NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Den 23. oktober 2007 blev Unibets direktør Petter Nylander arresteret i Holland. Nylander var ikke eftersøgt i Holland. Han var heller ikke eftersøgt i Sverige hvor han er statsborger, eller i England hvor han bor.
Nylander blev anholdt på basis af en fransk europæisk arrestordre, for via sit online spillefirma at have brudt det franske spillemonopol. Få dage efter blev han overført til Frankrig, men senere løsladt mod kaution. Det hører med til forhistorien at Unibet har flere europæiske licenser, samt at EU-domstolen i marts 2007 bekendtgjorde at de nationale spillemonopoler er i strid med EU-traktaten.
Denne historie handler ikke om holdningen til online spil, men om politisk brug eller misbrug af den europæiske arrestordre. Samtidig illustrerer den hvorledes en borger kan risikere udlevering selvom vedkommende ikke har foretaget sig noget ulovligt i værtslandet, og oven i købet har fået medhold ved EU-domstolen.
Den tydeliggør desuden hvorledes forskellig lovgivning bringer personer i en retssikkerhedsmæssig klemme. Personer på rejse kan risikere udlevering til andre EU-lande for virksomhed der er lovlig i det land hvor de bor eller er statsborger.
Nogle vil måske spørge: Ville Nylander ikke være blevet udleveret under alle omstændigheder? Svaret er: Nej, de tidligere udleveringsaftaler indeholdt ikke retsgrundlag for en udlevering.
I de fleste tilfælde er der ingen principielle problemer. Handlinger som børnepornografi, drab og lignende er strafbart i alle EU-lande. Men for mindst 6 handlinger er der meget forskellig lovgivning i EU-landene. De 6 handlinger er: deltagelse i en kriminel organisation, racisme og fremmedhad, svig, internetkriminalitet, terrorisme og sabotage.
De organisationer som står på EU's eller FN's terrorlister, er kriminelle organisationer. Man kan mene at disse terrorlister er politisk bestemte, men da de er anerkendt af alle EU-lande indebærer det juridisk set at det er uproblematisk at gennemføre udlevering på baggrund af disse lister.
Men hvad med Hizb-ut-Tahrir? Organisationen blev forbudt i Tyskland i januar 2003 for at sprede antisemitisk propaganda – men den er ikke forbudt i Danmark. Er den i arrestordrens forstand en kriminel organisation hvorefter medlemmer i princippet skal udleveres? Kan danske medlemmer af organisationen rejse i Tyskland eller andre EU-lande uden at risikere anholdelse? Det handler ikke om sympati eller antipati, men om borgernes retssikkerhed.
Set ud fra et demokratisk synspunkt er det godt at Rådet ikke blev enig om en mindste fællesnævner. Det ville have indskrænket ytringsfriheden i flere lande. Men set ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt er borgerne på herrens mark, netop fordi udstedelsesstatens lovgivning er afgørende for om handlingen er kriminel.
Den logiske følge af eksemplerne burde som minimum være en ophævelse af den såkaldte positivliste, så det var lovgivningen i fuldbyrdelseslandet der var retsgrundlaget. Det er ikke sket. Tværtimod er positivlisten blevet brugt i andre love (se artiklen om bevissikringskendelsen side 10).
I jura er sproget i særlig grad vigtigt. Det er jo ikke lige meget om man kan straffes for en handling eller om man skal straffes. Og derfor er det heller ikke lige meget når rammeafgørelsen skriver at et land kan nægte udlevering – bortset fra i positivlistens tilfælde hvor udlevering skal finde sted. Brugen af ordet kan overlader det til myndighederne at beslutte udlevering.
Misbrug finder sted; som når der udstedes en arrestordre på en person mistænkt for at have stjålet to bildæk – eller som det også er sket, for at have stjålet en gris. Ifølge DR Nyheder modtog danske myndigheder 45 arrestordrer i 2006. Kun i et tilfælde blev udlevering direkte nægtet.
I sin evalueringsrapport fra 2006 opfordrer EU-parlamentet Kommissionen til at lade sig inspirere af den nordiske arrestordre. Parlamentet henviser især til, at der er færre muligheder for at afslå udlevering og at det gør den mere effektiv. EU-parlamentet lægger dermed pres på Kommissionen og Rådet for at afskaffe nogle af de retssikkerhedsgarantier der trods alt er i den europæiske arrestordre.
Hun er blevet gravid fordi hendes polske læge ikke ville udlevere prævention. For unge kvinder er det svært at få prævention hos egen læge da lægen kan nægte at udlevere prævention med henvisning til religiøs overbevisning. Den vanskelige adgang til prævention og forbuddet mod abort har medført en markant stigning af teenagegraviditeter.
Anne Ansen ved det er forbudt at udføre aborter i Polen, medmindre graviditeten bringer kvindens liv i fare, skyldes voldtægt eller barnet er deformt. I stedet inviterer hun Barbara til Danmark hvor hun foretager en abort.
Hjemme i Polen opdager forældrene at Barbara har fået en abort og spørger hende hvem der har gjort det. Hun fortæller at hun lærte Anne Ansen at kende sidste sommer, og at Anne bad hende komme til Danmark, så ville hun foretage aborten der. Forældrene melder det til politiet.
Retten i Krakow udsteder en europæisk arrestordre mod Anne Ansen. Arrestordren lyder på tilskyndelse til abort i Polen. En anklage der har en strafferamme på op til 4 år.
Anne Ansen gennemførte en i Danmark lovlig abort og da hun ikke kan retsforfølges herfor i Danmark, kan hun ikke udleveres herfor. Arrestordren lyder derfor på at have tilskyndet til abort i Polen. Denne handling er foregået i Polen, så derfor kunne hun udleveres.
Men.
Der er en juridisk spidsfindighed. For i henhold til artikel 2 stk. 4, så »kan overgivelse« være betinget af at det også er en lovovertrædelse i Danmark – kravet om dobbelt strafbarhed. Men læg mærke til ordet – kan. Der står ikke skal. Det var baggrunden for at direktøren for Unibet blev udleveret til Frankrig.som nævnt i begyndelsen af artiklen.
Formentlig vil Anne Ansen ikke blive udleveret. Men hun kan ikke være sikker.