EU knækker nødderne

EF-domstolens afgørelse i Vaxholm-sagen var ikke bare et nederlag for den svenske fagbevægelse. Den danske regerings indlæg i sagen blev underkendt på alle væsentlige punkter.
Af Kenneth Haar
28. februar 2008

»Nødderne knækker vi stadig selv.«

Med disse ord opfordrede LO og Dansk Arbejdsgiverforening i avisannoncer i 1972 til at støtte dansk medlemskab af EF. »Hvert medlemsland kan fortsat bevare og udvikle sit eget arbejdsmarkedssystem, og arbejdsmarkedets parter kan føre overenskomstforhandlinger på den måde, de finder bedst,« lød det som svar på spørgsmålet, om EF-reglerne ville underminere det danske aftalebaserede kollektive overenskomstsystem. Efter 35 år er det spørgsmål besvaret klarere end nogensinde i EF-domstolens afgørelse i Vaxholm-sagen.

Danmark hørte til de lande der valgte at komme med indlæg i behandlingen af Vaxholm-sagen ved EF-domstolen. Et skriftligt indlæg som blev skrevet i samarbejde med LO og Dansk Arbejdsgiverforening. Det rummede en klar støtte til de svenske fagforeningers ret til at bruge blokadevåbnet, og det rummede en advarsel. Indgreb i konfliktretten vil »forrykke den sociale balance på det danske arbejdsmarked markant.« Men regeringens tre hovedargumenter blev blankt afvist.

EU har nøddeknækkeren

Det første hovedargument var parallelt med den gamle nøddeknækker: EU har ikke kompetence til at blande sig i konfliktret og i overenskomster, mente regeringen. Traktatens artikel 137, stk. 5 (EF) ser da også ud til at give den danske regering medhold. Her fremgår det, at EU ikke kan lovgive om »lønforhold, organisationsret, strejkeret eller ret til lockout«.

Men Domstolens svar på dét punkt er kort og affejende:

»I denne henseende er det tilstrækkeligt at bemærke at på de områder, der ikke hører under Fællesskabets kompetence, tilkommer det i princippet fortsat medlemsstaterne at fastsætte betingelserne for de pågældende rettigheder og udøvelsen heraf, men disse stater skal imidlertid overholde fællesskabsretten ved udøvelsen af denne kompetence.«

Sagt på en anden måde: At EU ikke har kompetence, betyder ikke at EU-lovgivningen er uden betydning for konfliktret og overenskomster. Uanset hvilken rettighed eller hvilket område det handler om, skal medlemslandene respektere de grundlæggende regler for det indre marked, i dette tilfælde »friheden til at levere tjenesteydelser«. Og arbejderne i Vaxholm gik i Domstolens øjne for langt og handlede i strid med netop det indre markeds regler.

Denne tilgang til EU-lovgivningen er ikke en ny opfindelse. Domstolen henviser til fire sager hvor samme argumentation er blevet brugt. Beskæftigelsesministeriet fastholder dog det danske standpunkt:

»Vi må notere os at det er Domstolens opfattelse, men vi er ikke nødvendigvis overbevist. Særligt i fagbevægelsen vil mange være uenige,« siger Lise Fangel, afdelingschef for den arbejdsretlige enhed i ministeriet.

Grundlæggende rettighed er relativ

Den danske regerings andet hovedargument var at konfliktretten er garanteret som grundlæggende rettighed. Under proceduren ved Domstolen i januar 2007 sagde kontorchef Jonas Bering Liisberg at »fællesskabsretten..beskytter retten til kollektive forhandlinger og kampskridt. Det bekræftes tydeligst med artikel 28 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder fra 2000«.

Men i dommen påpeges det, at samme artikel i charteret også understreger, at konfliktret skal være »i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen«. Som med kompetencespørgsmålet, må rettigheder på arbejdsmarkedet nemlig ikke komme for meget på tværs af »friheden til at levere tjenesteydelser«. Dommen fastslår, at retten til konflikt »kan undergives visse begrænsninger«. Selvom en blokade kan begrundes med at den skal beskytte arbejdstagere, så mener Domstolen ikke det gælder i Vaxholm-sagen.

Nyfortolkning af vigtigt direktiv

Årsagen til at blokaden i Vaxholm gik ud over hvad EU-lovgivningen kan tillade, skal findes i Domstolens fortolkning af det EU-direktiv der står centralt i sagen; udstationeringsdirektivet fra 1996. I Danmark har direktivet alle dage været opfattet som et beskyttelsesdirektiv, der udstikker minimumskrav for løn- og arbejdsforhold, der skal sikre mod social dumping ved at tillade medlemslandene at kræve de samme løn- og arbejdsforhold for udenlandske arbejdere som tilsvarende danske. Afgørelsen hævder det omvendte; at direktivet forbyder medlemslandene at kræve mere end mindstekravene. Dette kommer ikke bare bag på alle i Danmark.

»Dommen kommer bag på alle. Alle i Europa har opfattet udstationeringsdirektivet som et minimumsdirektiv, og nu gør Domstolen det til et maksimumsdirektiv. Det er en stor overraskelse,« siger Gunde Odgaard, der er sekretariatschef i BAT-kartellet, som er en samarbejdsorganisation for otte fagforbund på byggeområdet.

Overenskomster underkendt

En anden nyfortolkning af direktivet har særlig relevans for Danmark og Sverige.

Da direktivet blev indskrevet i dansk lov i oktober 1999, var det opfattelsen at direktivet anerkendte kollektive overenskomster som en gyldig måde at sikre udenlandske arbejdere ordentlige løn- og arbejdsforhold.

»Det fremgår imidlertid af direktivet at lande som Danmark kan vælge at anvende deres overenskomster på virksomheder der udstationerer arbejdstagere til landet,« skrev daværende arbejdsminister Ove Hygum til Folketinget.

Dette standpunkt gentog regeringen i sit indlæg i Vaxholm-sagen, men blev også underkendt på dette punkt. Dommerne mener ikke kollektive aftaler uden videre er egnede til at gennemføre direktivet, og dommen kender konflikter for at opnå mere end mindsteløn for klart ulovlige.

Gunde Odgaard erkender at have været en anelse usikker på om en gennemførelse gennem overenskomster var helt efter bogen, men påpeger at ingen i EU hidtil har gjort indsigelse:

»Alle har ment at den måde Danmark har gennemført direktivet på, var i orden,« siger han.

Men hvad der var i orden i går, er forbudt i dag. Med Vaxholm-dommen er både politikerne og arbejdsmarkedets parter derfor gået i tænkeboksen. Spørgsmålet er om den danske arbejdsmarkedsmodel kan undgå store forandringer efter det syngende nederlag ved Domstolen.