ARTIKLER


Dårligt nyt for polske kvinder

Premierministeren har ikke tid til »nonsens og fiktive problemer«. Det var svaret til polske kvindegrupper som vil have genoprettet ombudsmands-institutionen for kvinders rettigheder.
Af Malgorzata Tarasiewicz
22. marts 2008

Det skortede ikke på valgløfter fra Borgerplatformen, sejrherren i det polske parlamentsvalg sidste år. Først og fremmest lovede Donald Tusk og hans parti lavere skatter, bedre vilkår for erhvervslivet og hurtig økonomisk vækst. Der var ingen særlige valgløfter til kvinderne, men alligevel stemte mange kvinder på Donald Tusks parti.

Eller rettere: De stemte ikke så meget på Tusk, men snarere imod den daværende premierminister, Jaros Baw Kaczynski, hvis tvillingebror, Lech Aleksander Kaczynski, fortsat er Polens præsident

Resultatet er at Polen nu – ifølge Magdalena Sroda, feminist og tidligere ombudsmand for ligestilling, regeres af det »mest kvindefjendske og feministhadske parti som stillede op til valget – som er kendetegnet af en total mangel på fornemmelse for ligestillingsspørgsmål, selv blandt sine kvindelige medlemmer (Ö) De vil gøre alt i deres magt for ikke at blive mistænkt for feminisme.«

Færre kvinder i regering og parlament

I den nye regering spiller kvinderne en meget mindre rolle end i den tidligere regering. Der er også færre kvinder i parlamentet (i begge kamre). Ifølge Julia Pitera, en af de ledende kræfter i Borgerplatformen er der »intet mærkeligt i at mænd står i spidsen for de vigtigste ministerier, fordi de er bedre egnede til sådanne poster« Årsagen er, mener hun, »forskellen mellem mænd og kvinders hjerne«.

I parlamentets underhus sidder kvinder på 93 af 460 mandater (19,7 procent). Det er 5 procent mindre end før sidste valg. Situationen i overhuset er den samme – ud af 100 pladser er der kun 9 kvinder (halvt så mange som før sidste valg). Af Borgerplatformens 209 parlamentsmedlemmer er der kun 46 kvinder. Årsagen kan være at kun få kvinder stod øverst på Borgerplatformens kandidatlister, kun 5 kvinder i spidsen for 41 lister.

Kvindeudvalget nedlagt

Kvindegrupper har bedt den nye premierminister udnævne en ombudsmand for ligestilling og om et møde for at diskutere kvinders rettigheder. I stedet fremsatte Borgerplatformen på et af de første møder i det nyvalgte parlament et forslag om at nedlægge udvalget for familie- og kvindespørgsmål. Ifølge partiet var der ikke plads nok i parlamentet til udvalget. Som forventet er resultatet (eftersom Borgerplatformen, med sit støtteparti, har flertal i parlamentet) at udvalget er blevet nedlagt.

Kvindebevægelsen venter fortsat på svar fra premierministeren om genoprettelse af en ombudsmand for ligestilling. Med forskellige betegnelser eksisterede denne institution indtil 2005. Under Kaczy Dski-regeringen var der en afdeling for ligestilling under arbejdsministeriet. I den nye regering er der ingenting.

Det er usikkert om der nogensinde vil blive afholdt et møde om sagen. Ifølge Stefan Niesio Bowski, politisk ordfører og en af Platformens vigtigste ledere, har »premierministeren ikke tid til nonsens og fiktive problemer«.

Den 7-8. februar arrangerede 140 kvindeorganisationer et møde i Warszawa hvor alle politiske partier var inviteret sammen med repræsentanter for præsidenten og premierministeren. Præsidenten sendte en repræsentant, og der deltog fremtrædende ledere fra det socialdemokratiske parti og fra Lov og Ordenpartiet. Derimod udeblev den regerende Borgerplatform – uden så meget som at sende en hilsen.

Håber på hjælp fra EU

I starten af januar 2008 sendte polske kvindegrupper et brev til forkvinden for EU-Parlaments kvindeudvalg, Anna Z·borsk·. I brevet beder de om at hun bruger EU-Parlamentets autoritet til at tvinge den polske regering at implementere EU's ligestillingslovgivning, »eftersom alle muligheder for handling på nationalt plan er opbrugt.«

Abort er fortsat illegalt i Polen, og Borgerplatformen vil med sikkerhed ikke ændre på dette.

Umiddelbart før den blev godkendt, deltog den kommende regering i en katolsk messe – et klart signal til offentligheden og til kirken om at den katolske kirke fortsat vil være en vigtig partner for den nye regering.

Borgerplatformens valgslogan var »For et bedre liv – for alle!« Vi får se, om det virkelig betød for alle.

(Malgorzata Tarasiewicz har siden 2004 været leder af Network of East-West Women (http://www.neww.org) som formidler viden om forholdene for kvinder i Central- og Østeuropa. Fra 1989-91 var hun koordinator for kvindesektionen i fagforbundet Solidarnosc og i 1990-95 forkvinde for den polske afdeling af Amnesty International.)


Abort i EU

Abortmodstandere i Europa er i offensiven. De er ikke så stærke og velorganiserede som i USA, men de kan trække på støtte fra Paven og den katolske kirke og hente argumentation i bekymringerne om de lave fødselstal i Europa. Flere af de nye medlemslande i EU har en meget restriktiv lovgivning. Retten til abort er blevet et kontroversielt tema i flere europæiske lande.

Tilladt efter ønske i de første 12 uger af graviditeten eller senere:

Belgien, Bulgarien, Danmark, Estland, Frankrig, Grækenland, Holland, Italien, Letland, Litauen, Portugal (10 uger), Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, Østrig.

Tilladt af økonomiske, sociale eller helbredsmæssige årsager:

Finland, Storbritannien, Luxembourg

Tilladt ved fare for kvindens helbred, ved voldtægt eller defekt foster:

Polen, Cypern, Spanien – i de to sidstnævnte lande udsteder læger dog ofte en attest som tillader abort.

Kun tilladt for at redde kvindens liv:

Irland

Forbudt:

Malta