NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Da EU i 1993 vedtog et direktiv om hvor lang arbejdstiden må være, var det en beskyttelse af lønmodtagerne. Ansatte skulle beskyttes mod alt for lange arbejdstider og sikres retten til fritid og hvile.
Sådan er det stadigvæk, men to andre aspekter af de fælles arbejdstidsregler er på vej til at tage overhånd:
Det ene er at EU's domstol har slået fast at rådighedsvagter er at betragte som arbejde. En læge er på arbejde selv om hun måske ligger og hviler sig – eller sover i sin egen seng på opkaldsafstand. Vagt- og rådighedstid er lig arbejdstid.
Hvis lægens rådighedsvagter skulle betales som fuld arbejdstid, ville det øge sundhedsudgifterne betragteligt. Alene den tyske regering mente at man fik behov for tæt på 25 procent flere ansatte. Andre lande kom med lignende advarsler om milliardudgifter.
Det satte gang i bestræbelser på at ændre de udgiftskrævende arbejdstidsregler.
23 af 25 medlemslande – alle undtagen Italien og Luxembourg – fik i efteråret 2005 at vide at de brød med reglerne for læger og andet hospitalspersonale på rådighedsvagter.
Alligevel er der intet sket med regelbryderne, lige så lidt som det er lykkedes at opnå enighed om at ændre direktivet. Det har ellers ikke skortet på forsøg, blandt andet har Kommissionen lanceret et nyt begreb – »den inaktive del af vagtperioden» som ikke skal regnes som arbejdstid.
Et rådsmøde i december 2007 var det syvende møde i sagen mellem EU's arbejdsministre indenfor treëår som endte uden resultat.
Men ændringsforslaget er følsomt da det kan få store økonomiske konsekvenser, og desuden mener så godt som alle regeringer at hospitalsvagter og lignende bedst bliver løst nationalt.
Problemet er bare at forkærligheden for nationale løsninger ikke standser ved lægernes vagtordninger.
Især Frankrig har været utilfreds med en fælles lov som alligevel ikke er fælles, når Storbritannien kan konkurrere med uregulerede, det vil sige tæt på ubegrænsede, arbejdstider.
Omvendt mener briterne og andre at EU skal lade være med at blande sig med emsige og forstyrrende erhvervsreguleringer.
Og efterhånden er argumenterne begyndt at vakle rundt om i EU's hovedstæder, herunder også i København.
Regeringen og Dansk Folkeparti var blevet enige om at ministeren skulle stemme nej til det aktuelle ændringsforslag, fordi det ville gå ud over den danske overenskomstmodel, sådan som Kommissionen havde lagt forslaget til rette.
Denne nye EU-alliance i dansk politik fik til gengæld Socialdemokraterne og SF til at fare i flint. De to partier mente at det ville give Storbritannien og andre mulighed for fortsat at konkurrere med ubegrænset arbejdstid.
Og sådan ligger landet, eller måske bedre Unionen, stadig:
Der er intet sket de seneste to år, andet end yderligere et par mislykkede forsøg på at lave om på det stadig mindre fælles direktiv.
På spørgsmålet om medlemslandene nu skal frygte at blive trukket i retten, eller om Kommissionen har opgivet at finde en vej ud af den forvirrede arbejdstidståge, har NOTAT fået følgende svar fra en kilde som ønsker at være anonym:
»Kommissionen overvejer hvordan man skal gå videre på baggrund af den seneste tids udvikling i sagen og har ingen kommentar på nuværende tidspunkt. Der arbejdes med en rapport om opfyldelsen af direktivet – den forventes at blive klar i løbet af sommeren.«
Ændringsforslag (ikke vedtaget): Ny maksimumsgrænse på 65 timer/uge hvis 48 timer bevares som gennemsnit under et år.
Ændringsforslag (ikke vedtaget): »Inaktive rådighedsvagter» (f eks læge på rådighedsvagt som ikke bliver kaldt op) skal ikke regnes som arbejdstid. Arbejdstidsregler skal kobles til arbejdstageren/individet, og ikke til arbejdet/arbejdspladsen.
Dertil kommer undtagelser og særregler for ansatte i vejtransport, søfart, luftfart, jernbaner og offshore, og betingede undtagelser med vagt- og overvågningsarbejde, hospitaler, landbrug, presse m v
Dele af de fælles regelsæt kan også ophæves og/eller forstærkes ved kollektive overenskomster.
Kilde: Den Europæiske Unions aktiviteter: www.europa.eu/scadplus