NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Forslaget om den europæiske arrestordre blev fremsat af Kommissionen i september 2001, kort efter angrebet på World Trade Center. Det blev vedtaget allerede i juni 2002 og trådte i kraft pr. 1. januar 2004. Begrundelsen var nødvendigheden af styrket retligt samarbejde i kampen mod terror og den grænseoverskridende kriminalitet – eller som det blev udtrykt – ingen helle for forbrydere.
De grundlæggende principper i arrestordren og andre rammeafgørelser inden for retlige og indre anliggender er gensidig tillid og gensidig anerkendelse af hinandens retssystemer. Principperne er grundlaget for den betydelige harmonisering af retsområdet som er gennemført de seneste 6 år.
I rammeafgørelsen defineres den europæiske arrestordre som »en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person« med henblik på:
Strafforfølgning
Fuldbyrdelse af en frihedsstraf
Anden frihedsberøvende foranstaltning.
Arrestordren kan udstedes når der foreligger:
Endelig dom på mindst fire måneders fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning af samme varighed
En lovovertrædelse der straffes med fængsel eller anden frihedsberøvelse af mere end et års varighed.
Ingen medlemsstat kan afslå udlevering
hvis:
Handlingen er omfattet af EU's såkaldte positivliste – en liste over 32 forbrydelser, heriblandt racisme og fremmedhad, sabotage, drab, svig mm.
En medlemsstat kan afslå udlevering hvis:
Der i en medlemsstat allerede er afsagt en endelig dom for samme lovovertrædelse mod samme person
Lovovertrædelsen er omfattet af benådningsregler i fuldbyrdelseslandet
Den pågældende ikke kan gøres ansvarlig i fuldbyrdelseslandet på grund af alder
Handlingen ikke er strafbar i fuldbyrdelseslandet (princippet om dobbelt strafbarhed)
Herudover er der enkelte andre tilfælde såsom forældelse eller at handlingen ikke er foregået i det land som udsteder arrestordren.
– deltagelse i en kriminel organisation
– terrorisme
– menneskehandel
– seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi
– ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer
– ulovlig handel med våben, ammunition og eksplosive stoffer
– bestikkelse
– svig, herunder svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser
– hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold
– falskmøntneri, herunder forfalskning af euroen
– internetkriminalitet
– miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede dyrearter og ulovlig handel med truede plantearter og -sorter
– menneskesmugling
– forsætligt manddrab, grov legemsbeskadigelse
– ulovlig handel med menneskevæv og
-organer
– bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning
– racisme og fremmedhad
– organiseret eller væbnet røveri
– ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgenstande
– bedrageri.
Det land der udstedte flest arrestordrer, var Polen med 2.421, efterfulgt af Frankrig med 1.552.
Det land der udstedte flest i forhold til indbyggertal, er Litauen med 538.
Danmark udstedte 52 arrestordrer. Sverige, Belgien og Italien udstedte ingen.