juni 2008

Da EU blev grundlagt i 1958, var det som en toldunion der skulle omfatte både industri og landbrug. Og landbruget blev taget med efter krav fra Frankrig.

Man vidste på forhånd at den stærke vesttyske industri ville få store muligheder i et frit marked for industrivarer. Frankrig ønskede derfor at få en tilsvarende fordel for sit landbrug der var langt den største producent af landbrugsvarer i EU.

Ordningen skulle ikke alene gå ud på at de franske landbrugsvarer frit kunne sælges i de andre lande. Landbruget skulle også have garanteret priser der lå langt over priserne på verdensmarkedet.

Franskmændene fik deres vilje. Og man indførte en prisgaranti for især korn, sukker, mejeriprodukter og oksekød. Det kom til at give EU store problemer.

Den øgede produktion

Da EU's fællesmarked blev oprettet, havde EU endnu en betydelig indførsel af landbrugsvarer udefra. Men det ændrede sig på grund af de høje priser.

Takket være et øget forbrug af kunstgødning blev produktionen af korn og sukker sat stærkt i vejret. Og også produktionen af mælkeprodukter og kød steg.

Men husdyrene blev i stadig mindre omfang fodret med korn. Netop fordi det var så dyrt, gik man over til at indføre store mængder af det proteinfattige tapioka fra Sydøstasien og at blande det med proteinrigt soja fra Latinamerika og USA.

Fidusen var at disse produkter var fritaget for told og derfor var langt billigere end korn som var belagt med høje toldsatser.

De store lagre

Den øgede produktion førte hurtigt til at EU fik et stort overskud af først korn og siden mælkeprodukter og kød. Det hjalp ikke ret meget at England blev medlem i 1973 og derfor måtte skære ned på sin store indførsel af landbrugsprodukter fra lande som Canada, Australien og New Zealand.

Til sidst blev lagrene så overfyldte at man begyndte at sælge overskuddet af fødevarer på verdensmarkedet til så lave priser at det var til stor skade for de u-lande der producerede de samme varer.

I internationale forsamlinger blev det stærkt kritiseret at EU på samme tid påførte u-landenes bønder en ulige konkurrence og forbød dem at sælge deres varer i EU.

Samtidig var omkostningerne ved denne politik så høj at det sprængte rammerne for EU's budget. Det var baggrunden for den store reform i 1992.

Myten om selvforsyning

Det er en udbredt opfattelse at EU er selvforsynende med fødevarer. Men det er en myte. EU's store produktion af forarbejdede fødevarer bygger nemlig på en enorm indførsel af foderstoffer fra lande uden for EU.

Det er nødvendigt fordi husdyrene skal have så store mængder foder. For at fremstille et kilo oksekød eller en liter mælk skal der bruges cirka 10 kg. foderstoffer.

Regnskabet er lidt bedre for fjerkræ, æg og svinekød. Her skal der kun omkring 5 kg. foder til at producere et kilo kød.

Men foderbehovet til alle husdyrene er under alle omstændigheder så stort at EU's landmænd ikke kan klare det med egne afgrøder.