ARTIKLER


Familielandbrug under pres

EU betyder mere kontrol, usikre markeder og problemer med afsætning for de mange små landbrug i Polen. Men måske er økologisk kvalitet fremtiden.
Af Luise Pihl
1. november 2008

Polens natur er nogle enestående – store naturområder, smukke landskaber, velbevarede kulturelle traditioner, plejet af de mange små landmænd. Jadwiga Lopata og Julian Rose har gjort det til deres livsværk at beskytte alt dette som har overlevet både to verdenskrige og kommunismen. Men EU har ikke gjort opgaven lettere.

»Ikke alt ved kommunismen var dårligt. Landmændene blev støttet i deres bestræbelser på at drive selvforsynende landbrug. Faktisk er der mange små landbrugere der taler ganske pænt om kommunismen, ikke mindst i sammenligning med den nuværende tilstand. Det er deres opfattelse, at det var enklere at afsætte sine varer, og at man kunne regne med aftaler. Under kapitalismen oplever de svingende markeder og lukning af de fabrikker og slagterier der forarbejdede deres produkter – kombineret med urimelige EU-kontrolforanstaltninger,« siger Jadwiga Lopata.

EU vil afskaffe os

Jadwiga Lopata kæmper for at bevare de polske landbrugstraditioner og har grundlagt International Coalition to Preserve the Polish Countryside, ICPPC.

»ICPPC gik ind i kampagnen mod EU-medlemskab i 2001, fordi det var indlysende at EU's fælles landbrugspolitik gik ud på at afskaffe de små landbrug i hele Europa. Det fik vi at vide med rene ord i 2001 i Bruxelles af formanden for det udvalg i EU-Kommissionen der forhandlede betingelserne for Polens landbrug ved indtræden i EU.«

»Det rammer Polen særlig hårdt, fordi vi har 1,5 million små landbrug som er rygraden i Polens selvforsyning med fødevarer. Og meget af det vi frygtede, er blevet til virkelighed. Her omkring Stryszow og mange andre steder er køerne næsten forsvundet, fordi det ikke er muligt at sælge den mælk som familien ikke selv kan bruge. De små mejerier og slagterier er blevet lukket af EU's regler om hygiejne som den britiske Prins Charles kalder »det bakteriologiske Gestapo«. Der er kommet mange flere og større supermarkeder, fødevarekvaliteten er faldet, og importerede varer fortrænger de hjemlige,« siger hun.

Flere problemer

Men i gamle dage var der vel risiko for liv og helbred på grund af de primitive produktionsmetoder?

»Nej. Folk vidste, hvordan man skulle opbevare og tillave traditionelle fødevarer. Dyrene fik ordentligt, hjemmeproduceret foder og blev slagtet i nærområdet. Faktisk har vi fået flere helbredsproblemer, efter at man har indført store, centraliserede slagterier og fabrikker til behandling og emballering af fødevarer,« svarer Jadwiga.

»Men der er stadig mange uspolerede familiebrug tilbage. De kan ret let forvandles til økologiske landbrug og producere de kvalitetsvarer som er langt mere efterspurgte end de masseproducerede.«

ICPPC med Jadwiga Lopata og Julian Rose har stiftet et økocenter i den mindre by Stryszow i det sydvestlige hjørne af Polen. Herfra arbejder de med aktiviteter som demonstrerer hvad traditionelle livsformer og arbejdsmetoder kan betyde:

»Efter at have levet 50 år på landet i Polen ved jeg at kun ved at forene traditionen med moderne, men økologisk teknologi kan det lade sig gøre at beskytte skønheden, den biologiske mangfoldighed og livskvaliteten i landområderne,« siger Jadwiga Lopata som selv driver et af områdets mange små landbrug.

Kamp mod GMO'er

Samtlige Polens 16 provinser har erklæret sig som GMO-frit område. Det skyldes ikke mindst organisationen ICPPC:

»Vi satte kampagnen mod GMO i gang i 2004. …n efter én gik Polens 16 provinser ind for at erklære sig som GMO-frie zoner, således at hele Polen var GMO-frit i 2006. I samme år vedtog Polen en lov der forbød kommerciel import af og handel med GMO, også til dyrefoder,« siger Julian Rose.

»Men i løbet af de seneste måneder er begge love blevet annulleret af den nye regering under Donald Tusk. I stedet går regeringen i retning mod de sædvanlige EU-fiduser, især den skændige idé om »sameksistens«, som betyder, at man roligt kan dyrke GMO-afgrøder som naboer til konventionelle og økologiske afgrøder. Under de forhold vil det naturligvis være umuligt at undgå besmittelse.«

Julian Rose har ingen forhåbninger om at EU vil presse den nye polske regering til at ændre sin beslutning.

»I forvejen havde EU truet den tidligere regering med bøder, fordi den havde forbudt import af GMO-frø som EU allerede havde godkendt som »sikre« og sat på Unionens officielle positivliste. Det er vigtigt at forstå at intet EU-land kan afvise GMO-frø som er godkendt af EU. Her optræder EU i alt væsentligt som mellemmand for WTO, og det betyder at magthaverne i EU lader frihandel gå forud for »forsigtighedsprincippet«.«